Dårlig sutteteknik, 3 mdr

11-05-2019

Hej,

Min søn er 3 mdr, og har fra starten af suttet forkert. 

Jeg har efter 8 uger været hos en privat ammevejleder for at få tilrettet teknikken. Og ligemeget hvor meget jeg prøver det hun viste mig, kan det ikke lykkedes at få ham til at åbne munden højt nok og fastholde den åbne mund omkring brystet 

Jeg har i for 3 uger siden fået klippet læbebåndet og for en uge siden tungebåndet. 

Jeg har for en uge siden fået løsnet hans købe, da denne var trukket tilbage. 

Han sutter desværre stadig forkert, hvilket resulterer knuder i brystet indtil jeg ammer ham i tvillingestilling. 

 

Er det for sent at få rettet på teknikken når han er så gammel? Og har I tips til hvordan ? 

 

På forhånd tak for hjælpen. 

Kære mor.

Først et stort skulderklap for at have ammet i 3 måneder med dårlig sutteteknik.

Man kan gøre noget ved teknikken lige så længe, som barnet ammer, selv børn på 1 og 2 år kan få korrigeret deres teknik. Så det er bestemt ikke for sent.

I fht. Teknikker ved brystet, så skriver du, at han har en tilbagetrukket kæbe og stram muskulatur omkring denne. Det er sådan, at når kæben er tilbagetrukket, så er muskulaturen ofte også svag. Derfor er der brug for ekstra støtte til underkæben ved amning. Du skriver, at tvillingestillingen fungerer godt. Det gør den formentlig, fordi du her kan få hans hage presset ind mod brystet, hvilket hjælper ham til at få godt fat. Der er som sådan ikke noget i vejen for, at I altid benytter den stilling, men det er selvfølgelig rart at kunne variere.
Jeg tænker, at vi med fordel kan kigge på de ammestillinger, der bliver benyttet til børn med læbe-ganespalte eller med Downs syndrom, da de også tit har svag muskulatur og evt. tilbagetrukket kæbe. Her kan man benytte et greb, der hedder Dancer hand, hvor du hjælper med at stabilisere underkæben og holder brystet for ham. I linket herunder kan du se et billede af grebet:

https://www.lllc.ca/thursdays-tip-breastfeeding-baby-cleft-lip-or-palate

 

 

I denne video forklarer moren også rigtig godt, hvordan hun får babys kæbe i god kontakt med brystet: https://www.youtube.com/watch?v=BpqqYQlKDeA&list=PLt6iSX78nA5OB-kLhmY8eidlU6HOSC0u3

 

Derudover tænker jeg også den stilling, der hedder koala hold, da du også her kan benytte dancer hand grebet:
https://www.youtube.com/watch?v=CpPIO8DB6GY

 

Måske sideliggende også kan fungere for jer, hvis du sørger for, at han kommer så lang ned, at han skal bøje nakken godt bagover, så underkæben kan komme godt ind i brystet.

I det hele taget, så skal du fokusere rigtig meget på, at underkæben bliver presset godt ind i dit bryst, så han får godt med støtte til kæben, og så kan du yderligere hjælpe med dancer hand grebet.

 

Laid back ammestillingen kan også være en stilling, der kan fungere rigtig godt, da du også her kan

få hans kæbe godt ned i brystvævet.

 

I forhold til læbe- og tungebåndet, så kan det være en rigtig god idé at fortsætte med kropsbehandlinger, altså kiropraktor, osteopat eller kraniosakralterapi, så i får alle spændinger løsnet, og for at understøtte en god muskeludvikling omkring hans kæbe.
Det kan også godt være, I er nødt til at lave øvelser for tungen for at optræne mobilitet og styrke i den. Det er også vigtigt at huske, at et klip af tungebånd ikke er et quick fix, især ikke når det bliver gjort relativt sent. Barnet skal have lært en hel ny måde at bruge sin tunge på, og muskulatur i tunge og kæbe skal trænes op. Det kan give en del ømhed og spændinger, og derfor er det en god idé at fortsætte kropsbehandlingerne i lidt tid efter.

Derudover anbefaler nogle ØNH-læger, også de førende kapaciteter på området i udlandet, at man laver after-care for at sikre, at arvævet bliver smidigt, og at det ikke bare vokser stramt sammen igen. Du kan få mere info om den del på www.stramttungebaand.dk eller i facebookgruppen dansk støttegruppe for stramt tungebånd.

 

Jeg håber, at det kan hjælpe jer til en bedre amning, så det ikke bliver det, der skal stoppe jer.