Login



Fødselsberetning om fødslen af Aldina, hvor jeg blev sat i gang

Oversigt

Fødselsberetning om fødslen af Aldina, hvor jeg blev sat i gangFremskynde fødselsstarten – naturligtBørn kommer når de kommer, og så er det godt at være toFælles beslutningstagning og igangsættelse af fødselBoguddrag: Tryk og glad KvindeDen gode fødselsforberedelseFødemanualen for mændDen Søde VentetidIgangsættelse af fødslenKLYX – skal, skal ikkeNormal søvn hos babyer og småbørnForebyggelse af bristningerFødsel på klinikBarselshvileDe fleste kan trygt planlægge at føde hjemmeDen gode hospitalsfødselNår forældreskabet ikke lever op til forventningerneDet idealiserede moderskabDen tidlige ammeetableringHud mod hudBristninger - hvad så med sexlivet?Interview om refluks

Fødselsberetning om fødslen af Aldina, hvor jeg blev sat i gang. 


Jeg blev skannet ret ofte i graviditeten, da jeg tidligere havde født for tidligt, og det blev opdaget omkring uge 27 at min datter var ret stor. Hendes størrelse blev fulgt ret tæt resten af graviditeten, i 37. uge blev hun vurderet til at veje 3800 g eller 4000g. Da det ikke anbefales at føde børn over 4500 g vaginalt blev det planlagt at jeg skulle sættes i gang når jeg var 38+0 


Jeg blev sat i gang 9/12 med angustapiller som skulle blødgøre livmoderhalsen så vandet senere kunne tages. Jeg blev skannet kl 16 og skulle tage piller kl 18-20-22 og 24. Vi sov fra 23.30 til 24, og igen fra 24 til kl 1.30.


Jeg fik en ve kl 1.30 10/12 og vandet gik, dvs. det begyndte at sive og vi ringede til rigshospitalet, og tog derind. På vej derind fik jeg flere veer, men det gik fint, jeg lavede laboro vejrtrækning.


Der var roligt på fødegangen og vi fik en stue. Jeg fik vestorm, meget hyppige veer 2 min imellem, dvs. 1 min ve og 1 min pause. Min kusine er jordemoder, og ville heldigvis gerne være med til fødslen, og hun kom. Jeg fik lattergas og kunne lige holde det ud mellem 2.30 og 4.30, og var så ok en time fra 5.30 til 6.30. Det var pga.  angustapillerne, at jeg fik vestorm, det sker indimellem. Så 5.30 blev veerne meget smertefulde og jeg var virkelig presset til 7.30. Veerne var længere, med længere pauser imellem, min mand Hans Christian og min kusine var til stor hjælp, men det var virkelig ikke rart. Hans Christian sad og gentog med rolig stemme "Træk vejret, slap af i skuldrene, det går fint" sådan lidt messende, det var rart at kunne holde fast i midt i smerten. Jeg ville helst stå op, og så sidde på en bold mellem veerne, hvis jeg lå ned eller sad ned under veen blev det meget værre, men jeg blev ret træt i benene og i det hele taget at af stå op.


Så kom en ny jordemoder, og jeg havde kun åbnet mig 1 cm og livmoderhalsen var ikke væk. Jeg ville så gerne have noget morfin, da der jo så var længe til fødslen, men hun foreslog en epidural og jeg var klar til alt. Der kom straks en narkoselæge som i lagde en perfekt epidural, som hurtigt tog alle smerter og jeg kunne stadig gå og stå.


Så fik jeg vedrop og resten af dagen gik med at skrue og ned for det. Den lille stod skævt i bækkenet så der var ingen fremdrift, og det var derfor det havde gjort så ondt. Indimellem fik hun påvirket hjerterytme af det og droppet måtte skrues ned. Det var vist egentlig lige mere fordi jeg stod op, for så snart jeg lå ned havde hun det fint, drop eller ej. Min mand og min kusine lavede rebozo med et lagen, det var vældig rart, men det hjalp ikke på min datters stilling i bækkenet. 


Ca. kl 12 tænkte jeg at det nok endte med kejsersnit, da de sagde at Aldina stod skævt i bækkenet. Men der var en procedure at følge, først skulle vedroppet helt op på 180 ml/time, så skrues helt ned, så vente et par timer og så gentage. Jeg syntes det havde lange udsigter.


Kl 15.30 kom en ny jordemoder, hun mente også at jeg nok skulle have kejsersnit, og talte med lægen om det. Der var tvivl om det at droppet havde været oppe på 120 og så blev skruet ned da Aldinas hjertelyd blev påvirket gjaldt for en gang skruen op og ned.


Om aftenen, kl syv blev det endelig besluttet at jeg skulle have kejsersnit.

Jeg havde det fint med epiduralen men blev ret træt. Da de endelig besluttede sig for kejsersnit kom der en læge og skannede den lille og opdagede at hun var stjernekigger, dvs. kiggede op mod min navle i stedet for om mod ryggen som babyer skal, og hun kunne også se at hun stod skævt i bækkenet, derfor var der ingen fremdrift i fødslen.

 

Jeg var pludselig vildt bekymret over ks og den lille, for at skulle have et kæmpe hul i maven, og for at Aldina ikke ville trække vejret, men selve ks gik fint. Min livmoder var udmatter af 18 timers veer så den ville ikke trække sig sammen så det fik jeg diverse stoffer for som jeg kastede op ad mens min mave var delvis lammet så jeg ikke kunne kaste op ret godt, eller vende mig, kun dreje hovedet, og kaste op i min mund. Det var meget ubehageligt.


Den lille havde lidt vand i lungerne, ret normalt efter ks og fik cpap i 15 min, de overvejede at tage hende med på neonatal, men pludselig trak hun vejret fint. Hans Christian stod hos hende. Vi kom på opvågning, jeg blødte en del, men kunne løfte numsen når jeg skulle have skiftet bind, det havde sygeplejersken ikke set før, det var en virkelig præcis epidural. Aldina kom op og lå hos mig, efter at jeg havde kastet ordentligt op, og fået noget kvalmestillende og havde det bedre. Hun havde ligget hos Hans Christian i de første halvanden time, og havde fået lidt MME. Hun havde det fint, og var en dejlig tyk lille baby.


Det var voldsomt ubehageligt med vestorm, og der var mange indgreb i løbet af fødslen, epidural, vesdrop men egentlig syntes jeg at det var en fin fødsel. Jeg var tryg ved de jordemødre som var der, og havde jo også min egen med, og var glad for at min mand var der. Jeg følte mig med i hvad der skulle foregå, der skete ikke alt muligt hen over hovedet på mig. Men jeg er glad for at jeg ikke skal have angustapiller igen, det må man nemlig heldigvis ikke når man har fået kejsersnit.



Vil du være medlem - tryk her