Login



Det idealiserede moderskab

Oversigt

Fødemanualen for mændDen Søde VentetidIgangsættelse af fødslenKLYX – skal, skal ikkeNormal søvn hos babyer og småbørnForebyggelse af bristningerFødsel på klinikBarselshvileDe fleste kan trygt planlægge at føde hjemmeDen gode hospitalsfødselNår forældreskabet ikke lever op til forventningerneDet idealiserede moderskabDen tidlige ammeetableringHud mod hudBristninger - hvad så med sexlivet?

Det idealiserede moderskab 


Af Marie Therese Strand Nielsen, præst 


At blive mor markerer et identitetstransformerende livsfaseskift i et kvindeliv. 


Før var ægteskabet en bærende samfundsinstitution. I dag er denne institution i opløsning, og i stedet er der kommet massivt fokus på moderskabet. Derfor er kvinder, der vælger at blive mødre, udsat for et enormt forventningspres både i forhold til deres egne forventninger til sig selv – men også i forhold til de uudtalte og eksplicitte forventninger, som kvinder mødes med gennem forestillingen om det lykkelige moderskab. 


Når kvinder konfronteres med idealet om, at en god mor er en lykkelig mor, så opstår der en meget stor fare for, at kvinder vil kunne opleve at være forkerte og mislykkede som mødre, hvis de ofte føler sig ulykkelige i rollen som mor. Lykke som ideal er et produkt af den tid, vi lever i, hvor vi bombarderes på de sociale medier af eksponerede lykkemomenter. Rationelt vil de fleste kvinder kunne hæve sig op over det unuancerede moderskabsideal og se det ovenfra og ned, men på det følelsesmæssige plan spænder idealet ben og isolerer mange kvinder i ensomhed, fordi det er forbundet med et meget stort tabu at løfte sløret for den følelsesmæssige ambivalens, som et lille nyfødt barn kan afføde. 


At sige til en kvinde, som oplever både sorg, ensomhed og ambivalens efter at være blevet mor, at hun selv er ansvarlig for at vriste sig fri af de idealiserede forestillinger, der knytter sig til moderskab, er udtryk for en utopi. 


Vores forestillinger om os selv og verden kommer aldrig fra os selv, fordi vi alle er produkter af den tid vi lever i, og derfor bliver ethvert menneskes tankesæt til i mødet med omverdenen. Vi indgår altså som tænkende væsner i en sammenhæng, der er langt større end os selv, og derfor er vi som mødre naturligvis også dybt påvirkede af de idealer, vi i dag forbinder med moderskabet, og som er både formgivende og regulerende for den måde, vi selv er mødre på. 

Skelsættende overgange i livet 

Vi kæmper i dag på tværs af kønnene med nogle andre skelsættende overgange i livet, end man gjorde før i tiden - for eksempel overgangen fra et langt arbejdsliv til pension, overgangen i forbindelse med skilsmisse og ikke mindst overgangen i forbindelse med familieetablering. Vores tilknytning til arbejdsmarkedet er stærkt identitetsdannende, og det er blandt andet i denne konstellation, at vi ofte henter vores anerkendelse. Derfor er kvindens tid på barsel meget udslagsgivende, hvis man skal forså de voldsomme kriser, stadig flere kvinder oplever i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel som eksistentielt forandrende livsfaseskift. Fordi det stadig hyppigst er kvinderne, der tager barselsorlov og er primærperson for barnet i den første tid, har vi heller ikke et idealiseret faderskabsideal som modbegreb til moderskab. Moderskab og faderskab er ganske enkelt ikke to jævnbyrdige og sammenlignelige fænomener. Det er derfor også ofte ”mor” der oplever at gå ned med flaget – og ikke ”far”. 


Overgangen fra et udearbejdende liv som kvinde til et hjemmegående liv som mor på barsel er en markant og skelsættende overgang i et kvindeliv, og dette livsfaseskift er i dag langt mere identitetstransformerende i forhold til dengang overgangen bestod i, at kvinden gik fra at være hjemmegående husmor til at blive hjemmegående husmor ”med barn”. 


Kvindens situation – dengang og nu - kan ganske enkelt ikke sammenlignes. Dengang var vi kvinder, der fødte børn, nu er vi blevet kvinder – ligestillede på maskulinitetens præmisser, der føder børn.

Præster i svangreomsorgen 

Jeg er som kvinde, mor til fire børn og præst optaget af, hvordan præster kan indgå som en supplerende del af svangreomsorgen i det offentlige sundhedstilbud til gravide og barslende kvinder. 


Med en lige så stor selvfølgelighed, som præsten indgår og tager del i menneskers liv ved livets afslutning, kunne præsten også tænkes at indgå som samtalepartner / sjælesørger ved livets begyndelse. Fødsel og død hænger sammen, og både livets begyndelse og døden som afslutning på livet udgør et almenmenneskeligt og eksistentielt livsvilkår – et vilkår, som kan være forløsende at medreflektere, og som udgør selve vores menneskelige erfaringshorisont. Barnets tilblivelse er et mysterium, der som en dyb hemmelighed kalder på en undren over livets dybe sammenhæng. På samme måde som døden udgør en grænse, gør fødslen det også. 

Sundhedssyn 

I dag føder kvinder deres børn inden for rammerne af et sundhedsvæsen, der i høj grad definerer fødslen som en biologisk eller medicinsk begivenhed med et dikotomt fokus på eksempelvis ”rask eller syg”, og dette sundhedssyn vil naturligvis præge kvindens oplevelse af selve moderskabstransitionen. Skal der i det etablerede sundhedstilbud til de gravide, fødende og barslende kvinder findes plads til at kunne imødekomme kvinders eksistentielle overvejelser, så forudsætter det et sundhedssyn og et menneskesyn, som eksplicit vægter at tillægge både den eksistentielle og for nogle kvinders vedkommende også den religiøse dimension betydning. 

Eksistentielle samtaler 

Denne udfordring bør folkekirken gribe og tage seriøst, så der med tiden kan etableres et godt og udbytterigt samarbejde mellem folkekirken, jordemodercentrene, fødeafdelingerne og de kommunale sundhedscentre, så kvinderne og deres mænd kan blive mødt med et tilbud om eksistentielle samtaler med en præst både før og efter fødslen. 


Længslen efter mening og sammenhæng i livet fylder meget hos mange mennesker i dag, og denne udfordring kan præster imødekomme ved at være til stede både før og efter fødsel, hvor der opstår et naturligt behov for at samtale om de spørgsmål, der udspringer af selve den menneskelige eksistens. Denne samtale er relevant, når livet brydes og et nyt liv bliver til. Præsters tilstedeværelse i svangreomsorgen i professionsmødet med jordemødre, sundhedsplejersker og læger er et felt, der endnu forskningsmæssigt er uudforsket. 


Mit ønske er at nuancere den generelle opfattelse af præstens virkefelt og lade præster tage del i den eksistentielle og religiøse samtale ved livets begyndelse. Præster skal være med til at definere spillereglerne for, hvordan vi tænker sundhed og taler om sundhed. Vi skal gøre op med vækst-doktrinen og det effektiviserede og rationaliserede sundhedsvæsen, som har haft held til at dehumanisere mennesket, så det kan indpasses i et regneark. Vi har mistet blik for, at en forståelse af det hele menneske også må levne plads for den eksistentielle og åndelige dimension. Et fokus på den fysiske, psykiske og sociale dimension af sundhed er ikke tilstrækkelig. 

En fødsel sætter tanker i gang 

Fødsel og død er forbundne størrelser, som aktiverer bevidstheden om både fortid, nutid og fremtid. Det er indlysende, at når man konfronteres med livet på det mest åndfulde tidspunkt, nemlig når et nyt liv fødes, så øges bevidsthed om døden. Angsten for at miste det lille barn kan komme til at fylde rigtig meget i tankerne. 


En fødsel og selve tilblivelsen af et nyt liv griber derfor lige så radikalt ind i et menneskes liv som et dødsfald. Det er derfor vigtigt at forstå de udfordringer, som mødre – men også fædre – kæmper med i dag, når de bliver forældre. 


Der er flere forhold der kan fremhæves, som understøtter argumentationen for at knytte præster til svangreomsorgen. 


Kvinder får mulighed for at fortælle deres historie. At fortælle er også at lægge til rette og skabe orden i kaos. Det er en lindring i sig selv, at et andet menneske har tid til at lytte til ens historie. I samtalen vil præsten kunne forberede kvinden på, at der under fødslen kan ske en konfrontation med følelser, som kvinden har kendt og oplevet før i hendes tidligere liv. 


Præsten vil også kunne hjælpe kvinden med at almengøre de problemstillinger, som hun oplever er helt unikke, særlige og individuelle for lige netop hende. Ved at etablere en forbindelseslinje fra det individuelle plan tilbage til fællesskabet opstår en aflastning og en normalisering af følelsen. 

Giv plads til de negative følelser 

Mange kvinder giver udtryk for at føle sig ængstelige, uforløste, skamfulde og mindreværdige som mødre. Derfor kan en almengørelse og legitimering af følelserne være forløsende. Det er med til at nedbryde både tabuisering og ensomhed. Og frem for alt kan præsten bede en bøn sammen med kvinden, for det ufødte barn og for det kommende moderskab og give sprog til at det, der bekymrer og tynger. 


Man skal naturligvis altid være varsom med at generalisere. Men meget tyder på, at vi som moderne mennesker har glemt, hvordan vi udtrykker eksistentielle og religiøse erfaringer igennem sproget. Vi mangler sprog. Det er en værensglemsel af dimensioner, og særligt i forbindelse med fødsel og død bliver det tydeligt, at det sekulære sprog ikke kan indfange og beskrive de højder og dybder, vi erfarer både kropsligt og åndeligt. En meget vigtig opgave for præsten er derfor at være facilitator for et sprog, der kan rumme både de eksistentielle og religiøse aspekter af tilværelsen. 


Præster tager naturligt del i menneskers liv, når sygdom og død er en realitet, og for både syge, døende og pårørende er det ofte både hjælpsomt og forløsende at tale med præsten på hospice eller på hospitalet. Folkekirken tæller i dag et stort korps af hospicepræster og hospitalspræster, som har dygtiggjort sig i netop denne type samtale, og med den største selvfølgelighed indgår de som fagprofessionelle i den afsluttende del af livet. 

Fødselsdepressioner 

Vi føder i dag vores børn i et målstyret og effektiviseret sundhedsvæsen. Nærvær og tid er blevet en mangelvare. Der er ikke længere tid og råd til at helligholde det åndfulde moment i et kvindeliv. 


Der ses i dag stadig flere forekomster af fødselsdepression blandt fædre, men på trods af at vi bryster os af at have ligestilling i Danmark, så er det stadig kvindekroppen, der bliver gravid, det er kvinden der bærer barnet i løbet af graviditeten, det er kvinden der føder, det er i langt de fleste tilfælde kvinden, der tager barslen, og sidst men ikke mindst - det er blandt de barslende kvinder, at vi i dag ser en massiv stigning i forekomsten af fødselsdepressioner. 


At sundhedsplejerskerne i dag screener kvinderne systematisk for at identificere fødselsdepression kan være en del af forklaringen på den voldsomme stigning i forekomsten af fødselsdepressioner. Den markante stigning kan også skyldes, at vi er blevet tilbøjelige til at patologisere og diagnosticere alle stemninger og tilstande, som et menneske hensættes i. Det er derfor sandsynligt, at alt for mange kvinder i dag medicineres med antidepressiva, fordi livssorg og eksistentiel sårbarhed forveksles med depression. 

Barslende er særligt sårbare 

En negativ konsekvens af samtidens selvoptimeringsskrav er depression, og statistikken viser, at netop barslende kvinder er særligt depressionsudsatte. En forklaring kunne også være, at vi i samfundet hylder en bestemt normativ opskrift på, hvordan det succesfulde individ kan optimere og genopfinde sig selv. 


Vi er alle bekendt med opskriften på succes: Vi skal være fleksible, innovative, mobile, initiativrige, forandringsvillige, omstillingsparate og handlekraftige. Det massive problem er imidlertid, at disse idealer er uforenelige med at bære et nyfødt spædbarn på armen. Et nyfødt barn er forbundet med kontroltab og harmonerer vanskeligt med tidens opskrift på succes. 

Mødres arbejdsliv 

Kvinder der sætter børn i verden, betaler en høj pris. De oplever en nedgang i livslønnen, og desuden betyder tiden på barsel, at det kan være vanskeligt at vende tilbage til et arbejdsmarked, der ændrer sig fra sekund til sekund. Det gør mange hjem til en krigszone, hvor der forhandles. Uden politisk vilje til at regulere området gennem en barselspolitik, der kræver reel ligestilling, vil vi kunne se frem til stadig flere sygemeldte, medicinerede og depressive kvinder, der skubbes ud over kanten. Individualiseringen påvirker enkeltindividet på den måde, at man søger svaret i sit eget indre. Derfor oplever mange kvinder stor skyld og skam, når de bukker under for presset. 

Kvinders indre pres 

Det ydre pres sætter sig igennem som et indre pres. Årsagen til dette udefra kommende pres er mange facetteret og rummer en stor grad af kompleksitet. Det er derfor utrolig vanskeligt at gennemskue mekanismerne bag den kollektive nedsmeltning af kvindekønnet. Sekularisering og individualiseringen gør, at kvinderne ikke længere går i rette med Gud eller samfundet – de går derimod i rette med deres eget selv. Oplevelsen af afmagt, utilstrækkelighed, mindreværd, uværdighed og sorgen over at være blevet nogens mor er alt for mange kvinder alene med sig selv om at bære. 


I dag fremtræder psykiatrien som ekspertdisciplinen, når efterfødselsreaktioner og fødselsdepressioners egenart og behandling skal fastlægges. Vi anvender i dag et alt for ensidigt patologiserende sprog om de gravide og barslende kvinders tilstand. Præster vil kunne bidrage med et andet sprog og en anden forståelse for et menneskes fortælling. 


Marie Therese Strand er sognepræst i Nordjylland og søger pt finansiering til et ph.d.- projekt om præsters tilknytning til svangreomsorgen, som vil blive tilknyttet Center for Kirkeforskning ved Aarhus Universitet. Hun har brugt en 2-årig orlovsperiode på at undersøge, hvordan folkekirken kan hjælpe gravide og barslende kvinder. 


 


 

Vil du være medlem - tryk her