Login



Forside Ammerådgiver telefonliste Ammebrevkasse Vil du være ammerådgiver? Godt at vide

Problemer med sår på brystvorten efter et halvt års succesfuld amning

Login



  

Ammerådgivningens brevkasse


Emner:

Problemer med sår på brystvorten efter et halvt års succesfuld amning

Tilbage  Info   
2019-12-21

Hej FogF

Jeg har en søn på 7 måneder, som alle dage har været meget sulten!


Den første måned sled han mine brystvorter helt i stykker og jeg havde sår og brystbetændelse af flere omgange.

Vi fik styr på det og amning har været dejligt de sidste seks måneder, men...

Nu er den gal igen. Der er opstået sår på brystet på trods af at jeg ikke har ændret noget på vores amme rutine. Han har svært ved at finde ro ved brystet og vrider sig rundt, men får spist godt.

Jeg ved ikke hvad jeg skal kigge efter  eller ændre for at undgå sårene og revnerne der er på siden af brystvorten samt nede mod aeola.

Det frustrerer mig sådan endnu engang  at sidde i tårer når jeg ammer min søn.

Amalie

 

Kære Amalie.

 

Ud fra den start, du beskriver, så kunne jeg godt mistænke, at din søn har nogle udfordringer med mundens anatomi, nærmere bestemt et stramt tungebånd.
Når du skriver meget sulten, så tænker jeg, at det er fordi, han har villet ammes meget hyppigt. Det kan i hvert fald være tegn på udfordringer med at malke brystet tilstrækkeligt ved en amning, så han har været nød til at spise hyppigt, for at få nok mælk.

Sår og hyppige brystbetændelser er også et tegn på, at sutteteknikken ikke har været optimal, og dermed også tegn på stramt tungebånd.

Det er ikke ualmindeligt, at sårene kan komme igen, hvis årsagen ikke blev behandlet første gang. Han er måske ved at få tænder, hvilket kan udfordre den teknik og de kompensationer, han havde udviklet, for at kunne amme.

Uroen kan både være tegn på, at han kæmper med teknikken, bliver hurtigt træt ved brystet, og måske har fået spændinger omkring kæbe og tungeben, fordi han arbejder hårdt og uhensigtsmæssigt for at få mælken ud.

Det kan også være, at din mælkeproduktion lige så stille er begyndt at dale, både fordi han er startet op på mad, men også fordi brystet ikke stimuleres optimalt.

 

Jeg tænker, at det vil være en god idé at få ham forbi en kropsbehandler og få løsnet ham op. Det kan være osteopat, kraniosakralterapeut eller kiropraktor.

I fht. mælkemængden, så kan det hjælpe at lave brystkompressioner under amningen, da du så kan hjælpe ham med at tømme brystet, og dermed stimulere din produktion og han får måske mere ro, fordi han får mere mælk ad gangen.

 

Du kan prøve at skifte mellem forskellige ammestillinger, så dit bryst ikke bliver slidt det samme sted hver gang.

Laid back og koala hold kan hjælpe ham med at holde grebet om brystet, da tyngdekraften arbejder med jer. Hjælp ham også med at få masser af brystvæv i munden ved at lave burgergrebet på brystet, så han bedre kan få en ordentlig mundfuld bryst i munden.

 

Jeg håber, at ovenstående kan hjælpe jer på rette spor, ellers skal du være meget velkommen til at ringe til en af ammerådgiverne på telefonlisten for yderligere hjælp og sparring.

De bedste hilsner fra

Camilla M. Olsen
Ammerådgiver ved Forældre og Fødsel

X
Id:1528
Oprettet:2019-12-21 21:43:11
Besvaret:2019-12-23 13:09:12

Forældre og Fødsel er en ikke-statslig organisation (NGO) uden partipolitisk tilknytning. Vi arbejder for at forbedre vilkårene for de gravide, de fødende og småbørnsfamilierne. Vores kernesager er at sikre alle en tryg fødsel samt at yde gratis, vidensbaseret og personlig rådgivning.
Derfor tilbyder Forældre og Fødsel blandt andet gratis og anonym ammerådgivning døgnet rundt, året rundt - og man behøver ikke at være medlem af foreningen for at modtage rådgivning


STØT FORÆLDRE OG FØDSEL – MELD DIG IND!

Et års familiemedlemskab kun 330 kr.
Meld dig ind i Forældre og Fødsel – her."

tilbage til oversigten

Vil du være medlem - tryk her