1. søndag i advent – To gode hospitalsfødsler

1. søndag i advent – To gode hospitalsfødsler 2017-12-03T17:17:40+00:00

Af Winnie Mikkelsen (oprindelig bragt i Forældre og Fødsels medlemsblad 02/2015)

Jeg hedder Winnie , jeg er 33 år og bor i Fredericia med mine to piger: Mila på 3 år og Nora på 1 år og min kæreste Jacob på 36. Mila har jeg sammen med min eksmand Michael.

Jeg har været så heldig at have været igennem to fantastiske fødsler, og det har uden sammenligning været de to største oplevelse i mit liv.

Fødselsberetning Mila

Smukke lille Mila kom til verden fredag den 16. december 2011 — hele 2 dage før termin.

Som førstegangsgravid var jeg helt sikker på, at man fødte mindst en uge over termin, hvilket også var hvad alle sagde til mig, og jeg havde ikke haft tegn på nærtstående fødsel overhovedet.

Natten mellem torsdag og fredag havde jeg sovet 2½ time og var derefter lysvågen. Da Michael kom hjem fra natarbejde og gik i seng, fandt han snart ud af, at han var lige så lysvågen, så efter et stykke tid blev vi enige om bare at stå op. Vi kunne lige så godt udnytte tiden og tog i Rosengårdscentret i Odense for at købe de sidste julegaver. Jeg havde det fint her 2 dage før min termin. Faktisk havde jeg det bedre end de andre dage —  næsten ingen ømhed, halsbrand eller andet.

Klokken 13.30 var vi hjemme igen, og vi besluttede os for at sove nogle timer. Michael skulle jo på arbejde igen om aftenen. Han lagde sig på sofaen, og jeg gik op i seng. Klokken 18.10 vågnede jeg og gik på toilet. Jeg blødte en smule og tænkte, at det nok var tegnblødning, men jeg var jo også lige omkring min termin.

Veer

Jeg gik nedenunder for at tage lidt at spise og fik pludselig kraftige smerter. Klokken var nær 18.20. De gik over, og jeg satte mig foran computeren, og klokken 18.35 fik jeg smerter igen. Jeg tog tid denne gang: ca. 40 sekunder.

Jeg vækkede Michael og sagde, at der måske var optræk til noget (han blev hurtigt vågen). Vi ringede til fødegangen med det samme, bare lige for at høre hvad de ville råde os til. Sygeplejersken mente rigtig nok, at det lød som veer, men hun sagde, at jeg skulle slappe godt af. Der ville nok gå 6-8 timer, før jeg overhovedet skulle tænke på at tage derind.

Jeg fik den næste smertebølge omkring 18.45, mens jeg snakkede med sygeplejersken, men hun mente ikke, at det lød på mig, som om det var slemt nok til, at vi skulle afsted… Hmmm…

Klokken 18.52 kom den næste bølge, og nu syntes jeg pludselig, det gik stærkt. Jeg ringede til min mor, og hun rådede mig til at holde på, at jeg gerne ville ind på sygehuset og undersøges nu. Vi havde 35-40 minutters kørsel derind. Fik næste ve-bølge klokken 18.57, og stadig mente sygeplejersken, at det var for tidligt, men hvis jeg havde det bedst med det, skulle vi naturligvis komme – jeg kunne lige drøfte det med Michael. To minutter over syv kom næste bølge, og den efterfølgende halve times tid gik med at tage tid og snakke i telefon. Michael var ved at gå en anelse i panik, tror jeg, så vi ringede til sygehuset og sagde, at vi kom. Damen i den anden ende lød en smule irriteret og sukkede: “Ja så må I jo komme herind, hvis I mener, I ikke kan vente længere”. Men: ”I skal forberede jer på at blive sendt hjem igen”.
Vi fik pakket og samlet vores ting og var ude af døren omkring klokken 19.50. Jeg måtte lige tage nogle “puste-pauser” ind imellem.  😉

Hård og lang køretur til fødeafdelingen

Det blev den længste køretur til Odense, og snart var intervallerne mellem veerne nede på 2 minutter, og veerne var virkelig kraftige. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle komme fra bilen og op på fødegangen. Michael parkede bilen med nødblink ved indgangen, og jeg kunne da også kun lige overkomme at komme op på fødegangen. Klokken var næsten 20.30.

Vi blev taget imod af den sødeste jordemoder, som tog det hele meget stille og roligt, men som godt kunne se, at der var meget kort tid mellem veerne, og at jeg havde meget ondt. Og da hun undersøgte mig, var jeg allerede 9 cm åben.

Hun fik mig ind på en fødestue, og jeg udtrykte mit ønske om at føde i vand, selvom jeg godt vidste, at det var lidt sent at melde ud i al den huj og hast. Det mente de godt, at vi kunne nå, så de skyndte sig at fylde et kar, og jeg hyggede mig med noget Klyx.  ;p

Klokken var knap 21, da jeg kom i det dejlige varme vand.

I løbet af de næste 20 minutter havde jeg enormt kraftige veer, og 21.20 begyndte presseveerne at komme. Det varme vand gjorde virkelig underværker, og jordemoderen var rolig og fortalte alt, hvad jeg skulle gøre —  og jeg syntes faktisk, det var overraskende nemt at lytte til hende trods smerterne.

Godt samarbejde med jordemoderen

Veerne tiltog og omkring kl 22.00 begyndte jeg at få pressetrang. I denne fase faldt jeg sådan lidt ind i mig selv. Jeg lyttede stadig og gjorde som jordemoderen sagde, og hun roste mig for at trække vejret så fornemt og gispe lige som jeg skulle. Men jeg havde det som om, jeg godt kunne sove lidt imellem veerne. Michael holdt mig i hånden, og på et tidspunkt kiggede jeg på hans hånd og tænkte, at jeg helt fik lyst til at tage en bid (gjorde det heldigvis ikke).
Pludselig gik vandet, og herefter bliver pressetrangen virkelig meget kraftig. Klokken var nu 22.45, og jeg fik endelig lov til at presse. Jeg nåede at presse af 3 omgange, før hun pludselig var ude. Jeg syntes, det gik enormt stærkt, og jeg var meget overrasket over, at jeg ikke skulle presse i længere tid.

Fine Mila

Her var klokken 22.54. -Altså havde det taget knap 4½ time fra første ve, til lille Mila var ude. Hun blev lagt op til mig med det samme, og havde fra starten store åbne øjne og enormt langt mørkt hår. Hun var virkelig fin! 🙂

Michael klippede navlestrengen, og jeg kom op på “landjord” og slap af med moderkagen. Sikke en lettelse – den var virkelig stor åbenbart, så hun havde levet godt derinde.

Jeg havde nogle små-bristninger og måtte syes. Øvbøv, men det var desværre prisen for en hurtig fødsel.

Mila blev målt til at være lidt større end de 32-3300 gram, hun var skønnet til. 3890 gram og 52 cm, og hun var helt igennem perfekt – meget fin og slet ikke presset eller rynket.

Det var en vild oplevelse, og jeg var meget stolt af mig selv. Jeg var faktisk rolig hele vejen igennem, og jeg var rigtig glad for, at jeg fik mulighed for at føde i vand. Selvom det naturligvis var hårdt og meget smertefuldt, så var jeg ikke afskrækket fra at gøre det igen.

Dokumentarserien “Babyklinikken”

Vi deltog jo på det tidspunkt i dokumentarserien “Babyklinikken”, og vi havde en aftale med tv-holdet om, at jeg skulle ringe og sige til, når jeg skulle føde, og så ville én af pigerne ankomme med videokamera. De havde holdt sig opdateret i dagene op til, og samme dag omkring middagstid havde hun ringet for at høre, hvordan det gik. Jeg sagde, at der ikke skete noget og ikke var optræk til noget. 6-7 timer efter måtte jeg jo så ringe tilbage og meddele, at der alligevel var ved at ske noget… — en masse faktisk.  😉
Det viste sig, at hun var til julefrokost med sit job og måtte forlade festen i huj og hast for at nå toget fra København til Odense og komme ud på sygehuset. Hun nåede frem ca. en halv time før, Mila var født.
Aftalen var, at de måtte filme, indtil jeg sagde stop, og så igen når baby var født. Jeg syntes, det var for grænseoverskridende at føde for “åben skærm”, og dette havde de fuldt ud respekt for. Jeg sagde dog til hende, at hun gerne måtte være i rummet hele tiden, hvis hun ville, og det ville hun meget gerne. Jeg tror, hun syntes, det var en vild oplevelse.

Fødselsberetning – Nora

Jeg havde termin den 6. februar 2014, og som andengangsgravid, der fødte før termin sidst, så var jeg slet ikke forberedt på at kunne gå over tid, men det gjorde jeg: 5 dage.

Jeg havde gennem 2 uger haft snydeveer, og ved jordemoder i uge 38 havde jeg været 2 cm åben.Ugen efter var jeg 3 cm åben, så jeg var helt klar til at gå i fødsel. Der skete bare intet.
Jeg gik i seng 22.30 mandag den 11/2. Jeg havde haft lidt murren i maven, men det lagde jeg ikke så meget i, for det havde jeg jo haft i et par uger efterhånden – – og masser af snydeveer.
Kl. 00.30 vågnede jeg ved, at jeg fik en stærk smerte, og jeg var ret sikker på, at det var en ve. Jeg stod op og ventede på den næste, der kom 7-8 minutter senere. Så vækkede jeg Jacob og sagde, at det vist var nu. Jeg havde jo lavet en aftale med min jordemoder, om at jeg skulle ringe med det samme, jeg vidste, at jeg var ved at gå i fødsel, da der jo var en god chance for, at det ville gå hurtigt igen.

Derefter ringede vi til Jacobs forældre, der skulle passe Mila.

Hentet af Falck

På 20 minutter fik jeg endnu 5 veer, og vi fik ringet efter Falck, som skulle køre os til Kolding Sygehus. De ville være der ret hurtigt, og vi kunne godt regne ud, at Jacobs forældre ikke ville kunne nå frem inden, så vi vækkede Mila, pakkede hende i autostolen og tog hende med til sygehuset, hvor vi mødtes med Jacobs forældre. Hun tog det rigtig pænt, selvom hun var lidt forvirret.

Kun 3 cm åben

Vi var inde på fødegangen ca. 01.40, og der var der kun 3-4 minutter mellem hver ve, og de var ret kraftige. Men da jeg blev undersøgt var jeg kun 3 cm åben. Dvs. det samme som torsdagen før, hvor jeg havde været ved jordemoder. Jeg var helt forvirret. Jeg troede, det var lige oppe over. Da jeg i sin tid kom ind på fødegangen gravid med Mila, var jeg jo 9 cm åben, og dette føltes lige sådan.
Vi blev sendt ud og gå lidt frem og tilbage på gangen i en times tid. Snart var der kun 2-2½ minut mellem, og efter en time gik vi tilbage. Jeg havde nu meget kraftige veer, og jeg blev undersøgt og var 9 cm åben. Klokken var nu 3.

Store fine Nora

Jeg ville jo rigtig gerne føde i vand igen, så de fik lidt travlt med at fulde karret. Veerne var meget kraftige, og klokken 3.15 kom jeg i det varme, lindrende vand. Der var nu stort set ingen pauser mellem veerne. Jeg husker ikke så meget fra den halve time, jeg var i vandet – udover smerte, og at jeg var meget tørstig, men ikke kunne overkomme at bede om vand. Efter tyve minutters tid begyndte det så småt at presse på. Det eneste, der manglede var, at vandet gik. Klokken 03.43 gik vandet, og efter 2 kraftige presseveer smuttede Nora ud –  hun blev født 03.45
Alt i alt en helt perfekt fødsel, selvom det blev ret hårdt til sidst, hvor det gik stærkt . Det var dog helt ok, jeg er jo samtidig glad for, at jeg ikke havde presseveer i længere tid. Jeg kom op på fødelejet hvor jeg kom af med moderkagen, som var helt perfekt. Ingen blødning, og jeg kunne nøjes med 2 bittesmå sting, da jeg havde fået en rift og en lille hudafskrabning, hvilket var billigt sluppet i forhold til, hvor stærkt det gik den sidste time.

Det første jeg tænkte, da jeg så Nora, var, at det var en stor baby. Hun var skønnet til ca. 3900 gram, men hun var 4150 gram og 53 cm. 🙂

To gode fødsler på sygehus

Første gang jeg skulle føde ville jeg egentlig gerne have haft en hjemmefødsel. Jeg havde hørt om så mange gode oplevelser med hjemmefødsler, og det tiltrak mig med de hjemlige og afslappende omgivelser. Min mand var dog ikke så tryg ved den idé, og det var vigtigt, at vi begge følte os trygge og i sikre omgivelser, så vi valgte sygehuset.

Anden gang overvejede jeg igen hjemmefødsel, men jeg ville jo rigtig gerne føde i vand igen, og tanken om at skulle have et fødekar op på 2. Sal og fylde og tømme det i vores stue var ikke særligt tiltrækkende. Og med den gode fødselsoplevelse på sygehuset første gang, så havde jeg ikke noget imod at gøre dette igen.

Det fortryder jeg ikke i dag, for selvom jeg sagtens kunne have født hjemme, så havde jeg to super gode oplevelser, og begge gange havde jeg de sødeste jordemødre, der lige præcis vidste, hvad jeg havde brug for; nemlig stille og rolige omgivelser og en følelse af at være 100% i trygge hænder. De var virkelig omsorgsfulde, rolige og helt enormt kompetente. Selvom jeg stadig godt kunne være tiltrukket af prøve at føde hjemme, så ville jeg aldrig være utryg ved at føde på sygehuset.