Jeg har født 2 ud af 3 børn hjemme. Beslutningen om at føde både Alfred og Asta hjemme er en af de bedste beslutninger, vi nogensinde har truffet hjemme hos os.

Asta er født den 3/10 2014 – en fredag morgen i det tidlige, milde efterår.

Jeg havde dagen forinden fået en lille hindeløsning, så jeg havde egentlig troet, at jeg ville føde den 2/10, da jeg listede forventningsfuldt rundt i lejligheden og ventede på, at de små veer skulle blive – stærkere? Jeg havde tidligere født ret hurtigt efter et skift fra små korte veer til få vilde, stærke veer, så min jordemoder, som jeg i øvrigt fødte mit andet barn med, kom hjem til mig d 2/10 sidst på eftermiddagen. Vi fik pizza – det vil sige familien fik pizza – jeg sprang over. Jeg var simpelthen alt for spændt til at spise og ville bare have ordentlige veer. Tiden gik, og småveerne kom sjældnere og sjældnere. Vi gik i seng. Min jordemoder puttede på en luftmadras med min søster, der var barnepige, i køkkenet. Og så sov hele huset – men jeg gjorde ikke… Så jeg listede ud på toilettet og tilbage i seng igen. Læste artikler. På toilet igen. Prøvede at sove, men blev hver gang jeg var ved at falde i søvn, distraheret af noget, der mindede mig om en lille ve. Kl. 4 om natten begyndte veerne at komme lidt mere regelmæssigt. Jeg listede op ovenpå – uden at vække nogen naturligvis – for lige at finde ud af, om veerne ville tage til i styrke. Det gjorde de. De kom nu hvert 5. minutter med tiltagende styrke – jeg kunne ikke længere snakke under dem. Min søster fandt mig ovenpå ca 1 time senere. Hun gik ned for at vække min mand og jordemoder, for hun vidste, at jeg nu var i fødsel.fullsizerender-3

Min jordemor lyttede hjertelyd med sit lytterør, som hun heldigvis havde taget med (sammen med et afnavlingssæt). Det oppustelige fødekar blev fyldt og jeg hoppede i. Der var helt mørkt. Stearinlysene var tændt. Og veerne kom som perler på en snor. Min mand sad ved mit hoved, aede mig lidt, kogte vand i nogle store gryder og i el-kedlen (LOL), drak kaffe og ringede til en anden jordemoder, der skulle være tilstede i tilfælde af, jeg skulle overflyttes til fullsizerender-1sygehuset. Han sagde, at hun bare kunne tage det stille og roligt – kun 6 cm åben. Klokken var vel 5.45. Veerne tog til; jeg tænkte: ”godt med dig, kammerat..” Veerne var nu ret vilde – og dér under de lukkede øjne blev jeg fanget af et øjebliks irrationale og tænkte: “stop, pause, kejsersniiiiit.” Jeg lettede øjnene en smule og konstaterede, at vi var hjemme, så det blev nok ikke til noget med det kejsersnit. Den næste ve kom – og jeg blev så bange. Jeg åbnede mine øjne og fangede min jordemoders blik. Hun sad bare der og var så ganske rolig. Veen klingede af. Fortalte hende hviskende, at nu var det ikke sjovt mere. Hun beroligede mig; forsikrede mig om, at det snart var overstået. Lukkede øjnene igen. Da næste ve begyndte, var der pressetrang på toppen af veen. Klokken var vel godt 6. Min jordemoder guidede mig så smukt igennem presseveerne – og kl. 6.28 fødte jeg ved næsten ren vekraft lille Asta (det vil sige uden at presse aktivt). Jeg må hellere tilføje, at jeg er ret stolt over min seje livmoder – there is no other organ quite like the uterus. If men had such an organ, they would brag about it. So should we. Citat Ina May Gaskin.  Kort tid efter stod både Laura og Alfred ved siden af fødekarret, hvor vi kunne konstatere, at vi havde fået endnu en pige i flokken. Baby-lykke. Hverdagsmirakel på stuegulvet.

Da jeg havde født moderkagen kom distriktsjordemoderen – in media res – og gav en hånd med her og der. Min mand havde ryddet op i løbet af ingen tid. Jeg drak 1 liter appelsinjuice og stod ellers op til et lækkert morgenbord og skøn fødselsdag med familien og 2 skønne jordemødre. Snakken faldt egentlig også på, om jeg ikke selv skulle være jordemoder; en drøm jeg så småt havde opgivet. Smiler. Nu jordemoderstuderende. En fødsel er en kilde til personlig vækst og menneskelig styrke.

Kærlig hilsen Birgitte Halkjær Storgaard, næstformand i Forældre og Fødsel