Forældre og Fødsel glæder sig, ligesom Lillian Bondo, over, at der i 2016 er en stigning i antallet af hjemmefødsler i Danmark. Hjemmefødsler er en rigtig god mulighed for at få en god, tryg og naturligt forløbende fødsel. Herved mindskes risikoen for komplikationer og indgreb, og den nybagte familie vil stå tilbage med en bedre fødselsoplevelse. Det er dog langt fra alle gravide, der får mulighed for at træffe dette valg.

I Forældre og Fødsel støtter vi op om retten til det frie og informerede valg, og derfor ser vi et problem i, at der fortsat er få fødende, der tidligt i graviditeten informeres om muligheden for at føde hjemme. Graviditeten er, især for en førstegangsfødende, en meget særlig, glædelig, men også sårbar tid, og hvis den gravide udelukkende har været opmærksom på muligheden for at føde på hospitalet, vil hun sandsynligvis – af tryghedsårsager – fastholde dette valg, hvis hun først sent i graviditeten informeres om muligheden for at føde hjemme eller på klinik.

Derfor arbejder Forældre og Fødsel på, at den gravide, allerede ved første lægeundersøgelse, informeres grundigere om de forskellige føde-muligheder, herunder muligheden for en hjemmefødsel. Vi ønsker, at kvinden – gerne i samråd med den anden forælder – tidligt i graviditeten på et informeret grundlag aktivt tager stilling til, hvor hun ønsker fødslen skal foregå.

Undersøgelser slår fast, at hvis fødslen går i gang til tiden, kvinden har haft en ukompliceret graviditet og barnet står i hovedstilling, så er der ikke større risiko for hverken mor eller barn ved at vælge en hjemmefødsel frem for en hospitalsfødsel. Denne sikkerhed understøttes af, at jordemødrene er meget opmærksomme på, at hjemmefødslen forløber ukompliceret og normalt. Hvis der er indikationer på andet, vil jordemoderen opfordre til, at den fødende stille og roligt overflyttes til nærmeste fødested.