Det forbandede, velsignede moderskab

moderskab-1935-francoise-rosay

Det forbandede, velsignede moderskab

Flere år før min kæreste var parat, drømte jeg om den dag, hvor vi skulle have børn. Om den der søde ventetid, som skulle være helt fantastisk, og hvor man på magisk vis bliver mere og mere klar på opgaven, der venter forude. Om amning og bleer og babysvømning og barselsbesøg og om alt det andet fuldstændigt fantastiske ved at blive mor.
Jeg havde fuldstændig styr på sådan en graviditet, og jeg skulle i hvert fald ikke være en af de der kvinder, som er panisk angste for alskens komplikationer uden at have nogen reel grund til det..

Da min kæreste blev klar til at give sig i kast med projektet, smed jeg straks p-pillerne, og efter et par måneder med let panik over, hvordan det nu skulle gå, hvis det rent faktisk lykkedes, begyndte vores rejse udi baby-making. Min menstruation udeblev allerede efter første cyklus og det var med en vild følelse i maven, at jeg tog min første graviditetstest negativ! Da min menstruation fortsat udeblev kontaktede jeg min læge, som fejede mig af med en bemærkning om, at det var helt normalt. Efter 60 dage og utallige graviditetstests kom min menstruation endelig.
Op på hesten igen, som man siger. Næste gang udeblev menstruationen igen og jeg sad fuld af forventningens glæde med en ny test negativ! Shit.. Jeg gik mange dage over tid. Da jeg nåede op på 72 dage, kontaktede jeg lægen igen og blev afvist. Menstruationen kom først på dag 127. Suk.
Lang historie kort: Jeg fik smerter og blev undersøgt af en gynækolog. Dommen var klar – PCOS og en anbefaling om hurtigt at gå videre mod insemination.
Efter mange undersøgelser og en mfr-vaccine og mange svære følelser, tanker og bristede forventninger – var vi endelig klar til at gå i gang. Nu skulle vi bare vente på min menstruations første dag, så vi kunne komme i gang med hormoner. Og så udeblev den igen

Min kæreste havde i lidt tid joket med, at mine bryster var blevet større. Jeg mente helt sikkert at det var drømmetænkning, men en aften fik jeg ved et tilfælde kastet et blik ned i toiletspanden, hvor de gamle negative tests var smidt ud. Øverst i bunken lå der to streger og grinede af mig. Og næste morgen kunne jeg så tage den test, som blev startskuddet til den søde ventetid

Jeg havde ikke været gravid i mange dage, før kvalmen virkelig fik fodfæste. Jeg kunne ikke andet end at ligge på sofaen med hovedet i en spand og drikke vand med en ske. Jeg var sygemeldt fra arbejdet pga. den altoverskyggende kvalme, men raskmeldte mig op til min ferie. Det ville passe med at første trimester var overstået når jeg vendte tilbage, og der forsvinder kvalmen jo, det havde jeg selv læst.
Jeg var tilbage på arbejde i præcis 3 dage, før jeg igen måtte sygemeldes. Jeg havde stadig ulidelig kvalme, som ikke lod sig overdøve af kvalmestillende piller, jeg kastede op i stride strømme, havde konstant ondt i maven og jeg kunne ikke overskue mine arbejdsopgaver. Det hele var et stort kaos og jeg kunne ikke tænke to lige tanker. Det kulminerede, da jeg var ved at trække en potentielt dødelig dosis medicin op til en patient. Jeg gik til lægen og blev anbefalet en fuldtidssygemelding. Hormonelt betinget stress, kaldte han det. Søde ventetid.

Kvalmen stilnede af omkring uge 17, men kom hastigt tilbage omkring uge 20. Bækkenløsningen blev konstateret i uge 17, smerterne i underlivet blev kun værre, jo længere hen jeg kom, og angsten for at få et præmaturt barn var altoverskyggende fuldstændig uden reel grund. Jeg hadede at være gravid. Første gang, jeg mærkede min baby føltes det mest som kvalme inde under maveskindet. Og den var slem til at sparke på sådan en helt særlig måde, nærmest indad og ned mod rygsøjlen og underlivet. Det var slet ikke så fantastisk, som alle gik og sagde.

Jeg frygtede midtvejsscanningen. Ikke fordi, der måske var noget galt, men fordi, vi gerne ville vide kønnet. Jeg ønskede mig brændende en pige, men følte mig overbevist om, at vi ventede en dreng. Jeg fik ret. Og jeg blev slet ikke glad. Tværtimod. Jeg var så skuffet og samtidig fyldt med skam og dårlig samvittighed over, at jeg kunne finde på at være skuffet. Lille stakkel. Tænk at man ikke engang er blevet født endnu, og så er mor allerede skuffet. Jeg turde ikke at sige det til nogen, for helt ærligt, man kan jo ikke være bekendt at blive skuffet, kan man vel??

Angsten for komplikationer tog voldsomt til, og der var ikke rigtig nogen, der tog mig seriøst. Jeg mærkede så mange forskellige smerter i min mave, og hver gang var svaret at det sikkert bare var blærebetændelse, og når testene var negative, lød svaret: Så er det ligamentsmerter! Jeg fik det værre og værre, og blev mere og mere depressiv. Jeg udtrykte bekymring for min mentale tilstand over for min jordemoder, men der var ingen hjælp at hente.
Jeg befandt mig i graviditetshelvede og begyndte at ønske, at barnet skulle komme for tidligt, så jeg kunne slippe for alle smerterne. Mere skam og dårlig samvittighed. Stakkels baby.
Til sidst i graviditeten kunne jeg stort set ikke gå pga. bækkenløsningen. Jeg gik selvfølgelig – dristes jeg til at sige – over tid, og ved tjek 41+3 blev jeg mødt af en jordemoder, som mente at jeg bare skulle klemme ballerne sammen og tage mig sammen. Det var en kvindes lod at have smerter, når hun skulle føde børn. Og det havde jeg så sandelig masser af.
Det var en ren lettelse blandet med en snert af dårlig samvittighed, da scanningen viste for lidt fostervand og jeg derfor fik en tid til igangsættelse. Nu skulle alt blive godt

Men alt blev ikke godt. Efter anden stikpille begyndte jeg at få veer, men det varede ikke længe, før de mere eller mindre gik i et med hinanden. Jeg kunne slet ikke skelne dem fra hinanden: det er vel det, man kalder ve-storm og jeg havde svært ved helt at håndtere det. Da jeg ankom på fødegangen var jeg kun 1 cm åben. Jeg fik påsat overvågning og så gik det ellers i gang. Lænket til en hård fødebriks brød mit bækken ud i et absolut smertehelvede og hver gang jordemødrene skulle undersøge mig, føltes det som et smertefuldt overgreb. Efter mange timer med veer fik jeg besked om, at min søn stod skævt, så der blev lagt en plan for, hvordan vi skulle få ham vendt. Jeg asede og masede, fik lagt epiduralblokade, fik ve-drop og blev jaget rundt i forskellige stillinger. Efter hvad der føltes som en evighed (19 timer efter første ve), var der endelig en læge, der tog mig seriøst og som kunne se, hvor meget jeg led både fysisk og psykisk. Han anbefalede kraftigt et akut kejsersnit, da min søn ikke rokkede sig nogen vegne. Og sådan blev det. Mit værste mareridt blev til virkelighed og min søn kom til verden på en operationsstue, fik en lyserød hue på og blev efter endnu en evighed lagt op, så jeg kunne se ham. Og jeg orkede det næsten ikke. Jeg var fyldt af kærlighed til ham, lettelse, udmattelse, angst, skam og følelsen af at have fejlet. Jeg kunne ikke engang føde min søn.

Men nu var han kommet til verden, og jeg skulle i hvert fald ikke være en af de der mødre, der er overpylret og ikke kan gå nogle steder, eller som ikke kan læse deres børn, eller som ikke kan amme, eller som ikke kan
Det var et helvede. Jeg var fuldstændig drevet af angst og sov aldrig. Jeg lå vågen om natten og lyttede efter hans vejrtrækning, tankerne myldrede rundt i hovedet på mig, følelserne kørte op og ned, og alt var et stort kaos. Jeg ammede, fordi det skulle jeg jo. Jeg var nødt til at lykkes med bare en enkelt ting, så jeg bed smerten i mig fra langvarige svampeangreb, tilstoppede mælkegange, brystbetændelser, you name it.
Kun få uger efter fødslen af min søn, havde jeg allermest lyst til bare at gå ud foran en bil.
Jeg blev screenet af sundhedsplejersken, og det kom ikke som nogen overraskelse, at jeg scorede for højt. Jeg havde brug for hjælp, men kunne ikke få det fra kommunen. Afsted til egen læge for at få en henvisning til psykolog. Den fik jeg uden tøven og henvendte mig straks ved en psykolog. Jeg var der en gang, men kemien passede slet ikke. Så fandt jeg en, som jeg havde gået hos som ung. Der gik jeg fire gange, før det gik op for mig, at det slet ikke hjalp. Og så kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke overskue, at jeg selv skulle finde hjælpen, og der var ingen, der hjalp mig. Så jeg sank længere og længere ned i et sort hul.
Min sundhedsplejerske kom på mange ekstrabesøg, og hun er en af grundene til, at jeg ikke gav op. Hun troede på mig og lyttede, når jeg havde brug for det. Hun forsøgte at få min mand til at hjælpe mig noget mere, men han var også ramlet ind i en efterfødselsreaktion. I perioder kunne jeg intet rumme, og måtte bo på skift hos min mor og mine bedsteforældre. Jeg kunne slet ikke overskue min søn, men jeg kunne heller ikke lade være. Han havde jo kun mig og han havde i hvert fald ikke fortjent at vokse op uden en mor.

Jeg blev mange gange opfordret til at droppe amningen, så jeg kunne få noget mere søvn og så andre kunne tage lidt mere over. Men amningen var min redning. Det var den ene lille ting, som kun jeg kunne, og som derfor gjorde, at jeg måtte overleve det her.
Så jeg bed det hele i mig. Skylden, skammen, den dårlige samvittighed, ønsket om bare at dø. Jeg overlevede et minut ad gangen..

Da min søn var næsten 7 mdr. fandt jeg endelig modet til at finde hjælp (hjulpet på vej af en sundhedsplejerske, der var begyndt at overveje en indberetning til kommunen) og kom i terapi hos en psykoterapeut. Det blev mit vendepunkt. Da min søn var 10 mdr. gammel kunne jeg for første gang kigge på ham og tænke: “Gud, hvor er du dog dejlig”

Min søn er i dag 15 mdr. og jeg går stadig i terapi hos den samme terapeut, og er desuden startet ved en psykolog med speciale i netop mine problemstillinger. Jeg skiftede mit arbejde ud med et nyt dels pga. gener fra bækkenløsningen, dels for at undgå en sygemelding pga. min mentale tilstand. Jeg blev skilt, da min søn var 11 mdr. og har siden boet hos min mor. Først nu er jeg så meget ovenpå, så jeg har turde søge min egen lejlighed. Den flytter jeg efter planen ind i til efteråret sammen med min søn.

At blive mor har været den største rejse, jeg nogensinde har været på. Det har ikke været rosenrødt, det har ikke været lykkeligt og det har i den grad gjort ondt. Men det har lært mig utroligt meget. Som f.eks. at være fuldstændig ligeglad med, om der er støvsuget og om vi holder nullermænd som kæledyr. At lære, at acceptere, at alting ikke går efter mit hoved. At acceptere, at jeg ikke er den der perfekte supermor, og at acceptere, at jeg ikke altid kan klare det hele selv. Og at det er okay at jeg er okay.

– Emilie Marqvorsen

 

2016-10-25T11:23:29+00:00 25, okt, 2016|