Debatindlæg i Politiken: Er fødselshjælpen i Danmark virkelig verdens bedste?

Er fødselshjælpen i Danmark virkelig verdens bedste?

Vi har måske verdens bedste obstetrik, men vi har langtfra verdens bedste svangreomsorg.

BIRGITTE HALKJÆR STORGAARD, FORMAND, FORÆLDRE OG FØDSEL

I DANMARK er vi dygtige til at forløse spædbørn. Det er det, der kan konkluderes ud fra den analyse, som professor Øjvind Lidegaard stolt – og måske en anelse arrogant – henviste til i en række danske netmedier 20.6.
Vi er i Forældre og Fødsel naturligvis dybt taknemmelige over, at vi bor i et land, der strutter af kompetente fødselslæger og jordemødre, der i høj grad er ansvarlige for dette resultat. Men herefter ebber vore klapsalver ud.
Vi har måske verdens bedste obstetrik, men vi har ikke verdens bedste svangreomsorg. I verdens bedste svangreomsorg ville grov misinformation, såsom »Det er nemlig hundefarligt for børnene at ligge i maven efter terminen«, som Øjvind Lindegård udtalte, aldrig nå nyhedsspalterne.
Verdens bedste svangreomsorg søger nemlig at opbygge den gravides tillid til fødsel og moderskab – ikke at nedbryde den eller at sprede unødig angst. I verdens bedste svangreomsorg har omsorg og brugeroplevelse lige så høj værdi som hardcore obstetriske fakta.
Som det ser ud nu, kvæles omsorgen i den desperate mangel på jordemødre – det sker langsomt, men sikkert, i takt med at der kommer stadig flere fødende og færre midler.
OG NU, HVOR VI netop har opnået så flotte obstetriske resultater, vil vi i Forældre og Fødsel gerne bede Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik samt Jordemoderforeningen om sammen med os at øge kvaliteten af svangreomsorgen, for her ligger det afgørende forbedringspotentiale.
Først kunne vi sikre omsorgen for alle fødende gennem kendte jordemoderordninger, der inkluderer et individuelt graviditetsforløb ved 2-3 jordemødre, fødsel med kendt jordemoder og opfølgning med en kendt jordemoder i hjemmet efter fødslen.
Vi, de fødende, oplever, at det at kende sin jordemoder skaber en tillidsfuld relation. Der er tid og mulighed for fælles beslutningstagen.
Flere par har beskrevet kendt jordemoderordning således: »Vi havde en følelse af, at vi blev taget hånd om både før, under og efter fødslen«.
I forlængelse af kendt jordemoderordning ville kendt fødselslæge under graviditeten ligeledes være at foretrække, såfremt det er nødvendigt at se en læge her.

Vi kunne jo starte med at se over Nordsøen, til England, selv om de danske fødselslæger ikke så let lader sig begejstre af engelsk nytænkning. Her anbefaler man raske gravide at føde på enten jordemoderledede klinikker eller i hjemmet, fødsler, der er kendetegnet ved tid, ro, nærvær og en absolut høj brugertilfredshed, fordi det er sikkert for mor og barn frem for at føde på en underbemandet fødeafdeling, hvor kvaliteten kun opgøres i overlevelse og drift.
Forældre og Fødsel har erfaret, at fødselslægerne er bange for at miste fødegangens jordemødre til fritstående fødeklinikker og hjemmefødselsordninger. Endvidere frygter de, at de gravide, der føder på en specialiseret fødeafdeling, herved mister muligheden for at føde med en jordemoder.

MEN SANDHEDEN ER , at der er mange jordemødre, der har forladt faget på grund af hårde arbejdsvilkår, og at mange jordemødre gerne træder ind i faget igen på andre vilkår. Fødsel på en fritstående jordemoderledet klinik og en direkte anbefaling af hjemmefødsler for kvinder med lavrisikograviditeter vil give færre fødsler på de pressede fødegange samt tid, ro og nærvær til såvel fødende som jordemødre på fødegangene.
I Region Sjællands hjemmefødselsordning tilbydes familierne med stor succes at føde i hjemmet. Det ville være oplagt at sikre lige vilkår for alle fødende i landet ved at tilbyde samme mulighed i de øvrige regioner.
Lad os stå sammen om at sikre saglig information til de fødende og deres familier og have ambitioner om en svangreomsorg, der ikke alene måles på overlevelse.

2017-06-24T13:15:22+00:00 24, jun, 2017|