HISTORIE

Historie 2017-06-19T23:14:44+00:00

I juni 1972 blev der vedtaget en rammelov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Amterne måtte selv udarbejde en plan over, hvordan de ville tilrettelægge fødselshjælpen, men sundhedsstyrelsen gav nogle retningslinier: “Klinikfødsel kan næppe på tilfredsstillende måde opfylde de krav, der i fremtiden bør stilles til en institutionsfødsel. Derfor bør der ved udformning af sygehuskommunernes planlægning på længere sigt stræbes hen imod det optimale, at alle fødsler kan finde sted på specialafdeling”.

Dette blev den endelige anledning til at stifte foreningen “Forældre og Fødsel”. Der var dog også andre forhold, der havde fået nogle kvinder til at overveje hvordan der kunne laves om på forståelsen af fødslen og de rutiner, der var i “systemet”. De fire kvinder, der i 1973 tog initiativet til at lave foreningen, havde som undervisere på fødselsforberedelseshold eller som fødende, oplevet, at:

  • fædrene ikke måtte være med til fødslen
  • fødslen bare skulle overståes og ikke skulle tales mere om
  • kvinden blev umyndiggjort på fødestederne, og fødsler foregik på samlebånd
  • man ikke kunne få forklaringer på rutiner som lavement, barbering, ve-måling, sengeleje og indsprøjtninger som man ikke vidste, hvad indeholdt
  • barnet blev fjernet efter fødslen og kunne kun komme ind til amning hos moderen på bestemte tidspunkter, så det lå alene og skreg i timevis.

De var også kritiske over for bedøvelsen. Lige før barnet blev født, blev en maske lagt over ens ansigt, men det var ikke altid man fik bedøvelse, før man skulle syes, man skulle bare “lade være med at skabe sig”.

I dag, over 40 år senere, hersker der, bl.a på grund af Forældre og Fødsels græsrodsarbejde, langt bedre tilstande omkring fødselshjælpen. Der er dog stadig forældre, der oplever ydmygende, frustrerende og traumatiske ting under fødslerne og i tiden derefter. Eller forældre, der har behov for at få talt nogle udfordringer eller problemstillingerigennem med andre, der har stået i en lignende situation. Det er rart at kunne få direkte hjælp og gerne af mennesker,der selv har oplevet lignende udfordringer.

Personlig erfaringsbaseret rådgivning

Den forening der blev skabt, lagde vægt på forældrenes oplevelser og ønsker og havde fra starten kontaktpersoner med personlige erfaringer inden for forskellige områder.

Vores formål har ikke ændret sig meget på de år, der er gået, men indstillingen til fødsler er heldigvis anderledes. Vi skal imidlertid ikke hvile på laurbærene. Vi har dagligt forældre i telefonen, der mangler hjælp, støtte eller viden. Vi ser igen og igen besparrelser på svangreområdet, vi ser tvungne ambulante fødsler, hvor familien har svært ved at overskue situationen. Vi ser nedskæringer på jordemoderkonsultationer og manglende fødselsforberedelse. Det er vigtigt, at vi til stadighed kigger “systemet” i kortene, at vi kommer med en anden synsvinkel, og at vi bidrager til, at de fødendes ønsker ikke bliver glemt.

Et udpluk af vores gamle plakater