Moderskabet – en kilde til menneskelig styrke og personlig vækst

Jeg havde brug for at finde helt nye sider i mig selv, da jeg blev mor…

Når det handler om graviditet, fødsel og den første tid som mor, så kan meget af det, vi har lært som kvinder indtil da,mettehsblog meget let spænde ben for, at vi får en god oplevelse i denne livsfase. Lad mig forsøge at forklare, hvad jeg mener.

Alt det vi lærer i skolen og på arbejdsmarked – at løse opgaver, skabe resultater, handle os ud af enhver udfordring – er fantastiske egenskaber og kompetencer, men de kan ikke stå alene. Og det synes jeg, bliver særlig tydeligt i moderskabet. Det var i hvert tilfælde min egen oplevelse, da jeg blev mor, at mit barn kaldte på helt andre sider af mig. Hun kaldte på evnen til at være, til at rumme og til at acceptere, at jeg ikke kunne kontrollere alt. Hun kaldte på stille opmærksomhed og på bevidst overgivelse. Hun kaldte på evnen til hengivelse, tillid og tålmodighed. Sider og kompetencer, der på dette tidspunkt ikke var særlig veludviklede hos mig, og som jeg synes, var svært at få øje på omkring mig i den kultur og det samfund, jeg var en del af. Jeg havde hårdt brug for egenskaber, som jeg næsten ikke kunne genkende i mig selv. Så når mit barn græd, var min umiddelbare løsningsstrategi at handle mig ud af det, men det hun i virkeligheden oftest havde brug for var, at jeg bare kunne være der, vugge hende og rumme hende. Det gik for mig igen i alle faser i forbindelse med moderskabet: I graviditeten kunnejeg ikke rigtig gøre noget for at fremskynde processen – kroppen har sin helt egen orden og sin helt egen rytme i forhold til at gro et barn i maven.

Under fødslen var det også kun i den allersidste fase, at jeg selv skulle gøre noget. I den første tid, hvor tilknytningen og kærlighedsbåndene dannes, kunne jeg heller ikke gøre noget for at forcere processen. Det var alt sammen noget, der ikke kunne måles, vejes eller forceres, men noget som udfoldede sig i sit helt eget tempo. Noget, hvor for meget planlægning, tankevirksomhed og handlen nærmere kunne forhindre processerne i at udfolde sig. Vi er meget veltrænede i vores kultur i at løse opgaver, i at få noget fra hånden, i at handle, og disse kvaliteter kommer efter min mening til kort, når de står alene – især i forhold til moderskabet. Udfordringen er for mig at se, at vi nærmest er så besatte af disse kvaliteter, at vi ikke kan se ud over dem. Vi er så vandt til at blive anerkendt, for det vi udretter: det er det, vi får de gode karakterer for i skolen, det er det, vi får løn for på arbejdsmarked, det er det, vi kan få diplomer og guldmedaljer for: at udrette, handle, udføre, skabe resultater – vel at bemærke resultater, vi kan måle og veje. Noget, der kan ses på bundlinjen – lidt firkantet sagt.

Det der sker, når vi tilsyneladende laver ingenting, det der vi næsten ikke kan få øje på, og slet ikke, når vi er lidt halvstressede og fortravlede, det er uhyre vigtige kvaliteter i forbindelse med graviditeten, i fødslen og i moderskabet. Fødslen vil vi gerne kunne kontrollere og planlægge, vi vil gerne kunne kontrollere hvert øjeblik, og vi bryder os ikke så meget om at hengive os til kroppens intelligens og give kroppen den tid, som den har brug for. Vi er vandt til at kunne kontrollere det meste i vores hverdag, og vi forventer synlige resultater. Men når kroppen tager over i en fødsel, så gælder der helt andre regler, end dem vi kender til i det daglige. Her ophører tiden, og evnen til at overgive sig og have tillid til processen er lige så vigtig som evnen til at handle og udrette noget. Det er hele forudsætningen for en fødsel, at den netop skrider frem i en vekselvirkning mellem disse to: veer, hvor kroppen arbejder og pausen, hvor kroppen restituerer. Samtidig gør det også en fundamental forskel for fødslen, at kvinden kan slippe og hengive sig til kroppen, og det kroppen er i gang med. Jo, mindre hun kontrollerer, jo bedre kan kroppen gøre det, den er designet til. Jo, mindre hun tænker, planlægger og forsøger at regne den ud, jo bedre går det. Vi skal på den måde nærmest afkode en livstid af lærdom på fødestuen. Det er så stik modsat alt det, vi har lært.

I den første tid som mor, hvor amningen og tilknytningen skal i gang, handler det igen om atlæne sig ind i en tillid til noget, vi ikke kender. Amning er en act of faith. Amningen forløber allerbedst, hvis du ingenting gør. Jo, mere du hviler, er i ro, har tillid, jo mere du slipper forventningerne, jo mindre du handler og ”forsøger at løse opgaven”, jo bedre går det. Skal vi bruge de skabeloner og løsningsstrategier, vi kender bedst, er det meget nærliggende at tænke, hvis jeg ”lægger en plan”, ”arbejder hårdt nok, så…”, ”hvis jeg virkelig klemmer balderne sammen og presser mig selv, såååå…”. Alle disse strategier er med til at producere netop de hormoner, som hæmmer mælkeproduktionen. Når vi får mulighed for at slappe af, hvile og hengive os i tillid, når får tid og ro til at være sammen med vores barn, så flyder alle de hormoner i kroppen, som er gunstige for mælkeproduktionen og amningen.

Det er som om, vi både som samfund og som kvinder har glemt værdien i de kvaliteter, der er så essentielle for moderskabet. Men egentlig også værdien af det en kvindekrop kan. Den skal blot have én sædcelle – en celle der er så lille, at du ikke kan se det med det blotte øje, og så kan kvindekroppen gro et barn. Det er som om, vi fuldstændig glemmer, at dette barn er forudsætningen for livet i sig selv. For alt det, vi laver, det er forudsætningen for, at der overhovedet findes et samfund, en kultur, et skolesystem og et arbejdsmarked!? For mig er moderskabet meget større end den første tid som mor. Vores mor er vores velkomst og vores anslag til verden. Derfor er det også så vigtig, at vi booster moderskabet på alle de måder, vi kan.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg lever i et land, hvor kvinder kan tage en lang barselsorlov, og hvor der er barnets sygedage. Jeg tænker, at vi på så mange måder er et privilegeret land. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan gøre det endnu bedre. Jeg er nysgerrig på hele tiden at kigge moderskabets betingelser efter i sømmene, hvordan erdet, vi betragter graviditet, fødsel, den første tid som mor og moderskabet i det hele taget? Der ligger nemlig her en vigtig kode gemt til, hvordan vores samfund ser ud.

Jeg tænker det hele begynder hos mor – hos kvinden. At vi som kvinder selv mærker værdien i det, vi gør, at vi selv virkelig forstår, hvor vildt det er, det vi kan. Vi skal selv lige så stille få øjnene op for det, og ikke jagte nogle ydreopstillede normer, som vi måske ikke engang er enige i. Vi har brug for tid og ro i den overgangsfase det er at blive mor, så vi kan definere vores eget moderskab, så det har rod i, hvordan vi virkelig gerne vil have det, og ikke som vi tror, det skal være, fordi vi tror, at sådan er det bare. Jeg oplever, at mange kvinder – når de får tid og rum til at mærke ind i deres rolle som mor – så ved de nøjagtig, hvordan de gerne vil have det.

Vi har brug for mange slags kvaliteter/egenskaber i vores moderskab – både at handle og skabe resultater, men vi har virkelig også brug for at krydre disse med langsomhed, stille opmærksomhed, bevidst overgivelse, hengivelse, tillid og tålmodighed.

Det ligger dybt og naturligt i kvinder at være gravide, føde, tilknytte og amme. Vi skal blot få øje på, hvor fantastisk det er, det vi kan. Det får sin egen helt selvfølgelig værdi, når vi selv mærker og forstår værdien af det. Og derfra kan moderskabet vokse..

Mette Hyldgaard Skovmose er cand.mag i dansk og psykologi og forfatter til bogen Giv dig tid, mor.

Mette afholder blandt andet netværkscirkler, mødregrupper og retreats for kvinder. Du kan læse mere om Mette her: www.mettehyldgaard.dk

2016-10-25T11:21:53+00:00 25, okt, 2016|