VEDTÆGTER

Vedtægter 2017-06-19T23:22:49+00:00

Nærværende vedtægter er oprindelig vedtaget på generalforsamlingen den 19. september 1993 og senest ændret på generalforsamlingen den 18. april 2015.

1. Navn

Forældre og Fødsel
Hjemsted: Danmark

2. Formål

Forældre og Fødsel er en almennyttig forening hvis formål er

  • At sikre alle en tryg fødsel
  • At yde gratis, vidensbaseret og personlig rådgivning

3. Medlemskab

Stk. 1: Som medlemmer af foreningen optages enkeltpersoner og par.

Der findes tre former for medlemskab/tilknytning til foreningen Forældre og Fødsel

  1. Fuldgyldigt medlemskab. Man er valgbar samt stemmeberettiget ved generalforsamlingen, modtager alle foreningens udgivelser, såvel trykte som elektroniske.
  2. Passivt støttemedlemskab. Man støtter foreningen med et mindre årligt beløb. Man modtager ikke foreningens udgivelser, hverken trykte eller elektroniske. Man er ikke valgbar samt er ikke stemmeberettiget ved generalforsamlingen
  3. Abonnent. Man modtager alle medlemsblade.

Stk. 2: Et medlem, der modarbejder foreningens formål og retningslinjer på en sådan måde, at det skader foreningens arbejde eller omdømme, kan ekskluderes. Bestyrelsen træffer beslutning om eksklusion og dette meddeles skriftligt til medlemmet. En eksklusion forelægges på førstkommende generalforsamling, hvor beslutningen stadfæstes.

4. Kontingent

Kontingenter (familiemedlem- og støttemedlemskaber) samt abonnement fastsættes på generalforsamlingen og betales for et helt kalenderår (regnskabsår) ad gangen.

5. Regnskab

Regnskabsåret er 1. januar – 31. december. Regnskabet føres af en bogholder, som er valgt eller ansat af bestyrelsen.
Regnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, som er valgt af generalforsamlingen. Årsregnskabet fremsendes før generalforsamlingen til de tilmeldte.

6. Landskontor

Foreningen driver et sekretariat, kaldet landskontoret. Landskontorets personale er valgt eller ansat af foreningen.

7. Medlemsblad

Foreningen udgiver et medlemsblad i trykt eller elektronisk form samt et elektronisk nyhedsbrev, der udkommer regelmæssigt og udsendes til alle foreningens medlemmer og abonnenter. Bladets redaktion er valgt eller ansat af foreningen.

8. Forældre og Fødsels pris

Foreningen uddeler årligt en pris som påskønnelse for særlig indsats for foreningens formål. Det tilsigtes, at prisuddelingen også får en politisk effekt. Prisuddelingen kan suspenderes et år, hvis generalforsamlingen ikke skønner, at der findes en egnet modtager.
Forslag til årets prismodtager kan stilles skriftligt eller mundtligt på generalforsamlingen.

9. Landsmøde

Foreningen holder landsmøde for medlemmer hvert år. Landsmødet afholdes inden for perioden den sidste weekend i marts til den første weekend i maj.
Faste punkter på mødet er:

  1. Beretninger fra emne- og lokalgrupper, samt bestyrelsesmedlemmer og ansatte.
  2. Behandling af handlingsplaner.

10. Generalforsamling

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes på landsmødet. Der indkaldes til ordinær generalforsamling i februar måned. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen.
Datoen for generalforsamlingen offentliggøres senest i december året før.
Forslag, som ønskes behandlet, skal være indsendt til formanden senest 3 uger før generalforsamlingen. Dog skal forslag om vedtægtsændringer indsendes så de kan offentliggøres i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
Forslag, der ikke er rettidigt indsendt, kan ikke komme til afstemning på generalforsamlingen.

11. Dagsorden

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent, referent og to stemmetællere.
  2. Formandens årsberetning.
  3. Gennemgang og godkendelse af årsregnskabet.
  4. Valg af revisor.
  5. Valg af Forældre og Fødsels prismodtager.
  6. Behandling af indkomne forslag.
  7. Godkendelse af handlingsplan.
  8. Gennemgang og godkendelse af budget for indeværende år.
  9. Fastsættelse af kontingent for næste år.
  10. Valg til bestyrelsen:
    • Hvert år vælges to bestyrelsesmedlemmer.
  11. Valg af kasserer i lige år.
  12. Valg af 2 suppleanter.
  13. Eventuelt.

12. Afstemninger

Familiemedlemmer er stemmeberettigede på generalforsamling mod fremvisning af gyldig medlemsdokumentation. Støttemedlemmer og abonnenter har ikke stemmeret. De to angivne personer i familiemedlemskabet har én stemme hver. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Skriftlig afstemning skal finde sted, når ét medlem ønsker det. Beslutninger afgøres ved simpelt stemmeflertal. Undtaget herfra er beslutninger om at ophæve foreningen (se stk. 16).
Generalforsamlingens beslutninger indføres i bestyrelsens beslutningsprotokol, og referat bringes i medlemsbladet.

13. Ledelse

Generalforsamlingen vælger en bestyrelse, som er øverste myndighed mellem generalforsamlingerne under ansvar overfor disse.
Ud over at træffe overordnede beslutninger, som ikke kan træffes i lokal- og emnegrupper, og udover at være ansvarlig for foreningens økonomi, har bestyrelsen først og fremmest til opgave:

  1. At styre den interne kommunikation i foreningen og sikre, at alle synspunkter har mulighed for at blive hørt, samt at informere medlemmerne om alle vigtige beslutninger.
  2. At inspirere medlemmerne, så deres ressourcer bruges optimalt i forhold til foreningens formål og strategi, f.eks. ved så vidt muligt at uddelegere kompetence og ansvar til aktive medlemmer.
  3. At sikre, at foreningens strategiske erfaringer systematiseres og bruges.

Bestyrelsesmedlemmer kan efter generalforsamlingens anvisninger aflønnes af foreningen til konkrete opgaver.
Bestyrelsen består af en formand og tre øvrige medlemmer.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen for to år af gangen. På hver generalforsamling vælges to bestyrelsesmedlemmer ad gangen.
Generalforsamlingen vælger desuden, for et år af gangen, to bestyrelsessuppleanter med angivelse af deres rækkefølge.
Medlemmer, som er stemmeberettigede, er valgbare. Dog er ansatte i foreningen ikke valgbare.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand og en næstformand. Ved formandens fratræden fungerer næstformanden i formandens sted.
Formanden og foreningens kasserer tegner foreningen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Der føres beslutningsprotokol, som underskrives af hvert tilstedeværende bestyrelsesmedlem.

14. Arbejdsgrupper

Ønsker en gruppe medlemmer at arbejde med et specielt område, kan disse nedsætte sig som arbejdsgrupper.
Betingelserne er:

  1. At arbejdsområdet er dækket af formålsparagraffen.
  2. At bestyrelsen er orienteret og indforstået.
  3. At arbejdsgruppen udpeger et medlem, som har pligt til at holde bestyrelsen underrettet om gruppens arbejde.

15. Ektraordinær generalforsamling

Extraordinær generalforsamling skal afholdes, når formanden eller mindst 50 medlemmer skriftligt overfor formanden fremsætter ønske om det, og samtidig meddeler hvilke punkter, de ønsker behandlet.
Formanden skal herefter i medlemsbladet indkalde til ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 3 måneder efter, at anmodningen er modtaget.
Reglerne om afstemninger er de samme som for den ordinære generalforsamling (stk. 12).

16. Foreningens ophævelse

Forslag om foreningens ophævelse kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer er fremmødt, og der kræves 3/4 af stemmerne for at ophæve foreningen.
Hvis der ikke er fremmødt eller repræsenteret 1/3 af medlemmerne, kan der inden 3 uger, og med mindst én uges varsel, indkaldes til en extraordinær generalforsamling med foreningens ophævelse som eneste punkt på dagsordenen, såfremt forslagsstillerne ønsker det. På denne generalforsamling kan forslaget om ophævelse af foreningen vedtages, hvis 3/4 af de fremmødte stemmer for.
Eventuelle midler fra Forældre og Fødsel overgår efter foreningens ophævelse til den eller de foreninger, hvis formål er nærmest Forældre og Fødsel.

Denne side finde også som pdf