Amning ved begge bryster

14-07-2019

Hej 

 

Jeg har en dreng på 4 uger, som trives og tager godt på. Selvom jeg har ammet ham i 4 uger, finder jeg det stadig udfordrende, og jeg har nogle gange svært ved at læse hans signaler. Derfor har jeg et spørgsmål angående amning: 

 

Skal jeg altid tilbyde begge bryster ved hver amning? Jeg oplever ofte, at når han har spist ved første bryst, er blevet puslet og bøvset, er han glad og tilfreds. Når jeg herefter tilbyder det andet bryst, bliver han sur og frustreret - ved andet bryst spiser han lidt, græder lidt, trækker hovedet tilbage, spiser lidt igen men med frustration. Denne frustration gør, at jeg er i tvivl om, om han overhovedet skal tilbydes det andet bryst. Dog er jeg også bange for, at han ikke bliver mæt, hvis han ikke bliver tilbudt det andet bryst. 

 

Han spiser på nuværende tidspunkt cirka 9-10 gange i døgnet og spiser normalt 5-10 minutter ved det første bryst. Det er måske også værd at nævne at jeg bruger ammebrik, da jeg har lidt flade brystvorter. Ammebrikkerne gør også amningen udfordrende, da han nogle gange slår dem af, når han bliver frustreret.

Hej hej.
Jeg beklager, at jeg først får svaret nu, dit spørgsmål var simpelthen røget i min spam mail. Det beklager jeg rigtig meget.

 

Måske har du fået løst nogle af jeres udfordringer nu, men du får alligevel et svar, måske der er noget, du kan bruge.

 

Det er ikke sikkert, det er nødvendigt for jer, at han ammer ved begge bryster hver gang. Med den adfærd, du beskriver fra ham, samt at han tager fint på, så kunne det tyde på, at han siger tak, men nej tak, jeg er mæt. Der sker ikke noget ved at tilbyde, og takker han nej, ved at blive ked og urolig, så kan du bare pakke brystet væk, og så tilbyde lidt senere.
Du kan altid kigge på antallet af våde bleer, hvis du er i tvivl om han får nok. Han skal have 5-6 våde bleer i døgnet (en våd ble er en ble med 3 spiseskefulde væske i), og med den alder han har nu, må der gå op til 14 dage mellem de beskidte bleer, så længe han fuldammes.

 

Antallet af amninger og længden på amning lyder helt fint og ganske normalt.

 

Du kan evt. øve med at amme uden ammebrikkerne. Flade brystvorter behøver ikke at være en hindring, da det er en stor mundfuld bryst, barnet skal have i munden og ikke kun brystvorten. Du kan hjælpe ham med burger-grebet og deep latch teknikken. Du får et link til en video her: https://www.youtube.com/watch?v=7FJuBn2bgNk&list=PLb4X2FNPtawt0HEX-fNtrZycmlNauv65e&index=5&t=256s


Jeg håber, at du kan bruge det til noget, og ellers skal du være meget velkommen til at ringe til en af ammerådgiverne på listen, hvis du har brug for mere vejledning.

De bedste hilsner,
Camilla M. Olsen, ammevejleder ved Forældre og Fødsel