Sår ved amning

14-01-2019

Jeg har termin med dreng nr 3 om 10 dage

De andre 2 har jeg ammet, men med problemer i opstarten i form af sår og revnede bryst vorter

Begge sundhedsplejersker har ment at teknikken var helt fin, så har ikke ændret på noget.

Frygter dog helt den smertefulde opstart denne gang.

Hvad kan jeg gøre for at undgå sår og revner denne gang! 

Kære vordende mor.

Hvor bliver det spændende med en lillebror. Hatten af for, at du har ammet igennem sår og smerter ved de to første, men sådan behøver det heldigvis ikke være.

Hvis der er sår og smerter ved amningen, så er teknikken ikke ok, uanset hvor flot det ser ud udefra.
Allerede den første amning efter fødslen er super vigtig for at få grundlagt en god teknik. Den bedste måde at sikre det på, er ved at lade baby styre slagets gang, for så får man ikke lagt den lille til, før han er klar. Babyer er født med instinkterne og evnerne til at sutte korrekt, hvis de får de rette forudsætninger. Der sker ofte det, at hvis vi lægger baby til før de er klar, så får de ikke åbnet munden nok, og får dermed ikke bryst nok ind i munden. Det gør, at brystvorten bliver presset op i den hårde del af ganen, og der kommer sår og vabler på brystvorten.

For at få den bedste ammestart, så er det vigtigt, at du får din baby op til dig hud mod med det samme. Og indtil han har været ved brystet første gang, så skal der ikke prikkes, vejes, måles, puttes i tøj eller ble. Han skal have lov at ligge hos dig i fred og ro på din mave. Når han er klar, så vil han af sig selv begynde at kravle op og søge efter et bryst. Her er det vigtigt at have tålmodighed og give tid. Du må gerne støtte ham, så han ikke ryger ned af dig, og blidt guide ham i den rigtige retning, men ellers ikke blande dig i hans tur op til brystet. Når han har fundet dit bryst, så vil han snuse til og slikke på brystvorten, hvilket er en vigtig del af, at han bliver klar til at hapse på. Når han er klar, så vil han gabe højt op og tage en stor mundfuld bryst, og tyngdekraften vil yderligere hjælpe til at han får masser af bryst i munden, så brystvorten kommer helt hen bag den hårde gave og ligger op mod den bløde gane. Brug denne stilling rigtig meget de første par uger til at øve, at han kommer godt på brystet. Vær så vidt det overhovedet er muligt, hud mod hud hver gang, da det stimulerer hans medfødte instinkter til at få rigtigt fat.
Jeg linker til lidt videoer på youtube, hvor du kan se mere om babyled breastfeeding og attachment samt breastcrawl, som det også kaldes, når baby selv kravler op til brystet.

https://www.youtube.com/watch?v=usLPBt1CM0s&t=39s&list=PLb4X2FNPtawuHJFK4n_xb4cHYfFbqCxuN&index=2

https://www.youtube.com/watch?v=0KVAOUILFq0&t=16s&list=PLb4X2FNPtawuHJFK4n_xb4cHYfFbqCxuN&index=3

https://www.youtube.com/watch?v=hs7ai466toE&t=0s&list=PLb4X2FNPtawvNFr1c0BSePt0zTtc2y1x_&index=2

Hvis du vil være helt sikker på, at i får ro fra starten, så kan du få skrevet det i din journal, hvordan du ønsker, den første amning skal være. Du kan også skrive det på en seddel, som din partner kan aflevere til jeres jordemoder, når i skal føde.

Oplever du alligevel smerter ved opstarten, så ring til barselsgangen og spørg efter, om i kan få en uddannet ammerådgiver til at hjælpe jer. Nogle kommuner har også uddannede ammerådgivere tilknyttet sundhedsplejen, det kan du også prøve at spørge efter. Og du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte en af vores rådgivere på telefonlisten.

Til sidst vil jeg ønsker dig en rigtig god fødsel og start på ammerejsen.

De bedste hilsner,

Camilla M. Olsen, ammerådgiver ved Forældre og Fødsel.