Ammestillinger

Forfatter Julia Schiønning Troung, Barselssygeplejerske, IBCLC, CEO ’Den Bedste Start’ – online ammehjælp

Faktaboks

  • Gode ammestillinger forebygger smerter og sår, da det giver barnet gode muligheder for at få godt fat på brystet.
  • Det kan være en god idé at skifte mellem flere forskellige ammestillinger, da det kan hjælpe til at aflaste ømme brystvorter i starten og kan være med til at sikre en god mælkeproduktion på sigt.
  • Sørg altid for at få sat dig behageligt og godt til rette. Man kommer nemlig hurtigt til at bruge mange timer på at amme hver dag.
  • Hvis du har svært ved at forestille dig, hvordan de forskellige stillinger ser ud, så findes der masser af fine illustrationer og billeder på nettet.
  • Fælles for alle ammestillinger er, at det er barnet, der skal komme til brystet, og ikke brystet, der skal komme til barnet. Det er for at forebygge spændinger og ergonomisk dårlige ammestillinger, samt unødigt træk i brystvævet.
  • Husk på at det hele er nyt både for dig og dit barn. Hvis du har svært ved at finde nogle gode ammestillinger, kan du f.eks. spørge din sundhedsplejerske

Forskellige ammestillinger

Der findes mange forskellige ammestillinger, og ingen er mere rigtige end andre, men de fleste får dog hurtigt en favorit. Det kan være en rigtig god idé at skifte mellem flere forskellige stillinger, navnlig i starten. Dette får aktiveret og stimuleret alle de forskellige mælkekirtler til at begynde mælkeproduktionen samt aflaster ømme brystvorter. Sidenhen er variation mellem stillinger med til at forebygge brystbetændelse, fordi brystet bliver tømt i flere forskellige områder, og samtidig sikrer det en god mælkeproduktion til dit barn (1). 

Hvilke ammestillinger kan jeg bruge? 

I princippet findes der ingen grænser for alle de forskellige ammestillinger du kan bruge. Fælles er dog, at det skal føles rart og behageligt. Husk altid at placere dit barn helt tæt til kroppen og evt. med barnets næse foran brystvorten så det automatisk løfter hovedet lidt tilbage og åbner munden godt op. Det er med til at sikre muligheden for god sutteteknik og forebygger smerter/sår (1). Her kommer en introduktion til de mest anvendte amme-stillinger, samt en oversigt over deres fordele og ulemper. 

Tilbagelænet amme-stilling 

Ved denne amme-stilling, også kaldet Laid back breastfeeding, ligger du tilbagelænet med kroppen, sådan at du har mulighed for at hvile hoved, nakke, skuldre samt aflaste, hvis du har smerter i underlivet efter f.eks. bristning i forbindelse med fødsel. Du har mulighed for at ligge helt afslappet hvilket fremmer udskillelsen af kærlighedshormonet Oxytocin, som stimulerer nedløbsrefleksen (1). 

Stillingen kan bruges i sofaen, i sengen eller i en lænestol, og evt. med en dyne eller nogle puder som hjælp til støtte. Barnet ligger ovenpå dig, rigtig gerne hud-mod-hud, og kan i princippet ligge 360 grader rundt om brystet. Det kan anbefales barnet ligger en smule skråt, sådan at du kan bruge den ene arm til at støtte med, og resten af din krop nærmest fungerer som en lille rede for dit barn. 

Der er rigtig mange fordele ved at amme i den tilbagelænede stilling både for mor og barn. F.eks. viser forskning, at den stimulerer det nyfødte barns neonatale reflekser, såsom søgerefleksen, sutterefleksen og kravlerefleksen når det har fodfæste på din arm, mave eller pude. Barnets medfødte instinkter bliver altså sat i gang, og det vil hjælpe det til at blive aktiv ved brystet, åbne munden godt op og få dybt fat på brystet (1). Derfor er stillingen f.eks. også rigtig god hvis man har et barn der skal holdes lidt i gang ved brystet. 

Hvis man som mor har rigtig meget mælk med et stort flow, og man oplever at barnet “hopper” af brystet for at få en pause eller nærmest er ved at kløjes i det, kan den også være rigtig god, fordi mælken lettere kan løbe ud af munden på barnet, og det derfor ikke opleves ligeså ubehageligt. Pga. tyngdekraften vil barnet heller ikke kunne trække i brystvorten på samme måde som i andre ammestillinger, og risikoen for sår og smerter vil mindskes (1).   
Den tilbagelænede ammestilling kræver nogle gange en smule mere øvelse end de andre, men mange bliver rigtig glade for den i længden, når bare de lige får det lært. Spørg eventuelt din sundhedsplejerske eller en IBCLC ammevejleder om hjælp til stillingen første gang hvis du har mulighed for det. Den er helt sikkert nogle forsøg værd. 

Den klassiske ammestilling 

Denne ammestilling kaldes den ”klassiske” da det oftest er den vi kender fra billeder af ammende kvinder på f.eks. film og fra bøger. Barnet ligger her tværs hen over din mave med hovedet hvilende på din underarm. De fleste synes, den er forholdsvis nem at lære, og den især er god fordi den kan bruges over alt og ikke nødvendigvis kræver ekstra støtte i form af puder, dyner eller lignende. Derfor er den også rigtig god at kunne, til hvis man er på farten og ikke har mulighed for at medbringe så meget. 

Sideliggende ammestilling 

Den sideliggende ammestilling er en rigtig god måde at få slappet af og hvilet kroppen, samtidig med at du ammer og er især god om natten. Derudover er den god, hvis du har smerter efter en bristning i forbindelse med fødslen, da området bliver fuldstændig aflastet, når du ligger på siden. Den kan derimod føles en smule ubehagelig de første par uger efter et kejsersnit, så der skal man lige prøve sig frem. I denne stilling ligger I begge på siden mod hinanden mave-til-mave, og barnets krop ligger langs din. Du skal sørge for selv at lægge dig godt til rette og herefter lægge barnet helt ind til dig. Det kan være en smule svært at holde øjne med sutteteknik, når man ligger ned, og derfor er det vigtigt, at du mærker godt efter hvordan det føles. 

Tvillingestillingen 

Denne stilling er især god, hvis du har tvillinger og gerne vil stereoamme dem begge på samme tid. Men selvom du ikke har tvillinger, kan den være rigtig god alligevel! Den er især god, hvis du har fået et kejsersnit, og har ondt i maven omkring arret. Du sidder nemlig oprejst, og barnet ligger sådan, at kroppen er inde under din arm, mod din armhule. Lidt ligesom hvis man holder en amerikansk fodbold. Brug en god ammepude eller nogle gode faste puder til at få barnet til at ligge godt og komme tæt til brystet. Stillingen er især god til at tømme brystet i det store område, der går fra brystvorten og den yderste del af brystet ud mod armhulen, og er derfor også medvirkende til en stor god mælkeproduktion. Det er også tit i dette område, at mælkeknuder opstår, så stillingen er derfor også god til at forebygge brystbetændelse (1). Derudover er den også god, hvis du har meget store og bløde bryster, som måske kan være svært for barnet at håndtere. Som alle andre ammestillinger, kræver det lidt øvelse og en god portion tålmodighed.  

Referencer

1: Sundhedsstyrelsen. (2018). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen