Hvorfor er det godt at amme?

Forfatter Azadeh Houshmand Øregaard, MD, PhD og IBCLC

Faktaboks

Amning er sundt, og har en lang række fordele for både dig og dit barn.  

Amning beskytter dit barn mod bl.a.:  

  • Mellemørebetændelse  
  • Luftvejsinfektioner  
  • Maveinfektioner og diarré 
  • Overvægt og fedme  
  • Blod- og lymfekræft (leukæmi) 
  • Pludselig uventet spædbarnsdød (inkl. vuggedød) 

Amning beskytter derudover muligvis mod udvikling af sukkersyge (både type 1 og type 2), og børn der ammes, er i gennemsnit 3 IQ-point mere intelligente og klarer sig bedre i skolen end ikke-ammede børn. 

Amning er også sundt for dig og beskytter dig bl.a. imod:  

  • Brystkræft  
  • Æggestokkekræft  
  • Udvikling af sukkersyge (type 2)  

Amningens evne til at beskytte dit barn mod udvikling af astma og allergi eller til at beskytte dig mod udvikling af overvægt er mindre klar.  Amning øger ikke din risiko for knogleskørhed. 

Der er mange fordele ved amning

Der er mange fordele ved amning

Hvorfor er det godt at amme?  

Når man tænker på de mange fordele, amning bidrager med til både mor og barn, kan man godt forstå, hvorfor brystmælk nogle gange betegnes som ”flydende guld”.  

Forskning i amnings gunstige effekter har først taget fart indenfor de sidste 20-30 år. Mange af studierne er små, med modsatrettede resultater, og tager ikke altid højde for faktorer udover amning, der også kan spille en rolle for både kvinders og børns sundhed (arvelighed, sociale og økonomiske forhold, rygning, kost osv.).  Derfor kan det nogle gange være svært at drage endelige konklusioner. 

Heldigvis kommer der løbende flere studier af høj kvalitet, som belyser de mange fordele, der er ved amning. Et af disse studier er fra 2016 i et af de mest anerkendte medicinske tidsskrifter, The Lancet (1). Studiet var en såkaldt meta-analyse, et studie der samler resultaterne fra en lang række andre studier og sammenfatter dem til en endelig konklusion.  Studiet sammenfatter information om amning fra både vestlige og ikke-vestlige lande. I studiet fandt man en lang række fordele ved amning for både mor og barn.  

Fordele ved amning for dit barn (1): 

Brystmælk er en perfekt næringskilde, som er nøje tilpasset dit barns behov, og som løbende ændres i takt med at dit barn vokser.  Amning nedsætter risikoen for:  

  • Mellemørebetændelse 
  • Infektioner i luftvejene 
  • Maveinfektioner og diarré (inklusiv nektrotiserende entero-colitis, en potentielt dødelig tarmsygdom der ses hos for tidligt fødte børn) 
  • Overvægt og fedme 
  • Leukæmi (blod- og lymfekræft) 
  • Pludselig uventet spædbarnsdød (inkl. vuggedød) 

Amning nedsætter ikke kun risikoen for mave- og luftvejsinfektioner; hvis dit barn skulle få disse sygdomme, er risikoen for at blive indlagt på sygehuset også betragteligt nedsat hos ammede børn, hvilket tyder på, at de ikke bliver lige så alvorligt syge (1). 

Amning beskytter derudover muligvis også dit barn mod udvikling af både type 1 og type 2 sukkersyge, ammede børn har en bedre synsstyrke, er i gennemsnit ca. 3 IQ-point mere intelligente og klarer sig bedre i skolen end børn der ikke bliver ammet (1,2).  Amning beskytter også mod fejl i dit barns tandstilling (1,2).  Amning i mere end 1 år øger risikoen for at dit barn får huller i tænderne sammenlignet med amning i mindre end 1 år, men en kilde til stor usikkerhed ved denne konklusion er, at man i de tilgrundliggende studier ikke har set på andre ting i børnenes kost, der kan give huller i tænderne, f.eks. sukkerholdig mad- og drikkevarer, som jo, alt andet lige, sandsynligvis forekommer med højere frekvens i børns kost, når de er ældre end 1 år og derfor kan påvirke risikoen for huller i tænderne negativt (1).  

Der er en del kontrovers og usikkerhed vedrørende amningens effekter på astma og allergi; ifølge det store studie, nævnt ovenfor, nedsætter amning muligvis risikoen for at dit barn udvikler astma men beskytter ikke mod udvikling af allergi eller eksem (1). Hvis dit barn er disponeret for udvikling af allergi, kan amning i de første 4 måneder desuden muligvis beskytte dit barn mod udvikling af komælksallergi (1,2,3).  

Fordele ved amning for kvinden (1):  

For dig har amning også en del fordele. Amning nedsætter risikoen for:  

  • Brystkræft – for hvert år du ammer, nedsættes din risiko med ca. 4%; risikoen for kræft er nedsat i begge bryster, selv om du kun ammer fra det ene bryst, da det har at gøre med de hormonelle forandringer, der ses ved amning 
  • Æggestokkekræft 
  • Sukkersyge (Type 2 diabetes) 

Der ses desuden en sammenhæng mellem amning og mindre risiko for, at du får en fødselsdepression, men det er uklart, om det er fordi amning beskytter mod depression, eller om det er fordi depression påvirker amning negativt (1,2).  Amning kan derudover muligvis nedsætte din risiko for overvægt, men resultaterne ift. risiko for overvægt er ikke klare (1, 2, 4, 5).  Amning øger ikke risikoen for knogleskørhed - selv om amning tærer på dine kalkdepoter, herunder også knoglerne, bliver disse depoter genopbygget når du stopper med at amme igen (1,2). 

Referencer  

  • Victora CG, Bahl R, Barros AJD et al.  Breastfeeding in the 21st century: epidemiology, mechanisms and lifelong effect.  The Lancet (2016); 387: 475-90.  
  • Sundhedsstyrelsen. (2018). Amning - en håndbog for sundhedspersonale . København : Sundhedsstyrelsen . 
  • de Silva D, Geromi M, Halken S. et al. Primary prevention of food allergy in children and adults: systematic review.  Allergy (2014); 69 (5): 581-589.  
  • Bobrow KL, Quigley MA, Green J et al. Persistent effects of women’s parity and breastfeeding patterns on their body mass index: results from the Million Women Study.  Int J Obes (2013); 37(5): 712-717. 
  • Neville CE, McKinley MC, Holmes VA. The relationship between breastfeeding and postpartum weight change – a systematic review and critical evaluation. Int J Obes (2014); 38(4): 577-590.