Kejsersnit og amning

Forfatter Julia Schiønning Truong, sygeplejerske, IBCLC, CEO ’Den Bedste Start’ – online ammehjælp (juli 2022)

Faktaboks 

  • I Danmark føder cirka 20% af alle mødre ved hjælp af kejsersnit. Heraf er den ene halvdel akutte kejsersnit og den anden halvdel planlagte kejsersnit
  • Kejsersnit er en stor operation og det kan tage længere tid at komme sig fysisk. Mange mødre har også ondt i tiden efter fødslen og det er vigtigt, at du er godt smertedækket efterfølgende
  • Du kan have behov for ekstra hjælp til at finde gode amme-stillinger, hvor du skåner maven omkring arret. Tilbagelænet amme-stilling og tvillingestillingen er særligt gode til netop dette
  • Det anbefales, at du ligger hud-mod-hud med barnet, så snart det er muligt efter fødslen. Dette er både gavnligt for dig, dit barn, for jeres tilknytning samt for amme-etableringen
  • Hvis hud-mod-hud ikke er muligt lige efter fødslen, kan det gøres, når du og dit barn bliver genforenet. Imellem tiden kan barnet ligge hud-mod-hud med din partner og du kan med fordel opstarte udmalkning for at stimulere mælkeproduktionen, så snart det kan lade sig gøre

Mor og barn efter kejsersnit

Kejsersnit

I Danmark føder cirka 20% af alle mødre ved hjælp af kejsersnit. Heraf er den ene halvdel akutte kejsersnit og den anden halvdel planlagte kejsersnit (1). De fleste kejsersnit bliver udført med rygbedøvelse, imens moderen er vågen og hvis dette ikke er muligt, kan det være nødvendigt med fuld narkose. 

Et kejsersnit er en forholdsvis stor operation og det kan være godt at huske på, at du efterfølgende ikke kun er nybagt mor, men også er operationspatient oveni. Mange mødre har ondt i flere dage efter fødslen og er længere tid om at komme sig fysisk. Du kan derfor opleve, at du har behov for hjælp til at finde gode amme-stillinger og at du har brug for smertestillende til at lindre dine smerter. Det er vigtigt, at du er godt smertedækket, da det kan have betydning for hvor meget du kan overkomme i forhold til amning og det, at blive forældre (2). 

Hud-mod-hud

Uforstyrret hud-mod-hud kontakt hvor dit barn ligger nøgent på dig, har en lang række positive effekter både for dig og dit barn og er ligeledes fremmende for en vellykket amning. Det anbefales derfor, at du får dit barn op på brystet, så snart det er muligt efter kejsersnittet. Hud-mod-hud påvirker din hjerne til at udskille “kærlighedshormonet” Oxytocin, som virker afstressende, er med til at styrke tilknytningen til dit barn, hjælpe din livmoder til at trække sig sammen, så du bløder mindre og det stimulerer også nedløbsrefleksen (2). Hos barnet er hud-mod-hud med til at sikre mere stabil temperatur, blodsukker, puls og vejrtrækning, ligesom det mindsker stress og gråd. Derudover hjælper det barnet med at blive parat til at tage brystet og komme i gang med at sutte, hvilket igen er med til at stimulere mælkeproduktionen (3). 

De seneste år er der på operationsgangene kommet stor fokus på vigtigheden af hud-mod-hud kontakt efter fødslen og der tilbydes nu derfor “Hud-mod-hud-kejsersnit” til de planlagte kejsersnit, hvor det kan lade sig gøre og der ikke er nogle medicinske sygdomme eller andre forhold der taler imod det (4). 

Hvis du ikke har mulighed for at ligge hud-mod-hud med dit barn efter fødslen, hvis I f.eks. bliver adskilt, kan I “starte forfra”, når I bliver genforenet. Det kan stimulere barnets medførte evne til at finde brystet, få godt fat og begynde digningen. I mellemtiden kan barnet ligge hud-mod-hud med din partner (3). Du kan med fordel opstarte udmalkning for at stimulere mælkeproduktionen, hvis du er adskilt fra dit barn (5) Læs evt. artiklen “udmalkning”. 

Tilbagelænet amme-stilling

Denne amme-stilling er særlig velegnet til dig som har født ved kejsersnit, da du nemmere kan skåne maven og arret, som oftest vil være ømt det første stykke tid efter fødslen. Ved tilbagelænet amme-stilling, også kaldet Laid back breastfeeding, ligger du tilbagelænet med kroppen, sådan at du har mulighed for at hvile hoved, nakke og arme. Tilbagelænet amning, giver dig mulighed for at være helt  afslappet, hvilket fremmer udskillelsen af “kærlighedshormonet” Oxytocin, som bl.a. stimulerer nedløbsrefleksen når du ammer (3). 

Du kan bruge stillingen i sofaen, i sengen eller i en lænestol, og evt. med en dyne eller nogle puder som hjælp til støtte. Barnet ligger ovenpå dig, rigtig gerne hud-mod-hud, og kan i princippet ligge 360 grader rundt om brystet, alt efter hvad du synes er mest behageligt i forhold til dit ar efter kejsersnittet. Du kan prøve at holde rundt om barnet med din ene arm for støtte og bruge den anden til at hjælpe med placering af barnets ben og fødder, så det undgår at ramme arret. 

Der er rigtig mange fordele ved at amme i den tilbagelænede amme-stilling både for mor og barn. F.eks. viser forskning, at den stimulerer det nyfødte barns neonatale reflekser såsom søgerefleksen, sutterefleksen og kravlerefleksen, når det har fodfæste på f.eks. din arm, mave eller pude. Barnets medfødte instinkter bliver altså sat i gang og det vil hjælpe det til at blive aktiv ved brystet, åbne munden godt op og få dybt fat på brystet. Pga. tyngdekraften vil barnet heller ikke kunne trække i brystvorten på samme måde som i andre amme-stillinger og risikoen for at du får sår og smerter vil mindskes (3).

Den tilbagelænede amme-stilling kræver nogle gange en smule mere øvelse end de andre amme-stillinger, men mange bliver rigtig glade for den i længden, når bare de lige får det lært. Spørg eventuelt din sundhedsplejerske eller en IBCLC ammevejleder om hjælp til stillingen første gang, hvis du har mulighed for det. Den er helt sikkert nogle forsøg værd. 

Tvillingestillingen

Denne amme-stilling er også rigtig god, hvis du har fået et kejsersnit og har ondt i maven omkring arret. Du sidder nemlig oprejst og barnet ligger langs din side, samtidig med at din arm støtter barnets krop, og din hånd støtter barnets nakke og hoved (3). Ligesom hvis du forestiller dig at du holder en amerikansk fodbold. Du kan bruge en god ammepude eller nogle gode faste puder til at få barnet til at ligge godt og komme tæt til brystet. Ved at bruge tvillingestillingen undgår du at have hele barnets vægt på din mave, som man kan have ved f.eks. den klassiske amme-stilling.

Udover at være skånsom mod aret fra dit kejsersnit er tvillingestillingen også 

god til at få tømt brystet for mælk i det store område, der går fra brystvorten og den yderste del af brystet ud mod armhulen. Dette er både medvirkende til at forebygge mælkeknuder i området, samt at sikre en god mælkeproduktion (3). 

 

Referencer

1: Kejsersnit, Sundhed.dk – hentet 16/5-22 Kejsersnit - Patienthåndbogen på sundhed.dk

2: Wambach K and Riordan J: Breastfeeding and Human Lactation, 5th edition (2016). Burlington MA: Jones and Bartlett Learning; Chapter 17, Child health. 

3:  Sundhedsstyrelsen. (2021). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 6, Det normale ammeforløb.

4: Tidlig hud-mod-hud, Hvidovre Hospital – hentet 16/5-22 Tidlig hud-mod-hud (hvidovrehospital.dk)

5: Sundhedsstyrelsen. (2021). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 7, Udmalkning.