Hormoner og amning

Forfatter Susanne Kristensen, jordemoder, IBCLC, CEO ”Jordemoderen.nu” (aug. 2025)

Faktaboks

  • Processen gennem graviditet og indtil mælketilløb er hormonelt styret. Efter mælketilløb produceres mælk ud fra hvor meget der tømmes fra brystet.
  • Det er en kompleks sammensætning af hormoner der er på spil i en ammeopstart (og ammeforløb) Nogle af de vigtigste er prolaktin og oxytocin.
  • At kende til hormonprocessen kan måske hjælpe dig med at forstå din krops reaktioner

 

 

Hvilke hormoner er på spil i en ammeopstart

Der er mange hormoner i spil under en ammeopstart. Særligt de første 14 dage efter fødsel sker der en del ændringer. Mange kvinder mærker det ved f.eks. svedeture om natten, emotionelle udsving og følelsen af en krop i forandring. Så lad os dykke ned i hvilke hormoner der er på spil - og hvad de ”har ansvar for”.

Det starter allerede i graviditeten

Progesteron og Østrogen niveauet er højt under graviditet. Progesteron har blandt andet til formål at klargøre en slimhinde i livmoder til det befrugtede æg samt modvirke, at du føder for tidligt.

Østrogen understøtter udvikling af mælkeproducerende væv i brystet. Fra ca. uge 16-20 sørger dine hormoner for at der dannes råmælk. Efter moderkagens fødsel falder østrogen markant over de næste dage, hvilket gør at hormonet prolaktin kan stige.

Prolaktin er det mælkedannede hormon. Det øges allerede lidt i graviditeten, men hæmmes af progesteron og Østrogen (så du ikke kan få mælketilløb før fødsel).

Moderkagen producerer også et hormon kaldet HPL (human placenta laktogen) som bl.a. har til formål at klargøre din krop til amning (samt sørge for din babys ernæring og vækst i livmoderen).

Efter fødsel konkurrerer det med prolaktin om at sætte sig på brystets receptorer. Ligesom progesteron og østrogen falder HPL også efter moderkagens fødsel og dermed kan prolaktin ”vinde” kampen om receptorer og hjælpe til at der dannes yderligere mælk.

Før og efter mælketilløb

De første dage indtil mælketilløb er processen styret af ”automatik”. Dine hormoner sørger for mælketilløb. Det vil sige, at du i princippet kan få mælketilløb uden baby ammer eller brystet stimuleres. Din baby har selvfølgelig brug for råmælken og man mener også at brystets prolaktin receptorer kan øges ved tidlig og hyppig amning. Det kan påvirke din mælkemængde siden hen i positiv retning.

Efter mælketilløb taler man om ”udbud og efterspørgsel”. Her skal der altså ’trækkes’ mælk ud – for at mere kan produceres. Lad os kigge på hormonprocessen idet.

Når der er mælk i brysterne, findes der to faktorer kaldet PIF og FIL i mælken (som hæmmer det mælkedannende hormon prolaktin). Det vil altså sige, at når dine bryster er fyldte sendes der besked til hjernen om ikke at producere mere mælk. Når der suges mælk ud fra dit bryst enten ved amning eller udmalkning forsvinder PIF faktoren og FIL falder betydeligt således at prolaktin kan frigives og ny mælk kan dannes.

Velværehormonet Oxytocin

Oxytocin er et hormon med stor betydning - også i ammeprocessen. Oxytocin udløses fra din hjerne (fra hypofysen) og bæres via blodbanen til dit bryst og udløser nedløbsrefleksen ved at få dine mælke kirtler til at trække sig sammen og skubbe mælken i mælkegangene og frem til vorten.

Oxytocin påvirker også muskelceller i din livmoder til at trække sig samme, så den langsomt kan komme tilbage til dens størrelse fra før graviditet (efterveer).

Oxytocin kaldes også for velværehormonet, da det har en afslappende effekt i kroppen. Det stimuleres i ammesituation af din babys mund der sutter på dit bryst. Du kan også opleve at nedløbet kan komme blot ved at se på din baby eller høre lyde fra dit barn eller andre spædbørn.

Stress og angst kan medføre øget adrenalin- og kortisonniveau som modarbejder oxytocin.

Hvad kan du bruge det til

Hormonproduktion er som skrevet kompleks proces, som heldigvis ofte kører automatisk. Forståelse af dette hormonelle sammenspil kan give forståelse for, hvor man kan sætte ind i tilfælde af udfordringer.

  • Er det f.eks. svært at trigge nedløbsrefleks, kan du arbejde på en ammesituation, hvor du sidder bedre, evt. bruger varmepude på skuldre, bruger dybe vejrtrækninger osv.
  • Er du udfordret på mælkeproduktion skal du måske fokusere på barnets teknik og evne til at tømme brystet.
  • Er mælketilløb forsinket kan du få hjælp til at overveje om der kan være faktorer fra fødsel, der kan påvirke hormonerne.
  • Det kan måske også være rart for dig at vide at faldet i Østrogen kan medvirke til et mere svingende humør – men at det oftest finder et mere stabilt leje efter de første 2 uger.

Kilder

  • Wambach K and Riordan J: Breastfeeding and Human Lactation, 5th edition (2016) Chapter 3, page 85-94
  • (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale, kap. 4.1.3