Den Søde Ventetid

Den Søde Ventetid 2018-10-25T22:37:13+00:00

Af Helene Bovin, jordemoder, master i sundhedsantropologi og psykoterapeut

”Alt godt kommer til den, der venter.” Sådan siger et bibelsk ordsprog. Alt godt, det er alligevel ikke så lidt! Men trods den indiskuterbare gevinst, bukker mange af os under og må indrømme det: vi har frygteligt svært ved at vente… ”Den søde ventetid” kaldes en graviditet. Men for mange er det hverken sødt eller godt at vente. Mange kvinder bruger det meste af graviditeten på at være bange, utrygge – og mest af alt – utålmodige.

Fem minutter henne…

I dag ved de fleste kvinder, at en graviditet er startet, allerede inden den udeblevne menstruation. Mange har planlagt og brændende ønsket en graviditet og er venner med ægløsningstests, kalenderplanlagt sex, eller besøg på fertilitetsklinikken, for en del gennem meget lang tid. De ved, at de er gravide, i det øjeblik, æg og sædcelle sammen sætter sig fast i livmoderslimhinden for at begynde at bygge et nyt menneske. Og de er måske allerede utålmodige der, fordi vejen hertil har været lang og svær. Når de når til 12. uge, 3 måneder henne, har de fleste ventet på en scanning meget længe. 3 måneder er lang tid at vente, især på noget, der hvert minut fylder hele ens sind, følelsesliv og fysiske tilstand, men som er usynligt for andre, og måske også holdes hemmeligt indtil efter 12-ugers-scanningen. Nogle klarer utålmodigheden ved at købe sig til en privat ”tryghedsscanning” inden.

Der var engang, hvor man ikke havde fertilitetsbehandling, graviditetstest eller scanningsmuligheder. Hvor man først vidste, man var gravid, når kroppen fortalte det, eller når lægen kunne fortælle en, at det var det, der ”var galt”. Når kvalme, brystspænding, øget taljemål eller fosterbevægelser gav sig til kende. For de fleste sker dette omkring 12 – 16. uge, altså 3.- 4. måned. På det tidspunkt erkendte man graviditeten og havde herefter omkring 6 måneder til forventet fødsel, mens kroppen voksede og graviditeten blev tydelig for én selv og omverden.

Hvis man har været utålmodig fra 1. graviditetsuge, bliver 40 uger meget, meget lang tid. 40 uger er næsten et år! Kvinder er svangre i 9 lange måneder. Det ved vores krop, og de gamle dele af vores hjerne er indstillet på at bruge de sidste ca. 6 måneder på at blive klar til at blive mor. Men vores moderne hjerne har svært ved at acceptere dette. Den ved det jo allerede fra dag 1. Måske er en af de største grunde til denne manglende accept vores forlængelse af den psykiske graviditet, og vores håndtering af graviditet og fødsel som risikotilstand.

Den bekymrede ventetid

I dagens Danmark er det helt normalt, at det første man gør, når man har erkendt en graviditet, er at gå til lægen. Lægen skal konstatere graviditeten, hvilket jo allerede er konstateret af parret selv, da en gravidtetstest kan købes i enhver Nettobutik. Men vi fastholder, at der skal en samfundsudnævnt autoritet til at stadfæste, at en ny verdensborger er på vej. Lægen fastsætter fødested (for det meste ”glemmer” han eller hun at informere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. hjemmefødsel) og giver tid til den første kontrol, dvs. 12-ugers-scanningen (ofte ”glemmer” han eller hun at informere om, at det er et frivilligt tilbud, og hvad dette tilbud indebærer af overvejelser for de kommende forældre), samt giver tider til de kommende kontroller hos lægen. Derefter sendes besked til sygehuset om, at denne familie skal indkaldes til jordemoderkonsultationer på sygehuset. Inden man er gennem den første måned af sin graviditet, er man blevet mødt med et utal af kontroller og sikkerhedsforanstaltninger. Det overordende udtryk er: Graviditet er en potentiel risikotilstand, der skal kontrolleres nøje for at gå godt. For de fleste omsættes dette til tryghed og glæde. For det er den måde, vi som samfund viser vores omsorg for den nye familie, og anerkender og beskytter graviditeten. Men tænk, hvis graviditeten blev anerkendt på en anden måde, hvor glæden og tilliden til graviditeten som en sund og velfungerende tilstand, var i højsædet? Tænk hvis det første, der skete var, at man fik en henvendelse fra ens jordemoder med et varmt tillykke og en invitation til et tidligt møde, hvor man kunne afdække drømme, ønsker og ressourcer i forhold til at blive mor og familie? Hvor man sammen afklarer muligheder for at nedbringe gener og ubehag gennem bivirkningsfri tiltag som kost, bevægelse, afspænding, massage, samtaler om frygt eller konflikter i egen familie, der ofte melder sig, når man selv bliver mor eller far, og også kunne italesætte tvivl og angst for barnet eller fremtiden. Hvis man blev støttet i at stole på sine selvfølgelige evner til at skabe et sundt foster og blev oplært i, med omsorg for sig selv og barnet, at opdage uhensigtsmæssige tilstande under graviditeten, fx vitaminmangel, for højt blodtryk eller for mange plukkeveer. Hvis man brugte de første 3 måneder af graviditeten, som for mange føles lange og utrygge, på at favne den nygravide kvinde og familie med andet end risikoorientering, kunne det være, at den tid ville være mere meningsfuld og håndterbar. Hænder, Gravid, Kvinde, Hjerte, ElskerJeg møder i mit arbejde heldigvis fødselslæger, der ikke bevidstløst imødekommer bekymrede svangres ønske om meget tidlige ekstrascanninger, de såkaldte ”tryghedsscanninger” inden 12. uge. Argumentet er, at hvis vi giver os til at kontrollere med tidlige scanninger uden anden indikation end en bekymret gravid, risikerer vi, at graviditeten for det første kan føles utryg al den tid, der ikke er en scanningsprobe mod maveskindet, og for det andet vil blive unødigt lang, forstået på den måde, at jo tidligere vi ser barnet, jo længere opleves graviditeten. Ved ”tryghedsscanningerne” får vi IKKE gjort kvinden mere tryg, vi får ikke undersøgt og bearbejdet hendes angst, vi får ikke styrket hendes evne til at rumme tvivl og uvished og have tillid til sin egen krops formåen i forhold til at vedligeholde en sund graviditet.Vi får derimod startet den psykiske graviditet for tidligt, så hun oplever en psykisk parathed – med efterfølgende utålmodighed – allerede fra 32.-33. uge. Og vi får givet den –usande – besked, at hvis vi blot ser, hvad der foregår inden i livmoderen, er barnet i sikre hænder – altså vores, sygehusets hænder. Vi fratager hende autonomien og selvtilliden og de naturlige redskaber til at reagere relevant på sin krops signaler. Og vi er med til at gøre hende så utålmodig og bange, at når hun når til 35. uge, er hun parat til nærmest hvad som helst for at få sat sin fødsel i gang, trods grundige informationer om, hvorfor dette frarådes. En kvinde, der er vil føde, er nogen gange lidt som et vildt dyr – meget svær at standse. Især hvis hun er ved at gå til i bekymring og utryghed. Så når kvinden kommer til lægen og siger: ”jeg er så bekymret og bange for, at det skal gå galt!”, bør lægen sende hende til en jordemoder eller terapeut med speciale i graviditet og fødsel, der kan hjælpe med at afdække alle aspekter af hendes angst, så det reelle problem kan blive håndteret.

Vi kan ikke ændre på, at vi kender til graviditeten meget tidligere, end vores system er gearet til. Men vi kan bruge de ”ekstra” 3 måneder på at gøre kvinden bedre til at håndtere sin fulde, lange, tunge graviditet med en sund omsorg og opmærksomhed, uden unødig angst og utryghed. Vi kunne som samfund bestræbe os på at inducere ressourcer og tryghed frem for bekymring og angst.

Artiklen er første gang bragt i Forældre og Fødsels temanummer “Nutidens fødsler” nr. 4 2015, 41. årgang. Har du lyst til at læse mere, kan du købe adgang til nummeret her