DE FLESTE KAN TRYGT PLANLÆGGE AT FØDE HJEMME

I de senere år er der blevet offentliggjort stadigt større og stadigt bedre videnskabelige undersøgelser, som viser, at det kan lade sig gøre at visitere raske, gravide kvinder, som ønsker at føde hjemme, så præcist, at der ikke er grund til at bekymre sig om sikkerheden.

I hvert fald behøver man ikke bekymre sig, så længe en jordemoder bistår den fødende, og jordemoderen har et godt løbende samarbejde med den nærmeste fødeafdeling, hvis det undervejs i fødslen skulle vise sig at blive nødvendigt med en overflytning.

Det stod der blandt andet i den pressemeddelelse, som Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet udsendte, da det internationalt anerkendte Cochrane samarbejde offentliggjorde vores sammenfatning af den bedste forskning på området i 2012 (1).

Vi konkluderede, at der generelt ikke er grund til at tilråde hospitalsfødsel, så længe graviditeten udvikler sig normalt og den fødende følges af en jordemoder. Og sådan er det stadig.

Men endnu vigtigere viser de nævnte undersøgelser samstemmende, at fødslen forløber bedre, når den planlægges til at starte hjemme. Der er 20-60 % færre indgreb, fx færre kejsersnit, epiduralblokader og vestimulationer hos de kvinder, som planlægger at føde hjemme. Og 10-30 % færre komplikationer, fx færre blødninger og færre alvorlige bristninger. Det ser også ud til, at flere mødre, som føder hjemme, får amningen godt i gang.

Sammenligningerne er selvfølgelig lavet, så det er sammenlignelige kvinder, som sammenlignes. Det vil sige, at de, som planlagde hospitalsfødsler, også kunne have født hjemme, hvis de ville. Og indgreb og komplikationer, som fx kejsersnit, tæller med i gruppen af kvinder, som har planlagt en hjemmefødsel, også selvom kvinden eller barnet er blevet overflyttet til hospitalet før, under eller efter fødslen.

Statistik - og jordemødrenes egne fødsler
Men én ting er selvfølgelig statistik og forskning. Men kan man nu tro på den? Hvad tænker de, som til dagligt arbejder med fødsler? Hvad gør for eksempel jordemødrene selv, når de skal føde?

Det har Jordemoderforeningen spurgt alle deres medlemmer om (i en stor undersøgelse, som også handlede om alt muligt andet). Undersøgelsen viste, at i takt med de stadigt flere og stadigt større undersøgelser har jordemødrene selv taget hjemmefødslerne til sig (2).

Jeg har fået lov at låne en figur fra Tidsskrift fra Jordemødre, som viser, at mens kun kan ganske få af de ældste jordemødre fødte deres børn hjemme, så har andelen været jævnt stigende frem til nu. Og blandt de 50 jordemødre, som var gravide, da de svarede på undersøgelsen, var det 48%, altså lige under halvdelen, som planlagde en hjemmefødsel.

Næstformanden i Jordemoderforeningen, som også er jordemoder på Aarhus Universitetshospital, Skejby, kommenterede undersøgelsen i Tidsskrift fra Jordemødre og sagde: ”Det, at man er jordemoder, gør, at man ved meget om evidensen bag hjemmefødsler – for eksempel om sikkerheden – og at man er så tryg ved fødslen, så det er nemt at tage beslutningen om at føde hjemme. Som jordemoder kender man også betydningen af at optimere produktionen af oxytocin, og det sker bedst i trygge rammer som for eksempel hjemme”.

Hvad mener andre professionelle organisationer?
Er det så bare to danske forskere, gruppen af yngre danske jordemødre og jordemødrenes næstformand, som er blevet overbevist af de stadigt bedre undersøgelser? Nej, det er det ikke.

Mens vores undersøgelse var ved at blive gjort klar til offentliggørelse, udtalte FIGO (den internationale føderation af gynækologer og fødselslæger) og ICM (den internationale konføderation af jordemødre) i en fælles pressemeddelelse udsendt 8. marts 2012, at ”Der er stærk evidens for, at fødsler uden for hospitalet (dvs hjemme eller på fødeklinik) støttet af en registreret jordemoder er sikre og en foretrukket oplevelse for mange mødre (min oversættelse)” (3).

Og to år efter at vores sammenfatning var offentliggjort, anbefalede man i det engelske sundhedsvæsen stort set det samme, som vi var kommet frem til: “Forklar både flergangs- og førstegangsfødende, at de kan vælge at føde hvor som helst (hjemme, på fødeklinik eller på fødeafdeling på sygehus) og støt dem i deres valg, uanset hvor de vælger at føde (min oversættelse)” (4).

Men hvordan kan statistikken dog være rigtig?
Skulle man ikke tro, at hospitalsfødsel selvklart må være det sikreste og bedste for alle? Det er jo der al teknikken og alle de højtuddannede specialister er samlet.

For det første er visitationen selvfølgelig vigtig og central. Hvis man ikke skelner mellem sunde og raske gravide med en ukompliceret graviditet og en forventet normal fødsel, og de som er mindre heldige, så er det sikreste at sende alle på sygehuset. Men heldigvis følges gravide i Danmark tæt nok, til at man kan skelne.

For det andet skal man huske på at tænke på fødslen som en biologisk proces. Oftest forløber den bedst, hvis den ikke forstyrres. Og ved en hjemmefødsel er der den optimale ro til at fremme de hormonsystemer, som fremmer fødslen, og dæmpe de hormonsystemer, som hæmmer fødslen.

Ved planlagte hospitalsfødsler taler jordemødre derimod ofte om noget, de kalder en interventionskaskade: Først skal kvinden hjemmefra, transporteres og møde nye mennesker; det sætter veerne tilbage; så må hun have ve-stimulation, som kræver elektronisk overvågning, og at hun ligger ned; overvågningen giver flere falske alarmer; der må tages blodprøver i barnets skalp; undervejs er veerne også blevet mere smertefuld, og kvinden beder (måske trods tidligere ønske om at undgå det) om epidural-blokade, som fører til øget risiko for forskellige komplikationer for moderen, fx blodtryksfald, feber, problemer med at bevæge sig og med at tømme blæren (5). Til sidst må barnet tages ud med kejsersnit eller hjælpes det sidste stykke vej ud med en sugekop på hovedet.

Men hvad nu hvis noget alligevel går galt under fødslen? Så må det da være en fordel, at være på hospitalet?

Det kan man forestille sig. Men hos lavrisikokvinder, som planlægger hospitalsfødsel, opstår der statistisk set flere komplikationer. Disse kan så til gengæld næsten altid afhjælpes med obstetriske indgreb, som fx kejsersnit eller sugekop. Der er dog desværre stadig en dødelighed (neonatal mortalitet) på omkring 1 ud af 2000.

Hvad så hvis noget går galt under en hjemmefødsel? Langt de fleste, som har brug for det, overflyttes heldigvis stille og roligt og i god tid. Der er dog stadig en neonatal mortalitet på omkring 1 ud af 2000. Altså cirka det samme.

Så først øges risikoen lidt hos de, som har planlagt en hospitalsfødsel, og derefter sænkes den lidt igen, fordi al ekspertisen og alt udstyret er lige ved hånden. Ved planlagte hjemmefødsler øges risikoen ikke på grund af forstyrrelser. På den anden side kan den nok i ekstremt sjældne tilfælde øges lidt, hvis en jordemoder overraskes af komplikationer, hun ikke kan håndtere hjemme (og som kunne være håndteret på sygehuset).

Man kan ikke tænke sig til, hvor de to slutsandsynligheder for henholdsvis planlagt hjemme- og planlagt hospitalsfødsel ender i forhold til hinanden. Men alt i alt ser det ud til, at de to mekanismer ophæver hinanden; de største internationale opgørelser viser, at der praktisk taget ingen statistisk forskel er.

Til gengæld viser amerikanske undersøgelser, også den nyeste (6), at det ikke behøver være sådan. I den amerikanske undersøgelse ender dødeligheden faktisk med at være signifikant højere i hjemmefødselsgruppen. Generelt er det amerikanske sundhedsvæsen mere fragmenteret end det europæiske, og i en leder offentliggjort sammen med undersøgelsen, står da også, at ”I modsætning til England og mange andre europæiske lande er der ingen lovgivning eller infrastruktur til rådighed, som gør integration af hjemmefødsler og hospitalsfødsler mulig. Sådanne systemer er nødvendige, før USA kan overveje at matche det nylige initiativ i Storbritannien til at opmuntre og øge hjemmefødselsraten” (6). Men heldigvis er forholdene i Danmark langt bedre end i USA.

De fleste kan trygt planlægge at føde hjemme

Af Ole Olsen, seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Folkesundhedsvidenskab