Mette syr på et tæppe til hendes datter, som snart skal føde

En sen aften i september 2023 tikkede denne mail ind i vores indbakke:

Kære Forældre og Fødsel

Jeg sidder her en sen aftenstund i vores lille bondehus og har lige sluppet det fødselstæppe, som jeg er ved at sy til min datter. Hun venter sit 5. barn, og jeg fik for nogle dage siden en dyb trang til at sy hende et tæppe, hvor kraft og styrke er syet ind i hvert sting på de applikerede figurer og gode ord. Det bliver lige så broget og farverigt, som alt det andet, jeg skaber og lever med. Som livet selv. Et hjertearbejde.

I stuen ligger min gamle kræftsyge mor og sover. Manden er gået til ro ovenpå, og kattekillingen tumler rundt og bruger dagens sidste kræfter. Og her sidder jeg med hjertet strakt ud i sorg og glædelig forventning på en gang. Og erindringer dukker op om de fødsler, jeg har hørt om fra min mor og de fødsler, jeg har været med til. Fødslen af mig i 1960 på Vordingborg sygehus med den lokale jordemor Martha, der røg cigarer på fødestuen og alene passede flere fødsler samme nat. Og min datter, der nu har født 4 børn, hvor jeg har haft den kæmpe glæde at være med til de tre første, der foregik hjemme. Den seneste blev en rigtig god fødsel på Nyk. F. Sygehus grundet en lille randløsning. Og nu kommer der en fødsel mere, hvor jeg også er blevet spurgt.

Jeg er meget taknemmelig.

Men denne aften og nat er det især fødslen af mine egne to børn, der smyger sig rundt i mine tanker. Jeg mødte min mand i november 1988 og fødte min datter 3. september 1989, så der var ikke så meget planlægning og beslutning ind over. Det skete bare, men jeg var klar. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville føde hjemme. Jeg havde et meget lille netværk, kendte ingen som helst, der end havde overvejet at føde hjemme, så det var en ventetid, hvor jeg stod meget alene.

Jeg havde en læge og en jordemoder, der bakkede mig op, og det var guld værd. Men ellers mødte jeg mest modstand og forfærdelse. Og vrede, når jeg var til check på sygehuset. Jeg fik at vide, at jeg var i højrisiko gruppe, og at det var ganske uansvarligt at føde hjemme. Jeg var overvægtig og ældre førstegangsfødende. Jeg var 28!

Men jeg stod fast. Og det er her Forældre og Fødsel kommer ind i billedet. Jeg husker ikke, hvor jeg hørte om foreningen, men jeg blev medlem og modtog de gode blade i en del år. Men op til min første fødsel blev de små røde blade med fødselsberetninger og sort/hvide fotos fra især hjemmefødsler min livline til mennesker, der forstod min beslutning og støttede den. Og jeg læste bladene igen og igen. Slugte hver beretning med stor stor taknemmelighed. I havde kæmpe betydning for mig dengang, og det ønsker jeg virkelig at sige tak for. Og til lykke med 50 års jubilæet ! 

De kærligste hilsner og tak til alle jer, der igennem årene har arbejdet for denne sag.

Mette Jakobsen

PS. Nå, ja.... fødslen af min datter var et brag af en fødselsfest hjemme i stuen. En fremmed jordemoder, en svigerinde, to nabokoner og barnets far var med under den 5 timer lange fødsel. Aldrig har jeg følt mig stærkere end den dag. Jeg var en en dronning ! Og den følelse og erfaring har jeg båret med ind i alle andre områder af mit liv. Også da jeg 17 måneder senere fødte min søn ved en lynfødsel, hvor min egen kendte jordemoder lige nåede at komme ind ad døren, smække handskerne på, og så var hun nede på gulvet for at tage imod min lille dreng. Tre kvarter tidligere sad jeg i sofaen og spiste frokost og læste. Måske et af jeres blade? Det er mere end sandsynligt, haha. Så tak igen.

Og nu skal min datter Julie snart føde igen. Det er i øvrigt den Julie Rostrup, som I har bedt lave billeder til jeres jubilæumsblad. Det gør mig også glad. Så tak for det også.

”Du har ikke mælk nok. Du er nødt til at supplere med flaske.”

Sådan lød dommen fra min sundhedsplejerske for over tredive år siden, da mit første barn var to måneder gammelt. I forvejen følte jeg mig ikke udpræget overbevist om, at jeg var en god nok mor, så det væltede læsset, at jeg nu ikke engang kunne give mit barn mad selv, men måtte ty til erstatning. Indtil da havde jeg haft en ukuelig tro på min krop – jeg var professionel danser i mine unge år og kendte min fysik ind og ud efter mange års hård træning. Og jeg var kommet styrket gennem fødslen, fordi jeg havde den samme jordemoder ved min side hele natten til jeg fødte i morgengryet. En oplevelse, der senere gav mig lyst til at blive jordemoder selv.

Det var altså ikke, hvorvidt jeg var en god mor rent fysisk, der havde spøgt. Det var mere på det psykologiske plan. Forældreskabet havde sparket døren ind til min egen tilknytningshistorie. Mulighedernes dør, som jeg i dag som psykoterapeut ved, det kan være, men dengang var det smertefuld usikkerhed, og nu kom det her oveni.

Det første stykke tid græd jeg, når jeg gav min søn flasken som eftermadning til amningen, men der gik ikke længe, før han foretrak flasken, hvorfra mælkeerstatningen flød i store mængder, mens min mælk kom i stadig mindre mængder.

Fire år senere sad jeg en dag i klasselokalet på Jordemoderskolen, der dengang lå i nogle smukke gamle, højloftede bygninger på Tagensvej. Emnet var ”det normale barselsforløb” og den normale amning, og jeg blev skiftevis ked af det og rødglødende af raseri.

Underviseren forklarede om de såkaldte ”appetitspring” i den helt normale amning. Det betød, at der kunne komme perioder, hvor barnet, fordi det voksede, havde brug for at øge mælkemængden og derfor suttede nærmest nonstop. Det bedste man kunne gøre var at gå i seng og hvile og lade barnet spise så meget det orkede. Så ville mælkeproduktionen blive større.

Det svimlede for mig, som jeg sad der og så sundhedsplejersken for mig. Hun var af den ældre skole, og hendes viden om amning havde været forældet. Hun havde ikke rådgivet mig rigtigt. Tanken om at jeg kunne have været sparet for al den sorg, selvkritik og dermed skam, jeg havde følt over ikke at kunne amme, føltes ubærlig.

Et år senere var jeg gravid igen og rustede mig intenst til at skulle amme. Jeg har forskellige slags allergier, så det var vigtigt for mig at fuldamme de første seks måneder. Denne gang ville jeg kunne kende tegnene på appetitspring, og jeg ville aflyse alle aftaler og stryge direkte i seng og lade mit barn få ro til at øge mælkemængden, når de indfandt sig.

Igen havde jeg en fantastisk fødselsoplevelse – denne gang med min jordemoder fra den første fødeklinikpraktik, som tilbød at komme og føde med mig derhjemme. Med den start kunne det kun gå godt, tænkte jeg. Og jeg var i en helt anden situation nu med min viden og et netværk, der vidste en masse om amning.

Alligevel kom tvivlen og tårerne, når der var dage, hvor min datter ville spise hele tiden og alligevel var utilfreds. Var det nu også rigtigt at mælken ville komme? Var det forkert af mig at lade være med at give flaske? Var det egoistisk? Hun var jo sulten. Min jordemoder og mine medstuderende bakkede op, men jeg havde uendelig brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige.

Og så kom jeg i tanke om, at Forældre og Fødsel vist nok havde nogle ammerådgivere.

Jeg husker det som om, det var aften, da jeg ringede til en vildt fremmed kvinde og græd, mens jeg fortalte, at jeg igen ikke havde mælk nok og at jeg var så bange for at stole på, at det nok skulle komme. Ammerådgiveren tog sig god tid til at lytte og til at berolige mig. Hun indgød mig troen på, at jeg gjorde det rigtige. At mælken nok skulle komme. Jeg faldt til ro.

Jeg kunne ringe igen, hvis jeg blev i tvivl.

I løbet af de næste dage øgedes mælkemængden. Den løb til i større mængder, og mit barn blev igen mæt. Jeg var ubeskriveligt stolt og lettet og ammede til hun var over et år gammel.

Da jeg ammede vores tredje barn var det med en helt anden form for ro. Jeg registrerede forandringerne, og hans første små tegn på at have behov for at regulere mælken. Jeg hvilede nu i at have oplevet, at det er sådan, det fungerer. Nu var det ikke kun teoretisk viden. Det var en kropslig erfaring. Erfaring, som jeg altid forsøger at formidle til parrene, når der ellers er tid til at tale om amning på fødestuen.

Når det handler om noget så basalt, som at kunne give sit barn tilstrækkelig mad, kan man være nok så trygt tilknyttet og hvile i sin forældrerolle – det kan gøre enhver usikker at være i tvivl, om man gør det rigtige. Det betyder alverden at have adgang til rådgivning.

Jeg har sendt mange varme tanker til dig, der dengang for snart tredive år siden havde valgt at bruge noget af din fritid på at tale i telefon om amning.

Du gjorde en uvurderlig forskel for mig og min familie.