Min datter venter sit første barn til maj 23, og har i forbindelse med sin graviditet fået voldsomme smerter i brystvorterne. Jordemoderen ved nakkefoldsscanningen nævnte strax at det lyder som Reynauds syndrom. Når vi googler dette læser vi at det kan give vældige problemer ift amning. Er det noget i har erfaringer med at afhjælpe? Hun er selvsagt både ked af det og bekymret for om amningen kan lykkes, ud over at hun er vældig forpint af det.
Hendes egen læge var desværre ret afvisende og negilegerende og ikke til meget hjælp.
Vi læser også at det kan behandles med medicin, som har som bivirkning at sænke blodtrykket. Problemet er så at hun lider af lavt blodtryk og derfor formenelig ikke kan tåle medicinen.
Lige nu er planen at høre jer, om nogle af jer har erfaring med ammehjælp af kvinder med dette problem, så hun måske kan blive klogere på dette, samt at tale med jordemoderen når hun har konsultation d.12.12, og høre hvad hun siger vedrørende behandling.
Vi håber at i kan gøre os klogere.
På forhånd TAK
Suzette Meedom Thegler
Kære Suzette
Tak for dit indlægge i brevkassen.
Det er ret normalt at få sensible brystvorter i graviditeten og det behøver ikke at være indikation for Reynauds Syndrom.
Man vil først mistænke Raynauds Syndrom, hvis brystvorterne samtidigt med gennemgår en farveændring fra hvid til blå til rød, samtidig med, der kommer en brændende smerte. Farveændringerne kommer som regel af en årsag; enten pludselig temperaturskifte, kulde, eller stress og angst oa. Måske I allerede har læst på Ammenets hjemmeside og ellers er der mere information om, syndromet der: https://ammenet.dk/wiki/raynauds-syndrom-hvide-og-bl%C3%A5-brystvorter.
Jeg kan supplere med, at de største forandringer af brystvorten sker lige op til og lige efter fødslen, så det er ikke til at sige, hvad din datter vil kunne mærke på det tidspunkt.
Der er desværre ikke så meget at gøre ved sensible brystvorter i graviditeten, nogle fungerer bedst med en fast BH og andre befinder sig bedst løstsiddende tøj.
Mit bedste råd til din datter lige nu er, at hun i første omgang skal slå koldt vand i blodet og se, hvordan det hele arter sig.
MVH Karen Bøhrnsen
IBCLC og frivillig ammerådgiver ved Forældre og Fødsel