Jeg fuldammer min datter på 3,5 måned. Jeg har indtil for nylig brugt ammebrikker, men har stille udfaset dem og nu endelig kunne smide dem helt. De seneste par dage er min datter begyndt at græde ved brystet. Hun spiser i 3-5 minutter for herefter at græde hver gang der kommer mælk og derved slippe brystet og sådan hopper hun af og på men græder. Hun stopper når jeg trøster og hun får sin sut, men jeg kan ikke ligge hende til igen. Muligvis lidt på det andet bryst, men der går kun få minutter før det er samme historie.
Jeg mistænker hun ikke bliver ordentligt mæt, da hun melder sig ofte og gerne vil spise engang i timen nærmest. Selvfølgelig foruden hendes lure.
Hun er ellers en glad og veltilpas pige og sover dejligt om natten. Hun sover gerne 11 timer hver nat med kun 2 korte opvågninger. Her spiser hun effektivt i 10-15 minutter for herefter at falde i søvn igen og her er ingen gråd eller brok ved amningerne.
Jeg har både mistænkt for om jeg har spist noget der påvirker det(men det ville hun vel også mærke til om natten) eller om mit nedløb er hurtigt uden ammebrikkerne(men jeg har forsøgt laid back + hun ikke brokker sig om natten når vi ammer liggende.).
Jeg vil enormt gerne strække den lidt imellem amningerne, så jeg sikrer mig at hun spiser sig ordentligt mæt. Men måske hun bare er en lynspiser?
Jeg ved ikke hvad 'normalen' er for hvor ofte og hvor længe amningerne er der med en baby på 3,5 måned.
Jeg frygter egentlig ikke at hun ikke trives da hun ellers er glad og veltilpas. Men jeg frygter amningerne da det jo selvfølgelig gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg føler at jeg svigter hende ved ikke at kunne give hende ordenligt mad.
Jeg har forsøgt at give hende en flaske med min mælk(der har været nedfrosset fra tidligere), men hun spiser kun få dråber af det.
Måske I har nogle gode råd til en fortvivlet førstegangsmor.
På forhånd tak :-)
Kære førstegangsmor
Jeg forstår din frustration! Der findes ikke noget mere bekymrende, end når man som mor føler, man ikke kan næste sit barn!
Jeg griber direkte ned i et løsningsforslag, som faktisk er en ting, I allerede gør og som fungerer! Du skriver nemlig, at natamningerne fungerer bedre for jer. Her kan din datter holde interessen ved brystet i længere tid end om dagen.
Så det du kan arbejde hen i mod at at skabe rammer for hende under amningen, som gør hun bliver stimuleret mindst muligt af omgivelserne. En 3-4 måneders gammel baby har opdaget omverdenen og ALT er spændende og skal observeres og undersøges!
Prøv at lægge jer ind i soveværelse, når hun skal spise, rul gardinerne for, luk døren undgå støj og lyde. Prøv også om du kan amme hende på tidspunkter, hvor hun halvsover eller er halvvågen, for så slår hendes instinkter til og hun vil amme pr automatik.
Og ja, nogle børn kan tømme et bryst ganske kort tid og det lyder som om din datter er en hurtig spiser - hun har simpelthen en super sutteteknik!
Hvis hun græder ved brystet fortæller hun dig tydeligt, at det ikke er mælk, hun vil have lige nu og så skal du bare tage hende fra og trøste/aflede hende. Hvis hun så melder sig igen inden for de næste to timer, lægger du hende til ved samme bryst, for så er hun tættere på den fede mælk, der mætter i længere tid.
Det lyder som om, det har fungeret uden ammebrikker, så jeg tænker ikke at det er dem, der gør forandringen.
Til sidste vil jeg anbefale dig, hvis du ikke får amningen hen med det, jeg har skrevet her, at ringe til en af Forældre og Fødsels ammerådgivere, for så kan de spørge lidt mere ind til dine udfordringer og på den måde justere din amning: https://www.fogf.dk/ammeradgivning/