Ulykkelig og urolig ved brystet

12-05-2018

Skrevet af -

Jeg har en datter på 12 uger. For lidt over en måned siden begyndte hun at afvise brystet de fleste gange i løbet af dagen. Hun ville gerne lige drikke den første mælk i 2 minutter, men blev herefter dybt ulykkelig og urolig, hvis hun blev tilbudt brystet.
Om natten spiser hun gerne.
Hun er faldet to vækstkurver på en måned og tager kun ganske lidt på. 
Vi har prøvet at veje hende før og efter de to minutters amning, men hun drikker kun omkring. 20-30 ml, så det er ikke, fordi hun er blevet mere effektiv ved brystet.
Nogle gange hjælper det en smule at amme hende, mens jeg hopper let på en yogabold eller hvis hun halvsover, men stadig aldrig nok til et helt måltid.
Nogle gange bliver hun også stiktosset og vrider sig, så snart mælken kommer. 
Efter sundhedsplejerskens anbefaling, er jeg begyndt at malke ud og give min mælk til hende på flaske. Nu tager hun en smule mere på (ca. 100 g om ugen), men afviser også tit flasken efter at have drukket ca. 50 ml. Jeg har prøvet at tilbyde hende igen efter 30 min., og en time, men det er sjældent, at det virker.
Nu starter næsten alle måltider med, at hun bliver ammet i to minutter og så bliver hun ulykkelig og jeg pumper resten ud til hende på flaske. Om natten spiser hun rigtig fint, så jeg har prøvet nogle gange at sætte mig der, rulle gardinerne for og slukke lyset, men det virker ikke. Så snart, hun er vågen, vil hun bare ikke. Ofte er synet af brystet nok til at få hende til at græde. Og så lige så snart, man fjerner hende fra brystet og kigger på hende begynder hun at smile og pludre.
Har I nogen idé om, hvad det kan være? 

Kære mor.

Øv det er så hårdt, når man skal kæmpe så meget og baby bliver så ked.

Der kan være flere forskellige ting på spil, som gør, at hun afviser brystet.

Har i brugt at give flaske inden hun begyndte på at afvise brystet? Så kan der være tale om sutteforvirring. Det vil sige, at hun har opdaget, at mælken kommer meget hurtigere og lettere fra flasken end fra brystet. Det lyder dog ikke helt til at være det, i og med at hun også afviser flasken, men det er værd at overveje, om i skal supplere på en anden måde end med flasken, når nu hun allerede har så anstrengt et forhold til brystet. Jeg vil foreslå, at i supplerer med et sns-system eller kop, og hvis det skal være flaske, så brug paced bottlefeeding. Jeg linker lige til paced bottlefeeding og kop herunder:
https://www.youtube.com/watch?v=piBP7-x6HZs&list=PLb4X2FNPtawtm3ip9UGmtVI9sRNJv_3pX&index=2

https://www.youtube.com/watch?v=o9ElS-RW7gM&list=PLb4X2FNPtawuiK0U-s1LqbARfOsPjtiyz&index=2

Det kan også være, der er sket noget under amningen, som hun synes var ubehageligt, og nu forbinder hun den negative oplevelse ved brystet med amning. Det kan være en høj lyd, at du blev forskrækket hvis hun har bidt dig, at hun har fået mælk galt i halsen. Nogle gange finder man aldrig ud af, hvad der triggede det.

Hun kan have spændinger eller låsninger, eller stramt tungebånd, der giver dårlig sutteteknik og gør det ubehageligt at spise. Her kan en kiropraktor, osteopat eller kraniosakralterapeut hjælpe med kropsbehandlinger til at løsne op og en ØNH-læge kan vurdere tungebåndet.

En dårlig sutteteknik giver ikke nødvendigvis sår og smerter hos mor, og kan ikke ses udefra, men et meget typisk symptom er nedsat mælkeproduktion hos mor, og er den hyppigste årsag til, at mælkeproduktionen dykker mellem 2-4 måneder efter fødslen. 2-3 måneder efter fødslen går mælken fra at være styret af hormoner, til at være styret af udbud og efterspørgsel. Det betyder dog også, at hvis sutteteknikken ikke er i orden, så kan mælkeproduktionen begynde at dale, og det giver sig til udtryk i manglende vægtøgning, uro ved brystet og ammestrejke.

Ved dårlig teknik er det vigtigt at være ekstra opmærksom på, hvordan hun bliver lagt til brystet. Ammehi med masser af hud mod hud, babyledet amning og laid back ammestilling er rigtig godt til at indøve en bedre sutteteknik, da det hjælper til at aktivere hendes medfødte ammeinstinkter.
https://www.youtube.com/watch?v=usLPBt1CM0s&list=PLb4X2FNPtawuHJFK4n_xb4cHYfFbqCxuN

Du kan hjælpe din datter til at få mere mælk ved brystet ved at lave brystkompressioner så snart det første nedløb begynder at aftage. Det vil også hjælpe til at tømme dit bryst mere, og dermed give din krop besked på at producere mere mælk.
Her kan du se, hvordan man laver brystkompressioner:
https://www.youtube.com/watch?v=icEZcErKooY&list=PLb4X2FNPtawslqXqH61bHuNuvSa4w4iJn

Derudover kan det være en idé at begynde at power pumpe for at få din produktion op igen, her er det en fordel med en elektrisk dobbeltpumpe. Hvis du ikke har det, kan de lejes på apoteket og i flere forskellige babyudstyrsbutikker. Skemaet for power pumping ser således ud:

  • Pump i 20min.
  • 10 min. pause.
  • Pump i 10 min.
  • 10 min. pause.
  • Pump i 10 min.

Dette gøres 1 gang om dagen på det tidspunkt, der passer dig bedst i 3-4 dage. Herefter skulle du gerne se resultater. Hvis du har mulighed for det, må du gerne power pumpe 2 gange om dagen.

Udover udmalkning, er der lidt fødevarer, der kan hjælpe med at øge produktionen, det er ikke videnskabelig bevist, men det har været brugt igennem generationer, så der skal nu nok være noget om det: Havre, byg (du kan lave grød eller drikke en alkoholfri øl om dagen), hvidløg (babyer synes, at hvidløg er lækkert i mælken, når mor har spist det), ingefær, ølgær, bladgrønt, mandler, brune ris, fennikel, bukkehornsfrø, alfalfa (lucerne), marietidsel, brændenælde og lægestregbælg. Urterne kan findes samlet i de fleste typer ammete, så 2-3 kopper om dagen kan være rigtig godt. Du behøver ikke spise det hele, for at det virker. Vælg de ting, du godt kan lide, og spis noget af det hver dag.

Det er vigtigt, at du reducerer stress så meget som muligt, da det nedsætter mælkeproduktionen. Du har brug for masser af oxytocin fra kys og kram med dem, du elsker.

Jeg tænker, at det mest sandsynlige er, at hun har gener fra kroppen der har givet en dårlig sutteteknik, så hun ikke kan stimulere og malke brystet tilstrækkeligt. Det giver sig til udtryk i uro ved brystet og den manglende vægtøgning.

Jeg krydser fingre for, at i finder svaret i ovenstående og finder tilbage til de hyggelige ammestunder.

Kærlig hilsen

Camilla M. Olsen, Ammerådgiver ved Forældre og Fødsel