Hej!
Jeg har læst mig frem til at man kan amme selv om man ikke selv har født barnet.
Men hvordan foregår det og hvordan skal man start forløbet?
Kan man blive knyttet til en ammevejledere?
Hej!
Jeg har læst mig frem til at man kan amme selv om man ikke selv har født barnet.
Men hvordan foregår det og hvordan skal man start forløbet?
Kan man blive knyttet til en ammevejledere?
Hej hej.
Det er helt rigtigt, at man kan få en amning op at køre, selvom man ikke har født. I USA er det mere almindeligt i forbindelse med adoption eller ved brug af rugemødre.
Der er dog en del ting at overveje, inden du går i gang, da det er et stort arbejde, der, optimalt set, skal starte flere måneder inden baby kommer.
Hvor gammel er baby? Er baby helt nyfødt? Det er jo helt essentielt, at babys sutteinstinkter er intakte og ikke blevet forstyrret for meget af flaske og manglende hud mod hud.
Det er ikke sikkert, at du kan få en stor nok produktion til fuldamning, da man ikke kan forberede kroppen på helt samme måde, som når den gennemgår en graviditet.
Hvilke grunde har du til at ville amme? Det er vigtigt at have overvejet, da det er disse, du skal holde fast i, når motivationen daler, og det bliver hårdt. Der er rigtig mange gode grunde til at gøre det, og du skal finde dem, der giver allermest mening for dig. Modermælk er altid bedre end erstatning rent ernæringsmæssigt. Det vil give mor og barn en ekstra hjælp til at skabe en god tilknytning til hinanden. Der er mange helbredsmæssige fordele ved amning for både mor og barn. Du kan evt prøve at google ”induced lactation”, så vil du finde mange artikler og beretninger om emnet, der er skrevet af mødre, der har været igennem processen.
Der er et par forskellige måder, man kan gribe det an på. Man kan gøre det med eller uden medicin. Der findes ikke medicin, der direkte er til at starte en mælkeproduktion, men der findes medicin, hvis bivirkninger man kan udnytte til at starte en mælkeproduktion.
Uden Medicin:
Der er forskellige urter, der har en positiv indvirkning på mælkedannelsen, men der er ikke meget forskning til at underbygge det. Dog er flere af tingene ganske uskadelige at indtage. Den mest brugte urt er bukkehornsfrø. Hvis du er ok med engelsk, så står der en del om det i nedenstående link, da man skal tage en relativt høj dosis, og der derfor kan være interaktion med anden medicin. https://kellymom.com/bf/can-i-breastfeed/herbs/fenugreek/
Derudover har havre, byg, fennikel, mælketidsel, mælkebøtte, stregbælg, hirse, tang, anis og basilikum været beskrevet i forskellige kulturer og litteratur som mælkefremmende.
Med medicin:
Her kan du følge Newman-Goldfarb protokollen, hvis du kan nå det, inden barnet kommer. (Det kan være en god idé at medbringe den til lægen, hvis det er den vej, du vil gå https://www.asklenore.info/breastfeeding/induced_lactation/protocols4print.shtml ).
Man starter med at tage p-piller med følgende indhold: 1 mg norethindrone + 0.035 mg ethinyl estradiol. Kan man få noget med et højere indhold af progesteron, så er det at foretrække, men østrogenindholdet må ikke være højere. Optimalt set skal p-pillen tages i 6-9mdr inden baby kommer. Dette er fordi p-piller øger mængden af brystvæv, og ved at tage pillerne non-stop i en længere periode får kroppen til at tro, at den har været gravid.
Derudover skal du tage domperidone i lige så lang tid som p-pillerne. Det anbefales at tage 10-20mg 3-4 gange dagligt. Domperidone får niveauet af prolaktin til at stige, som er det mælkedannende hormon.
Man kan også bruge domperidone alene, da der jo er en del sundhedsmæssige risici ved at tage p-piller, eller måske tåler du dem ikke.
Ved begge metoder er det vigtigst med stimulering af brystet. Det vil sige brystmassage, håndudmalkning og udmalkning med maskine. Dette skal gøres i så lang tid før som muligt, da det har vist de bedste resultater. Man skal malke ud det samme antal gange i døgnet som en baby ellers ville die, dvs. 8-10x i døgnet.
Man kan også få mælkeproduktionen i gang alene ved stimulering, men chancen for en optimal mælkedannelse er mindre. Det kan dog lade sig gøre, men kræver rigtig meget tålmodighed og vedholdenhed.
Man kan også vælge ikke at gøre de her ting på forhånd, men starte amningen med et lact-aid eller sns system, og så se hvad der sker. På denne måde får baby dog ikke din mælk fra starten, men i får alle fordelene med den fysiske og psykiske nærhed, som man får ved amning. Og så kan det ske, at stimuleringen af dit bryst gør, at din mælkeproduktion kommer i gang.
http://lowmilksupply.org/abs.shtml
Når baby så kommer, så er det fuldstændig de samme ting, der skal til, som hvis du selv havde født: hud mod hud så meget som overhovedet muligt, masser af amning, fri adgang til brystet for baby, tillid til din krop, ro, støtte og opbakning fra din partner og undgå al stress.
Det er ikke så almindeligt herhjemme, og du kan ikke få tilskud til evt. medicin, men du kan godt få den udskrevet.
Det kan være en rigtig god idé at få en ammerådgiver tilknyttet, da det er hårdt arbejde, og der er mange ting at overveje. I vil også have mulighed for at lægge en plan, der passer til jeres situation, og du kan få støtte og hjælp både før og efter baby kommer.
Bor du i Nordjylland, kan du kontakte vores frivillige rådgiver Pernille Johansen på 2454 5099, da hun i særlige tilfælde kører ud mod dækning af kørslen. Skriv evt. en sms til hende, for at aftale et tidspunkt, hvor i kan tales ved.
Ellers kan du kontakte din kommunale sundhedspleje, måske har de en ammerådgiver, du kan benytte, eller du kan betale for en privat ammerådgiver.
Det var en længere smøre. Jeg håber, du kan bruge det.
De bedste hilsner,
Camilla M. Olsen, ammerådgiver ved Forældre og Fødsel.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Angiv din e-mail adresse herunder for at tilmelde dig vores nyhedsbrev der udkommer ca. 1 gang om måneden.