Kære Maria.
Sikke da en ærgerlig start I har fået på hele amningen og den nye tilværelse med jeres lille dreng. Og hvor er det trist, at i ikke har følt mere opbakning på sygehuset.
Det er rigtig flot, at du fuldmalker til ham, det er hårdt arbejde, så stort skulderklap til dig.
At han er født 3 uger før tid burde ikke betyde, at han ikke kan tage ved brystet. Sutterefleksen udvikles allerede omkring uge 32, men det kan være, at kræfterne kan være lidt små, når baby er lidt tidlig på den.
Jeg tænker dog helt bestemt, at det at han blev tvunget på brystet har rigtig meget at sige, da det kan være medvirkende til at udløse en ambivalens ved brystet. Derudover at han altid har været vant til, at mælken kommer med det samme fra sonde eller flaske. En sonde kan også være med til at lave rod med sutterefleksen og mundmotorikken. Så der er nok ting at tage fat på.
Jeg bider mærke i, at du skriver, at I aldrig fik tid til at finde hinanden. Det kunne måske være værd at overveje, at genskabe hele det tidspunkt, hvor han blev født og så skulle ligge hos dig i fred og ro og selv finde brystet. Altså at I starter helt forfra. Dæmpet lys, dejlig, varmt rum, ro og god tid, du og din søn skal være hud mod hud. Hav ham liggende på maven på din mave, og du sidder godt tilbagelænet med masser af støtte, så du kan slappe af. Det kan være med til at starte hans medfødte reflekser til at begynde at kravle op til brystet og selv søge efter brystvorten. Her er det vigtigt, at alt sker i hans tempo, så du må støtte ham i retningen, men han skal selv styre, hvor hurtigt han kravler hen og finder brystet. Det er ikke sikkert, at det lykkes første, anden eller tredje gang, men giv tid og hav tålmodighed. Videoerne herunder viser, hvordan man kan gøre, og hvordan baby selv kravler til brystet.
https://www.youtube.com/watch?v=z8ocBa8IZ6Q
https://www.youtube.com/watch?v=usLPBt1CM0s&t=82s
https://www.youtube.com/watch?v=hs7ai466toE&list=PLb4X2FNPtawvNFr1c0BSePt0zTtc2y1x_&index=2&t=84s
Det er vigtigt, at I begge er godt tilpas og din dreng ikke er voldsomt sulten, når I skal øve amning, så der er tid og overskud til at prøve flere gange. Han vil have endnu mere svært ved at få fat ved brystet, hvis han græder, da tungen trækkes tilbage og op i ganen i stedet for at komme frem og svøbe brystvorten.
I forhold til at hele oplevelsen lige efter fødslen, så kan sådan en ”starte forfra ceremoni”, hvor I laver det nøjagtig som i drømte om, at det skulle være, være enormt helende for både dig og din søn.
I forhold til at få ham til at gabe op og tage godt fat ved brystet, så linker jeg til en video med deep latch teknikken, som I kan afprøve.
https://www.youtube.com/watch?v=7FJuBn2bgNk&list=PLb4X2FNPtawt0HEX-fNtrZycmlNauv65e&index=5&t=351s
Det kunne være en idé at få ham tjekket ved en kropsbehandler (osteopat, kiropraktor eller kraniosakralterapeut), så der bliver taget hånd om eventuelle spændinger og låsninger, der kan forhindre ham i at gabe op og få fat ved brystet.
For en god ordens skyld, så kan det også være en idé at I får tjekket hans tungebånd, da et stramt tungebånd også kan gøre det vanskeligt for ham at få fat ved brystet.
Du skriver, at I anvender flaske med din mælk lige nu. Der er stor risiko for sutteforvirring, når man bruger flaske, hvilket indebærer, at baby suger på brystet som ved flasken i stedet for at malke brystet, og mælken kommer med det samme og i en lind strøm ved flasken, hvor der først skal startes et nedløb ved brystet, og når det aftager, skal der stimuleres til et nedløb mere, hvis han vil have mere at spise. Her kan det være en fordel at supplere med kop eller sprøjte i stedet.
https://www.youtube.com/watch?v=fCyWvcsdYOE&list=PLb4X2FNPtawuiK0U-s1LqbARfOsPjtiyz&index=2&t=0s
Vælger I at fortsætte med flaske, så kan I benytte paced bottlefeeding, der imiterer mælkeflowet ved brystet.
https://www.youtube.com/watch?v=KY8ct80VqaE&list=PLb4X2FNPtawuI855H5A2WJKxFFTcODDUk
Når du får ham på brystet, kan du eventuelt bruge en sprøjte til at give ham lidt mælk i mundvigen med det samme som ”belønning”, så han ikke slipper med det samme igen, fordi der ikke kommer mælk.
Der er rigtig mange ting at tage fat på for at få amning på rette spor, og det kan være svært at få det hele med og finde den rigtige løsning for jer gennem brevkassen, så det kan måske se lidt uoverskueligt ud, da der er rigtig meget information.
Er det alt for forvirrende, så skal du være velkommen til at ringe til en af rådgiverne på vores telefonliste.
Du kan også overveje at få en konsultation ved en privat ammevejleder, der har mulighed for at komme ud til jer og hjælpe. Der er efterhånden private ammevejledere i hele landet.
Jeg krydser fingre for, at det kommer til at lykkes, og med din fighter-vilje, så tror jeg på, at I kan.
De bedste hilsner,