Gravid med mælk i brysterne

12-08-2018

Skrevet af Line

Kære FogF,

Jeg er gravid med mit første barn og har siden uge 21 haft mælk i brysterne. Jeg er nu 24+1. Det kommer til udtryk ved at jeg flere gange er vågnet med større eller mindre våde plamager i sengen og hvidlig/gullig voksagtige flager på brystvorterne. Jeg lækker ligeledes i forbindelse med sex og kan “malke” mange dråber (jeg har en fornemmelse af, at hvis jeg blev ved med at malke brysterne ville der komme flere milliliter ud) gullig/klar mælk ud fra begge bryster. Umiddelbart synes jeg, at det er meget tidligt at have så meget mælk, og samtidig med at jeg glædes over at mine bryster kan producere mælk, er jeg også bekymret for, om det kan have betydning for, om jeg føder for tidligt. Min graviditet har været og er helt ukompliceret og der er ingen anlæg for for tidlig fødsel i min familie.

Skal jeg bare lade mælken løbe eller skal jeg nu eller senere benytte mig af, at jeg kan udmalke så meget og malke ud før fødslen? 

Derudover har jeg hele mit liv haft meget sensitive brystvorter. Det er kun blevet værre af graviditeten og lige så snart jeg fryser en smule, bliver mine brystvorter hvide og brænder/fryser/svider helt vildt. Det er som om, der er nogle, der har sat ild til dem. Jeg har termin til december og frygter, hvordan vinterkulden får betydning for min amning og om det kun vil blive værre af at amme? Det gør ikke ondt, når min kæreste kærtegner eller sutter på dem, men så snart det er koldt, gør de smertende ondt. Kan jeg forberede dem på forhånd?

På forhånd mange tak,

Line

Kære Line

Tak for dit indlæg

Det er helt normalt at lægge mælk i gravideteten. Når du har sex frigiver din krop hormonet oxytocin, som lægger mælk og det er helt ufarligt - også i de mængder, du beskriver. 

Du må gerne samle den mælk op du lægger om natten og i forbindelse med sex. Jeg kan ikke anbefale dig, at malke systematisk ud så tidligt i graviditeten. Så længe der ikke findes undersøgelser, der viser om man føder eller ikke føder for tidligt, hvis man udmalker, har man valgt ikke at anbefale udmalkning før uge 37.

 

Og så fortæller du også at du har sensitive brystvorter og at især kulde, kan få dem til at gøre ondt. Det er normalt at få mere sensitive brystvorter i graviditeten og det bliver som regel ikke et problem i forbindelse med amningen. 

Når du allerede nu, ved at kulde trigger sensitiviteten, vil jeg anbefale dig at købe dig et par gode uldammeindlæg som er helt fantastiske til at holde på varmen samtidig med, de holder brysterne tørre. Du kan for den sags skyld godt begynde at bruge dem allerede nu. Du slår to fluer med et smæk: Du holder brysterne varme og du undgår våde plamager på lagenet, når du lægger om natten :-)

 

Venlig hilsen

Karen Bøhrnsen

Jordemoder, IBCLC og ammerådgiver