Kære Forældre og fødsels ammerådgivning.
Jeg har siden dag ét haft en del problemer med amning. Ømme vorter, ammebrikker, vægttab og gulsot og hermed svækkelse af hendes kræfter og sutteteknik, indlæggelse med lact-aid, vægttab igen, brystbetændelse gange 2, trøske hos hende og mig osv. Det har resulteret i, at jeg er enormt usikker i min amning, og som i sikkert også ved, så findes der et hav af modstridende informationer, appetitspring og tigerspring som alt sammen får en til at tvivle på processen.
Jeg skriver til jer nu, for at få en idé om, hvorvidt min amning stadig har mange problemer eller om min dagligdag er normal, og hvad tidshorisonten er på, at få en lettere hverdag - hvis der er en.
Min datter er 2 måneder gammel nu og vi har en hel del mere end 12 amninger pr. dag, som er MEGET hyppige fra ca. kl 15 til midnat - hun bliver lagt til, når hun er ked og ikke vil stimuleres, have frisk ble eller andet - vi ammer med brik, fordi hun ikke kan danne vakuum selv og nægter brystet, Jeg har indfundet mig med, at vi måske bare skal amme med brik en periode endnu, eller måske hele vejen igennem - vi prøver at slippe af med dem før en amning, midt-i amningen og om natten med jævne mellemrum. Amningerne tager typisk 30-60 minutter, hvoraf stort set alle resulterer i, at min datter falder i søvn - især de kortere amninger. Det har udviklet sig til, at min datter kun kan falde i søvn og sove, hvis hun får et bryst i munden. Derfor har vi fået for vane til natten, at jeg lader hende die ved begge bryster (hun tømmer det første) i ca. 40-60 minutter og så supplerer far med udmalket mælk, som jeg har malket ud dagen før, mens jeg malker ud til næste dag. Her kan hun så selv falde i søvn i sin seng og sover ca. 4 timer selv. Elles sover hun kun i mit skød eller i liggende ammestilling, eller i en barnevogn, der bevæger sig, og hun har nærmest aldrig længere lure om dagen - sker det en sjælden gang, at hun sover 1+ time, så skal jeg helst ligge ved siden af, og brystet skal helst være sut (dog tager hun gerne sut af og til, og især i barnevognen).
Hun har masser af bleer, både af den ene og anden slags, udvikler sig umiddelbart ok, følger sin vægtkurve (som er gennnemsnittet), men sprænger højdekurverne - derfor ser hun slank ud. Hun gylper af og til (en gang om dagen måske), både af den ene og anden slags, men virker ikke ked af det, når det er mavesyren og den bearbejdede mad, der kommer med op. Men hun sover ikke meget og gerne i klatter og uden et bryst i munden, mindre end voksne mennesker.
Mit spørgsmål er, om vores situation er normal? I fald den er, hvornår bliver det så bedre? Jeg kan godt acceptere, at jeg er bundet til sofaen og aldrig kommer længere end i netto hver 3. dag, hvis det er for én eller måske to måneder endnu, men er vores amning et problem, så må jeg jo finde en løsning - og gerne inden far skal tilbage på arbejde. Jeg kan faktisk dårligt spise, tisse og drikke, hvis ikke han varter mig op og baby ikke lige vil sidde i skråstol eller ligge på legetæppe mere end 5 sammenhængende minutter.