Kære dig.
Øv hvor lyder det bare ubehageligt og smertefuldt, det er slet ikke meningen, at det skal være sådan.
Der kan være noget galt med sutteteknikken. Det du oplever med den hvide spids på brystvorten er enten nipple blanching eller Raynauds syndrom. Hvis du i forvejen døjer med hvide og kolde fingre og tæer, så kan det være Raynauds syndrom, som bliver udløst, og nogle gange kan det skyldes en dårlig sutteteknik, hvor baby får trykket brystvorten, så der kommer karspasmer, hvilket kan opstå både under og imellem amninger. Er det Raynauds syndrom og sutteteknikken ellers er helt i orden, så kan det behandles medicinsk.
Nipple blanching opstår på grund af en dårlig sutteteknik, hvor brystvorten trykkes og giver karspasmer, men her vil smerten og den hvide brystvorte forsvinde helt ved at sutteteknikken rettes.
Dårlig sutteteknik kan skyldes måden, barnet lægges til på og ligger ved brystet, det kan skyldes spændinger og låsninger, og det kan skyldes stramt tungebånd.
Jeg vil anbefale, at I prøver med laid back ammestilling eller fodboldhold med deep latch teknikken. Jeg linker til to videoer med teknikkerne her:
https://www.youtube.com/watch?v=KYRg8DTbZCc&list=PLb4X2FNPtawuQoSZxr4p-n04tfD-0hh2l&index=3&t=96s
https://www.youtube.com/watch?v=ZJan8xCNgY4
https://www.youtube.com/watch?v=7FJuBn2bgNk&list=PLb4X2FNPtawt0HEX-fNtrZycmlNauv65e&index=5&t=286s
Det kan også være en god idé at få tjekket din dreng for spændinger og låsninger hos en kropsbehandler, Det kan være en osteopat, kiropraktor eller kraniosakral terapeut med uddannelse i behandling af spædbørn.
Hvis I ikke har effekt af ovenstående, så kan I få hans tungebånd tjekket hos en øre-næse-halslæge, da et stramt tungebånd også kan give udfordringer med sutteteknikken. Det kræver ikke henvisning, I ringer bare til den læge, I ønsker og aftaler en tid.
Er der brug for yderligere vejledning, så er du meget velkommen til at ringe til en af vores ammerådgivere på telefonlisten. Det er også muligt at booke en privat ammerådgiver, der kommer ud til dig og kan give hands-on vejledning. Det er dog ikke gratis, men kan være rigtig godt givet ud.
De bedste hilsner,