Kære mor.
Sikke et forløb, i har været igennem, og hvor er det flot, at du har formået at opretholde amning og mælkeproduktion.
Det er selvfølgelig ikke så godt, at din dreng har tabt sig, og det skal vendes hurtigst muligt.
Jeg tænker, at der er flere ting på spil hos jer, som gør, at amningen ikke er nem lige nu.
Omkring de 16 uger ligger der et kæmpe udviklingsspring, hvor der sker rigtig meget i de små hjerner, verden ses og opfattes på en hel ny måde, og de begynder for alvor at fatte interesse for det, der sker omkring dem. Det alene kan give udfordringer med amning i de vågne timer, hvor de dels ikke har tålmodighed til at spise, og dels bliver distraheret af alt muligt.
Jeg tænker også, at i er løbet ind i en omgang sutteforvirring. Han er så gammel nu, at han ikke bare sutter pr refleks, og derfor kan vælge til og fra. Han har opdaget, at maden kommer meget nemmere fra flasken, og derfor er han ikke motiveret til at arbejde for det ved brystet.
Til sidst, så kan det også være, at din produktion er dykket lidt, da den mellem 2 og 4 mdr går fra at være hormonstyret til at være styret af udbud og efterspørgsel. Det er ikke en brat overgang, så derfor mærker man det ikke med det samme.
Alt dette til sammen kan give en del frustration ved brystet.
Hvad er planen så?
Først og fremmest skal din dreng have nok at spise, og for at undgå sutteforvirring, så kan du bruge et sns-system. Det er en sonde, der ligger ved brystvorten, så man kan give ekstra mælk samtidig med, at brystet stimuleres. På denne måde kan man også selv styre mælkeflowet således, at han får mælk med det samme og ikke skal vente på nedløbet, når nedløbet starter, kan man lige trykke slangen sammen, så han kun får fra brystet, og når han begynder at blive utålmodig, kan man åbne lidt igen. Gradvis kan man så lade ham ligge længere og længere tid, inden man lader ham få mælk fra sns-systemet, og efterhånden så vil han have ro til at vente på nedløbet. Du får lige en video med, hvordan sns-systemet virker (jeg håber, du er ok med engelsk, men jeg synes også hun viser det rigtig fint, selvom man ikke fanger alt, hvad hun siger):
https://www.youtube.com/watch?v=piBP7-x6HZs&t=51s&list=PLb4X2FNPtawtm3ip9UGmtVI9sRNJv_3pX&index=3
Hvis i vælger stadig at bruge flaske, så er det en rigtig god idé at bruge paced bottlefeeding, så man imiterer flowet ved brystet, og han skal arbejde mere for maden.
https://www.youtube.com/watch?v=KY8ct80VqaE&index=2&list=PLb4X2FNPtawuI855H5A2WJKxFFTcODDUk&t=41s
Dernæst skal din produktion op. Du skriver at du får søvn og god mad, så det er et rigtig godt udgangspunkt. Der skal bruges mælk til supplering, og det optimale er jo, at det kan være din mælk. Powerpumping er meget effektivt, men også tidskrævende. Det optimale er powerpumping 3 gange om dagen, men 1 eller 2 gange er bestemt bedre end ingenting. Det skal helst være inden for 30min. efter en amning, det har bedst effekt, men er det ikke muligt, så har du stadig god effekt af det på et vilkårligt tidspunkt i løbet af dagen. Du får et skema for powerpumping her (Du skal lige en lille smule ned ad siden for at finde skemaet): https://livingwithlowmilksupply.com/power-pumping-to-increase-milk-supply
Det kan være en god idé at leje en elektrisk dobbeltpumpe i en uges tid, hvis du ikke allerede har en. Det vil spare dig tid og ømme hænder. Du kan desuden tage en sports-bh og klippe 2 huller i til tragten til brystpumpen, så skal du ikke sidde og holde dem imens.
Udover udmalkning, er der lidt fødevarer, der kan hjælpe med at øge produktionen, det er ikke videnskabelig bevist, men det har været brugt igennem generationer, så der skal nu nok være noget om det: Havre, byg (du kan lave grød eller drikke en alkoholfri øl om dagen), hvidløg (babyer synes, at hvidløg er lækkert i mælken, når mor har spist det), ingefær, ølgær, bladgrønt, mandler, brune ris, fennikel, bukkehornsfrø, alfalfa (lucerne), marietidsel, brændenælde og lægestregbælg. Urterne kan findes samlet i de fleste typer ammete, så en kop eller 2 om dagen kan være rigtig godt. Du behøver ikke spise det hele, for at det virker. Vælg de ting, du godt kan lide, og spis noget af det hver dag.
Det er også vigtigt, at du reducerer stress så meget som muligt, da det nedsætter mælkeproduktionen. Du har brug for masser af oxytocin fra kys og kram med dem, du elsker.
En anden måde at øge mælkeproduktionen og mængden af mælk, din dreng får under en amning er ved brystkompressioner. Du kan se i denne video, hvordan man gør: https://www.youtube.com/watch?v=icEZcErKooY&t=37s&index=2&list=PLb4X2FNPtawslqXqH61bHuNuvSa4w4iJn
Du skriver, at du sætter alarm til om natten for at amme ham. Hvis det er muligt, så kan det hjælpe at benytte sig af breastsleeping (hvis I ikke allerede gør det), da han så vil kunne lugte dig og din mælk, og måske selv huske at melde sig. Alternativt kan du prøve at amme ham 2-3 gange i løbet af natten. Du kan gøre det, at i tager et ”langt” stræk, hvor han sover 5 timer i træk, og så have yderligere 2 amninger, hvor der kun er 2-3 timer imellem. Det er ikke sikkert, du behøver at vække ham, mange babyer vil tage brystet i søvne. Et natskema for amningen kunne se således ud: puttes kl 21. Ammes kl 2 og igen kl 4 eller 5 og så en gang til, når i står op. Du kan jo tilpasse det efter jeres gå-i-seng og stå-op rytme. Intervallet på 5 timer er også for din skyld, så du får lidt ekstra sammenhængende søvn, hvis du er ok med et kortere interval på 3 timer, så kan du gøre det, og på den måde få plads til en ekstra natamning. 5 timer er fordi det er definitionen på at sove igennem for børn under 1 år, så det vil efterligne et almindeligt søvnmønster for en baby på 4 mdr.
Her er i øvrigt lidt fakta om breastsleeping, og hvorfor det ikke er farligt, hvis man følger retningslinjerne for sikkerhed: https://cosleeping.nd.edu/.
Udviklingsspringet kan man ikke gøre så meget ved, men det kan måske hjælpe at amme et sted, hvor der ikke sker noget spændende, f. eks. i soveværelset eller et roligt hjørne i huset, hvor du måske også kan gøre det lidt halvmørkt. Nogle gange kan det også hjælpe at gå rundt eller sidde på en pilatesbold og hoppe under amningen. Det kan give baby lidt mere ro til at blive længere ved brystet.
Jeg håber, at ovenstående kan give dig nogle redskaber til at få det hele på ret køl igen.
De bedste hilsner,