Etisk kodeks for frivillige ammerådgivere

Baggrund

Nærværende etiske kodeks for Forældre og Fødsels ammerådgivere, er sammensat for at sikre at den rådgivning vi som forening tilbyder, lever op til den højest mulige standard. Alle frivillige ammerådgivere i Forældre og Fødsel forpligter sig til at følge dette kodeks. Mislighold af forpligtelsen kan medføre fratagelse af titlen som ammerådgiver i vores regi. Dele af kodekset er inspireret at det etiske kodeks for IBCLC’ere.

Grundlæggende etiske retningslinjer

Ammerådgivningen tager udgangspunkt i den enkelte rådsøgers personlige integritet. Det vil sige, at de enkelte familiers værdier, personligheder, væren, ønsker og mål med amningen respekteres. Vi rådgiver ud fra gældende retningslinjer på nationalt og internationalt plan samt best practice, men vi skal respektere forældrenes valg og at de i sidste ende har ansvaret for, hvilken beslutninger de træffer for deres barn, så længe barnet ikke lider overlast. Vores formål er at hjælpe dem med at få et informeret og bredt grundlag at træffe den bedste beslutning for dem i netop deres situation.

Ammerådgiveren forpligter sig til at fungere som en ligeværdig støtte, der møder familien hvor den er. Ammerådgiveren forpligter sig til at yde rådgivning på frivillig basis, altså må hun ikke modtage nogen former for kompensation for rådgivningen. Hun må ikke anbefale bestemte tilbud i privat regi (ammevejledere, speciallæger) men bør altid henvise til sundhedsplejerske eller egen læge. Ammerådgiveren må gerne anbefale familien, hvis de taler om at søge hjælp hos en der kan vejlede dem fysisk, opfordre til at de finder en IBCLC-uddannet. 

Principper i Forældre og Fødsels etiske kodeks for frivillige ammerådgivere

Det etiske kodeks påbyder ammerådgiveren at:

  1. Yde rådgivning i overensstemmelse med gældende sundhedsfaglige retningslinjer.
  2. Yde rådgivning med respekt for familiens udgangspunkt.
  3. Opretholde tavshedspligt.
  4. Undgå interessekonflikter.
  5. Reflektere over egen praksis og holdninger.
  6. Arbejde for at ammerådgivningen hos Forældre og Fødsel til stadighed er tilgængelig for alle som måtte have brug for den.

Princip 1: Yde rådgivning i overensstemmelse med gældende sundhedsfaglige retningslinjer

Ammerådgiveren skal:
1.1    Formidle evidensbaseret viden på en letforståelig måde til den rådsøgende.

1.2    Tolke kontroversiel information, uden personlig forudindtagethed og med anerkendelse af at der altid kan være meningsforskelle.

1.3    Gøre opmærksom på forhold der fremmer eller hæmmer amningen.

1.4    Forholde sig nysgerrigt og kritisk til baggrunden for sundhedsfaglige retningslinjer, som for eksempel politiske beslutninger om barsel eller kulturelle parametre.

Princip 2: Yde rådgivning med respekt for familiens udgangspunkt

Ammerådgiveren skal:
2.1    Respektere familiens værdier og tro.

2.2    Yde rådgivning med udgangspunkt i familiens ønsker i forhold til fysiske, psykiske og sociale behov.

2.3    Varetage familiens tarv, så denne modtager rådgivning der passer til individuelle omstændigheder, ressourcer og behov.

Princip 3: Opretholde tavshedspligt

Ammerådgiveren skal:
3.1    Sikre at rådgivningen foregår i private omgivelser, så den rådsøgende ikke oplever at blive     rådgivet i situationer hvor dele af samtalen utilsigtet deles med offentligheden (medmindre                                                                                       andet aftales med rådsøgende ved påbegyndelsen af samtalen).   

3.2    Undlade at bruge let genkendelige parametre såsom navne, steder eller unikke omstændigheder ved sparring med andre ammerådgivere.

3.3    Undlade at lade uvedkommende få indsigt i den enkelte rådsøgendes situation.

3.4    Ved situationer hvor der opstår begrundet mistanke om misrøgt, vold, eller andet der er til fare for barnets eller andre i familiens sikkerhed eller helbred, bortfalder tavshedspligten til fordel for underretningspligt, så familien kan få hjælp til at håndtere den givne situation. Det er essentielt at ammerådgiveren stiller sig kritisk overfor egen tolkning af den enkelte situation og at hun rådfører sig med ammekoordinatoren før hun griber til handling.

Princip 4: Undgå interessekonflikter

Ammerådgiveren skal:
4.1    Informere objektivt og præcist om kommercielle produkter.

4.2    Udelukke enhver egen økonomisk interesse i varer, produkter eller ydelser, eller i virksomheder der producerer disse.

4.3    Undlade at lade egne personlige holdninger til f.eks. hjælpemidler, sundhedspersonale eller andet, stå i vejen for professionel og kompetent rådgivning. 

Princip 5: Reflektere over egen praksis og holdninger

Ammerådgiveren skal:
5.1    Optræde ærligt, reelt og omsorgsfuldt overfor rådsøgende.

5.2    Behandle alle rådsøgende lige, uanset socioøkonomisk status, kønsidentitet, religiøs overbevisning, seksuel orientering, køn, civilstand, alder, national oprindelse, evner/handicap.

5.3    Undlade at give udtryk for holdninger der kan opleves som stødende for den rådsøgende.

5.4    Være refleksiv omkring og ansvarlig for egen praksis, samt være bevidst om begrænsninger for egne evner og viden.

5.5    Vedkende sig det faglige og personlige ansvar for egne vurderinger og handlinger, samt tage kritisk stilling til etiske dilemmaer som kan opstå. 

Princip 6: Arbejde for at ammerådgivningen hos Forældre og Fødsel til stadighed er tilgængelig for alle som måtte have brug for den

Ammerådgiveren skal:
6.1    Være realistisk i forhold til egen tilgængelighed som frivillig ammerådgiver, og give      ammekoordinatoren besked ved ønske om orlov eller pause.

6.2    Indenfor rimelighedens rammer, deltage i vejledningen af aspiranter under uddannelse til     frivillig ammerådgiver.

6.3    Anerkende at uddannelsen til frivillig ammerådgiver i Forældre og Fødsel, udelukkende kan anvendes i dette regi. Det er ikke tilladt at markedsføre sig som privat ammerådgiver med Forældre og Fødsels navn.