Faktaboks
- Det kan godt lade sig gøre at amme, selvom man er brystopereret. Dog kan det være sværere at fuldamme, da brystopererede mødre i højere grad oplever udfordringer med mælkeproduktionen og nedløbsrefleksen
- Derfor er det er vigtigt at være særlig opmærksom på barnets trivsel, især i starten af ammeetableringen men også gennem hele ammeforløbet
- Hvis du er brystopereret, kan det være en god idé at gøre dig nogle overvejelser omkring amning allerede i graviditeten og evt. tale med din jordemoder eller en IBCLC amme-vejleder om dine forventninger og muligheder
- Muligheden for at kunne fuldamme afhænger bl.a. af, om du har fået brystimplantater eller brystreduktion, hvilken operationsmetode der er anvendt og om hvor velbevaret mælkegange, nerveforsyning og ilttilførsel er
- Mange mødre ammer delvis og amningen behøver ikke være enten-eller. Alt modermælk barnet får er godt og delvis amning har også helbredsmæssige effekter for barnet
Brystopereret
Mødre, som har fået foretaget en brystoperation, kan have sværere ved at fuldamme og hvis du er brystopereret, kan det derfor være en god idé at gøre dig nogle overvejelser omkring amning allerede i graviditeten og evt. tale med din jordemoder eller en IBCLC ammevejleder om dine forventninger og muligheder (2).
Det er også vigtigt at være særlig opmærksom på barnets trivsel, da brystopererede mødre i højere grad har udfordringer med mælkeproduktionen og nedløbsrefleksen. Det gælder især i starten af ammeetableringen men også gennem hele ammeforløbet (2). Din sundhedsplejerske kan hjælpe med vejning og vurdering af barnet efter fødslen, når I er kommet hjem.
Muligheden for at kunne fuldamme afhænger bl.a. af om du har fået brystimplantater eller brystreduktion, hvilken operationsmetode der er anvendt og om hvor velbevaret mælkegange, nerveforsyning og ilttilførsel er (2). De fleste mødre vil kunne amme i et vist omfang. Det er dog ikke til at vide på forhånd, hvordan amningen kommer til at gå for lige netop dig og hvis du har et ønske om at amme, er det vigtigt med en positiv tilgang til det. Du skal også forvente at få brug for ekstra støtte og vejledning undervejs (2).
Det er også rigtig godt at huske på, at amning ikke altid behøver at være enten-eller og at mange mødre af den ene eller anden årsag vælger delvis amning hvor man supplerer amningen med modermælkserstatning. Al amning og modermælk barnet får er godt og flere undersøgelser viser at delvis amning også har helbredsmæssige effekter for barnet (1).
Brystimplantation
Det kan godt lade sig gøre at amme hvis du har fået foretaget en brystforstørrende operation. Operationssnittet har stor betydning for ammeforløbet og hvis brystvorten har været fjernet under operationen, kan der være større risiko for at bl.a. nervetråde og mælkegange kan være beskadiget, hvilket kan føre til nedsat mælkeproduktion (3).
Derudover kan trykket fra brystimplantatet ødelægge mælkekirtlerne og det kan fylde så meget at lagerkapaciteten i brystet mindskes og man skal måske amme hyppigere. Hvis brystimplantatet er placeret under musklen mindskes denne risiko (2).
Brystreduktion
Det er også muligt at amme hvis du har fået foretaget en brystreducerende operation. Ved denne type brystoperation er der risiko for beskadigelse af mælkegange, nerveforsyning og blodtilførsel. Muligheden for at amme afhænger derfor af hvor velbevarede disse er, samt hvor meget kirtelvæv der er fjernet, da dette kan påvirke både mælkeproduktionen og nedløbs-refleksen. Følsomhed omkring brystvorterne, forandringer brystet i graviditeten samt synlig råmælk er gode tegn.
Det ser også ud til at mælkegangene spontant kan genoprettes for hver efterfølgende fødsel. Så hvis du tidligere har haft problemer med amningen efter en brystreduktion, kan det altså godt blive bedre til næste gang. Muligheden for et godt ammeforløb, stiger også jo længere tid der er gået efter brystreduktionen (2).
Hvad du kan gøre for at få den bedste start på amningen som muligt
Hud-mod-hud kontakt, så meget som muligt de første uger efter fødslen. Dette er bl.a. med til at stimulere din mælkeproduktion ved hjælp af “kærlighedshormonet” Oxytocin, som frigives i hjernen, når barnet nøgent på dit bryst. Det virker også beroligende og stabiliserende på barnet og har samtidig en række gavnlige virkninger for dig også (1).
Hyppig amning, minimum 8 gange i døgnet og gerne mere. Dette er med til at starte og vedligeholde mælkeproduktionen og barnet får mulighed for at få råmælk som bl.a. virker styrkende på barnets immunforsvar (1).
Brug gode og behagelige ammestillinger - dette er med til at forebygge smerter og sår på brystvorterne. Læs evt. mere i artiklen Ammestillinger (1).
Evt. opstarte stimulation/udmalkning med en brystpumpe for at igangsætte og vedligeholde mælkeproduktionen. Rådfør dig gerne med personalet på fødestedet, din sundhedsplejerske eller en IBCLC ammevejleder (4).
Tegn på mælkeproduktion
Mærk efter brystspænding i forbindelse med at mælken er ved at løbe til, kig efter om det drypper med mælk fra det andet bryst, når du ammer eller ved lyden/synet af dit barn, lyt efter synkelyde når barnet har diet et stykke tid (1).
6 -8 dagligevåde bleer, minimum 4 daglige afføringer (1).
Afføringen skifter farve og konsistens den første uge, fra tyktflydende klistret sort/grøn til grynet orange og gul (1).
Generelle trivselstegn hos barnet
Barnet er vågent, opmærksomt og ikke sløv (1).
Melder sig til måltiderne, virker interesseret og spiser minimum 8 gange i døgnet (1).
Virker veltilpas og ikke konstant urolig eller grædende (1).
Har normal hudfarve, ikke bleg, grå eller gullig (1).
Referencer
1: Sundhedsstyrelsen. (2021). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 6, Det normale ammeforløb.
2: Sundhedsstyrelsen. (2021). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 10, Særlige forhold hos moderen.
3: Wambach K and Riordan J: Breastfeeding and Human Lactation, 5th edition (2016). Burlington MA: Jones and Bartlett Learning; Chapter 9, Breast-Related Problems.
4: Hvidovre hospital, Amning når du er brystopereret, information om amning ved brystoperation: Amning når du er brystopereret (hvidovrehospital.dk) , hentet d. 24/6-22