Laid back breastfeeding / tilbagelænet amning

Forfatter Julia Schiønning Truong, sygeplejerske, IBCLC, CEO ’Den Bedste Start’ (juli 2023)

Faktaboks

  • Ved Laid back breastfeeding/tilbagelænet amning ammer du, mens du sidder eller ligger afslappet med barnet oven på din mave og bryst
  • Der er mange fordele ved denne måde at amme på, bl.a. stimuleres barnets medfødte reflekser optimalt, hvilket kan hjælpe det til at være aktivt ved brystet, samt hjælpe det til at finde brystvorten og få godt fat på brystet
  • Tilbagelænet amning kan også være med til at mindske risikoen for smerter og sår ved amning, fremme vægtstigning hos barnet, øge mælkeproduktionen og forbygge brystbetændelse
    • Stillingen er også god til at aflaste ved smerter fra f.eks. bristninger efter fødslen og kan være med til at mindske træthed, fordi du også hviler kroppen, mens du ammer
Tilbagelænet ammestilling stimulerer barnets naturlige reflekser

Tilbagelænet ammestilling stimulerer barnets naturlige reflekser

Hvad er Laid back breastfeeding/tilbagelænet amning?

Laid back breastfeeding/tilbagelænet amning er ikke en egentlig ammestilling, men mere en måde at amme på. Du ammer imens barnet ligger oven på dig, meget gerne hud-mod-hud, mens du sidder eller ligger tilbagelænet og afslappet.

Der er mange fordele ved tilbagelænet amning både for mor og barn, og metoden anbefales derfor af IBCLC ammekonsulenter verden over. Forskning viser nemlig, at der udløses markant flere af barnets neonatale reflekser ved tilbagelænet amning, såsom søgerefleksen, sutterefleksen og kravlerefleksen, som skal hjælpe barnet til at finde brystvorten og få godt fat på brystet (1).

Det er dog stadig langt fra alle mødre der kender denne metode, da det tit er den “klassiske” siddende ammestilling og den side-liggende ammestilling, der øves først. Det er ellers en rigtig god idé at skifte mellem flere forskellige ammestillinger, navnligt i starten for at få aktiveret og stimuleret alle de forskellige mælkekirtler rundt omkring i brystet til at begynde mælkeproduktionen og sidenhen for at aflaste ømme brystvorter og for at få tømt brystet godt i bund og dermed forebygge brystbetændelse (2).

Derudover synes mange mødre også at det er rart at kunne variere mellem forskellige ammestillinger rent praktisk, alt efter hvilken situation du er i (i sengen midt om natten eller f.eks. på café). 

Hvorfor er tilbagelænet så amning godt?

Stimulering af neonatale reflekser hjælper barnet til at blive aktivt ved brystet
Forskning viser at tilbagelænet amning stimulerer det nyfødte barns neonatale reflekser såsom søgerefleksen, sutterefleksen og kravlerefleksen, når I ligger mave mod mave og barnet har fodfæste f.eks. på din arm, bøjede ben, mave eller på en pude (1). Barnet hjælpes altså til at blive mere aktiv under amningen, og derfor er stillingen rigtig god, hvis du har et barn, der hurtigt falder i søvn og skal holdes i gang ved brystet. 

Forebygger smerter og sår
Når barnets medfødte instinkter bliver stimuleret i tilbagelænede ammestilling, kan det også hjælpe barnet til at åbne munden godt op og dermed få dybere fat inde på brystet. Jo mere af brystet barnet har i munden, jo mindre risiko er der for, at barnet har for yderligt fat og dermed mindsker det risikoen for smerter og sår (3). Når barnet ligger oven på dig, vil det pga. af tyngdekraften heller ikke kunne trække i brystvorten på samme måde som i andre ammestillinger, og risikoen for sår og smerter mindskes yderligere. 

Mindsker træthed og aflaster
Ved tilbagelænet amning får du mulighed for at hvile dig og ligge helt afslappet sammen med barnet, hvilket kan mindske træthed og virke fremmende på udskillelsen af ”kærlighedshormonet” oxytocin. Oxytocin er bl.a. med til at styrke tilknytningen mellem dig og barnet, og det stimulerer nedløbsrefleksen så mælken flyder (4). Derudover er tilbagelænet amning også rigtig god i forbindelse med bristninger og smerter efter fødslen, da du ikke sidder direkte på det smertefulde området (2).

Fremmer vægtstigning hos barnet og øger mælkeproduktionen
Hvis dit barn har tabt sig for meget efter fødslen eller ikke har taget nok på, kan tilbagelænet amning bidrage til øget mælkeindtag. Når barnet ligger ovenpå på dig, komprimeres brystet og mælken bliver derfor presset ud, samtidig med at barnet også sutter. På den måde får barnet mere mælk ud for samme stykke arbejde. Når først din mælk er løbet til, styres mælkeproduktionen af udbud og efterspørgsel. Det vil i praksis sige at jo mere du ammer og jo mælk der tømmes fra brystet, jo mere mælk vil det producere og på den måde kan tilbagelænet amning være med til at sikre en god mælkeproduktion (2).

Kan mindske gener ved stort mælkeflow
Hvis du har rigtig meget mælk og med et stort flow, og du oplever at barnet “hopper” af brystet for at få en pause eller nærmest er ved at kløjes i det, kan tilbagelænet amning også være rigtig god. Når barnet ligger ovenpå dig, kan mælken nemlig lettere løbe ud af munden på barnet, og på den måde kan barnet opleve det mindre ubehageligt (2).

Hvis amningen er gået i hårdknude
Hvis amningen af den ene eller anden årsag er gået i hårdknude, kan tilbagelænet amning være en god måde at starte forfra på. Når barnet lægges nøgent op på din mave/bryst kan du efterligne den naturlige proces barnet barnet går igennem lige efter fødslen, inden det bliver klar til at sutte. De neonatale reflekser vil stimuleres, og barnet vil dermed udforske, finde og sutte på brystet. 

Hvordan gør jeg?

Læg dig godt til rette
Det vigtigste til at begynde med er, at du får lagt dig godt til rette, f.eks. i sofaen, i sengen eller i en lænestol og evt. med dyne eller nogle puder som hjælp til støtte. Du skal sidde/ligge tilbagelænet, føle dig afslappet uden at spænde i hoved, nakke, arme eller skuldre. Barnet skal ligge ovenpå dig, rigtig gerne hud-mod-hud og kan i princippet ligge 360 grader rundt om brystet (2). Mærk efter hvad der føles mest behageligt for jer begge to. 

Form en rede med kroppen
Det kan anbefales at barnet ligger en smule skråt over dig, så du kan bruge den ene arm til at støtte langs barnets krop og sammen med resten af din krop nærmest fungerer som en lille rede for dit barn. Nogle ammende synes, det er nemmest og rarest, at barnet ligger på denne måde, da det kan gøre det lettere for barnet at finde brystet og få godt fat, uden at hovedet rykker for meget fra side til side. Men prøv gerne flere forskellige måder, så du får en idé om, hvad du bedst kan lide.

Understøt barnets fodsåler 
For at barnets medfødte reflekser såsom kravle, søge og sutterefleksen understøttes bedst muligt, kan du sørge for, at det har fast underlag under fødderne, f.eks. i form af en pude, din mave, dine bøjede ben eller ved af holde fødderne i din hånd.

Øv dig på ammestillingen
Lad dig endelig ikke afskrække, hvis det ikke lige fungerer første gang. Som med alle andre ammestillinger kræver det både tålmodighed og øvelse. Husk på, at I begge er nybegyndere. Når man først har fået det lært, ender rigtig mange med at blive glade for at amme på denne måde og de oplever dermed de mange fordele ved denne ammestilling.

Få hjælp de første gange
Du kan spørge personalet på sygehuset, din sundhedsplejerske eller en IBCLC ammevejleder om hjælp de første gange. Som inspiration til hvordan du kan prøve, kan du evt. se denne video.

 


Referencer

  1. Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 4, Amning – biologisk set.
  2. Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 6,  Det normale ammeforløb. 
  3. Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 9, Almindelige ammeproblemer.
  4. Wambach K and Riordan J: Breastfeeding and Human Lactation, 5th edition (2016). Burlington MA: Jones and Bartlett Learning; Chapter 8, Postpartum Care.