Faktaboks
- Samsovning betyder, at du og dit barn sover i samme seng
- Sikke samsovning kræver forskellige forholdsregler
- Du får mere søvn, når du fuldammer og samsover med dit barn
I samme seng
Samsovning betyder, at du og barnet sover i samme seng. I de vestlige lande er det ca. 75% af ammende mødre, der samsover med deres barn (1). Antropologiske studier peger på, at samsovning har fundet sted over hele verden igennem historien, og at det er den mest naturlige og biologisk passende måde at sove på for mennesker (2). Når du sover i samme seng som dit barn, er det lettere for dig at reagere på barnets tegn til at ville die.
Søvn
Antallet af amninger og varigheden af dem øges, men alligevel får du mere søvn, når du fuldammer og samsover med dit barn, sammenlignet med hvis du ikke gjorde det (2). Sundhedsstyrelsen påpeger, at det sikreste sted for dit spædbarn at sove, er i sin egen seng i samme rum som dig.
Forholdsregler ved samsovning
Hvis du vælger at sove i samme seng som dit spædbarn, skal barnet have mindst lige så meget plads at sove på, som hvis det sov i sin egen seng (3). For at samsovning kan være sikkert, er der 7 forholdsregler, du/I skal overholde (4):
- Ingen rygning
- Ædru forældre, dvs. ingen brug af alkohol, euforiserende stoffer eller sløvende medicin
- Den ammende mor ligger ved siden af barnet
- Sundt og raskt barn
- Barnet ligger på ryggen
- Klæd barnet let på, så det ikke sveder (svøb ikke barnet)
- Sengen har en sikker, fast overflade uden løstliggende puder m.m. (se boks herunder)
Referencer
- Huang Y, Hauck FR, Signore C, et al. Influence of bedsharing activity on breastfeeding duration among U.S. mothers. JAMA Pediatrics, 2013;167(11):1038-1044.
- Smith LJ. Postpartum Care. In: Wambach K. Spencer B. Breastfeeding and Human Lactation, sixth edition. Burlington: Jones & Bartlett Learning; 2021. p. 247-312.
- Sundhedsstyrelsen. Forebyg vuggedød – og undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved. Til sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; 2011.
- La Leche League International. Wiessinger D, West D et al. Sweet sleep: nighttime and naptime strategies for the breastfeeding family. New York, NY: Random House-Ballentine Books; 2014.