Faktaboks
- Smerter, sår eller revner på brystvorten er tegn på, at noget skal ændres ved amningen eller den måde dit barn dier på
- Sårets form og placering kan indikere hvorfor problemet er opstået
- Mens såret heler, kan du malke ud og give dit barn mælken i en kop
Sår og revner på brystvorten kan være meget smertefuldt
Smerter ved amning
Smerter ved amning er en af de hyppigste årsager til at stoppe med at amme tidligere end planlagt (1,2). Oplever du smerter under amning, er det et tegn på, at noget ikke er, som det bør være. Smerterne kan skyldes mange forskellige ting, men i de fleste tilfælde kan de afhjælpes ved, at dit barn åbner munden højt op og får mere af brystet i munden (1,2). Afhjælpes smerterne ikke ved almindelig korrektion af ammestilling og måden du lægger barnet til på, kan det skyldes, at dit barn har spændinger i kroppen eller bevægelsesindskrænkninger i tungen, som gør det svært at få mere af brystet i munden. Disse problemer skal vurderes af en øre-næse-hals-læge, ergoterapeut, osteopat eller andre behandlere, der er efteruddannede og specialiserede i spædbørns funktionelle dieevne (3).
Sår og revner
Smerter under amning kan udvikle sig til sår eller revner, hvis de ikke afhjælpes i tide (2). De opstår typisk pga. friktion eller for kraftigt vakuum. Sårets form og placeringen af såret, kan indikere hvorfor problemet er opstået. Har såret form som en streg hen over spidsen af brystvorten, er det ofte et tegn på, at barnet har for yderligt fat. Hvis såret dækker det meste af spidsen, kan det være dit barn sutter for energisk, eller at du har anvendt for kraftigt vakuum på en brystpumpe. Sidder såret i overgangen mellem din brystvorte og areola (det mørke område rundt om brystvorten), kan det skyldes, at du anvender en suttebrik der er for lille, eller at tragten på din brystpumpe er for lille. Sår på selve areola kan skyldes, at dit barns overlæbe er for langt inde på brystet (2).
Hvad gør jeg?
Det kan være fristende at trække tiden mellem amningerne eller bruge en suttebrik, men det afhjælper ikke det underliggende problem. Derfor er det vigtigt, du får hjælp til at korrigere ammestillingen, så du og dit barn kan få en bedre oplevelse. Virker dit barn meget ivrig, kan du prøve at lægge mærke til de første tegn på at barnet vil sutte, som er at slikke på læberne, bevæge hovedet til siderne og evt. at tage hænderne til munden (4) og så ligge dit barn til brystet så hurtigt som muligt. For hurtigt at kunne se de første tegn, kan det måske hjælpe dig at bære dit barn i en vikle eller slynge, så du har det tæt på dig. Har du smerter, kan det tage længere tid førend nedløbsrefleksen aktiveres, og måske når dit barn at blive utålmodig. En afslappet ammestilling for dig kan få din nedløbsrefleks til at komme hurtigere. Gør det for ondt for dig at lægge dit barn til brystet, kan du holde ammepause fra det ene eller begge bryster i en dag eller to. Det er så meget vigtigt du malker ud lige så mange gange, som du ellers ville amme, da din mælkeproduktion ellers nedsættes (2). Du kan give dit barn mælken i en kop, se her hvordan. Du kan også vælge at bruge en suttebrik i en dag eller to, indtil smerten aftager (2).
Behandling
Sår og revner skal holdes rene, for at undgå infektion, så det er vigtigt du vasker brystet dagligt med varmt vand og en mild sæbe, som skyldes af bagefter. God håndhygiejne, samt at undgå at røre direkte på såret kan også forebygge infektion (2). Sår og revner på brystvorterne heler normalt indenfor en uges tid, men er de blevet inficeret med bakterier eller svamp, kan helingsprocessen forsinkes. I de tilfælde, bør du konsultere din læge. Der er ingen dokumentation for, at lanolinsalve, gylceringel eller særlige ammeindlæg har større effekt på sår og revner, end hvis du lader lidt mælk tørre på brystvorterne efter endt amning (5).
Kilder
1: Smith LJ. Postpartum Care. In: Wambach K. Spencer B. Breastfeeding and Human Lactation, sixth edition. Burlington: Jones & Bartlett Learning; 2021. p. 247-312.
2: Almindelige ammeproblemer I: Sundhedsstyrelsen. Amning – en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; 2023. p. 169-99.
3: Page-Goertz S, Chevreux E (2021). The Ill Child: Breastfeeding Implications. In: Wambach K. Spencer B. Breastfeeding and Human Lactation, sixth edition. Burlington: Jones & Bartlett Learning; 2021. p.619-73.
4: Det normale ammeforløb I: Sundhedsstyrelsen. Amning – en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; 2023. p. 92-139.
5: Dennis CL, Jackson K, Watson J (2014). Interventions for treating painful nipples among breastfeeding women. Cochrane Database of Systematic Reviews. https://doi.org/10.1002/14651858.CD007366.pub2