Faktaboks
- Mange mødre oplever smerter og sår i forbindelse med amningen og det er desværre en hyppig grund til at stoppe med at amme før ønsket
- Ømhed er naturligt i starten, men smerter og sår er altid et tegn på at der er noget galt. Det skyldes ofte ukorrekt sutteteknik eller uhensigtsmæssige ammestillinger, og det er vigtigt at finde årsagen
- Med få justeringer kan man i de fleste tilfælde opnå en smertefri amning. Vær opmærksom på om barnet får godt fat inde på brystet, ikke sutter for yderligt og at din ammestilling er god
Hvorfor gør det ondt?
Rigtig mange mødre oplever desværre, at amningen er smertefuld, og det er en hyppig årsag til, at mødre stopper med at amme før ønsket. Det er ikke meningen at amning skal gøre ondt, men det er forventeligt og naturligt at opleve ømhed de første dage efter fødslen, indtil mælken løber rigtig til (1).
Når det gør ondt at amme, er der større risiko for problemer med sår og revner på brystvorterne, infektion, brystbetændelse og at barnet ikke tager nok på i vægt, eller i værste fald taber sig. Det er derfor rigtig vigtigt at finde ud af årsagen til smerterne hurtigst muligt (1).
Tit skyldes smerterne ukorrekt sutteteknik og uhensigtsmæssige ammestillinger. Hvis barnet ikke får hele brystvorten med ind i munden og får fat et godt stykke inde på brystet, så vil amningen føles ubehagelig og gøre ondt. Smerterne opstår, fordi barnet enten klemmer sammen om brystvorten, eller fordi barnets tunge skraber på selve spidsen af brystvorten, og det kan hurtigt føre til store smerter, sår og revner (2) .
Hvad kan jeg gøre for at afhjælpe smerterne?
Smertefulde amninger og sår er altid tegn på at noget er galt, og det er derfor vigtigt, at du altid er opmærksom på, hvad du selv kan holde øje med. I mange tilfælde handler det blot om få justeringer hos mor eller barn, som gør, at en amning bliver smertefri. Her er nogle gode råd til, hvad du selv kan holde øje med/gøre, hvis du synes, at det gør ondt at amme, eller du har fået sår (1) :
- Ømhed er normalt og forventeligt de første dage, indtil mælken er løbet til. For nogle mødre føles det smertefuldt i starten af amningen, lige når barnet ivrigt begynder at sutte. Smerten skal gerne aftage i løbet af de første par minutter indtil mælken begynder at løbe. Sørg for at sidde/ligge behageligt og forsøg at være afslappet med dybe vejrtrækninger.
- Vær opmærksom på dine ammestillinger. Læg dit barn til brystet sådan at I ligger mave-mod-mave, helt tæt ind til kroppen. Det forhindrer at barnet hænger i brystvorten og strækker huden og det gør det nemmere for barnet at få bedre fat. Prøv nogle forskellige stillinger og skift gerne mellem dem, når du føler dig sikker. Vær tålmodig og husk på at I begge skal have tid til at lære noget nyt.
- Når du ammer skal barnets næse være fri, hagen skal røre brystet, munden skal være vidt åben, og læberne krænget ud af.
- Barnet skal have fat dybt inde på brystet, og ikke kun på selve brystvorten men også noget af areola, som er det mørkere område rundt om selve vorten.
- Læg mærke til om din brystvorte har ændret form efter amning. Hvis den er formet som en læbestift, kan det være et tegn på at barnet har haft for yderligt fat.
- Hvis barnet har svært ved at åbne munden godt op, så prøv at placere barnet med næsen ud foran brystvorten, så det automatisk læner hovedet lidt tilbage og åbner munden godt op.
- Hold øje med de gode kæbemuskelbevægelser der går op til ørerne og lyt efter synkelyde hvis mælken er løbet til. Det er gode tegn på at dit barn har ordentlig fat.
- Mærk efter. Føles det forkert eller gør ondt så start altid forfra. Du kan putte din lillefinger ind i siden af munden på barnet for at tage vacuum, så det ikke gør ondt på dig. Hvis smerter/sår fortsætter, så søg hjælp hos f.eks. sundhedsplejerske eller en IBCLC amme-vejleder. Tit er det et spørgsmål om få justeringer for at det lykkes med en smertefri amning, men der kan være bagvedliggende årsager til problemerne, såsom svamp på brystet hos mor/barnets mund eller f.eks. stramt tungebånd hos barnet.
Referencer
- Sundhedsstyrelsen. (2018). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen
- Wambach K and Riordan J: Breastfeeding and Human Lactation, 5th edition (2016). Burlington MA: Jones and Bartlett Learning; Chapter 8, Post partum care.