Udmalkning på arbejdspladsen

Forfatter Julia Schiønning Truong, sygeplejerske, IBCLC, CEO ’Den Bedste Start’ (maj 2023)

Fakta

  • Selvom de nye barselsregler betyder mindre barsel til mor, er det stadig muligt at fortsætte amningen efter endt barsel og dermed leve op til sundhedsstyrelsens anbefalinger for amning. Det kræver måske lidt mere planlægning og nogle praktiske fornødenheder, men det kan bestemt lade sig gøre
  • De fleste børn trives fint med kun at blive ammet, når mor er i nærheden og du behøver derfor ikke begynde fravænning inden din barsel slutter. For mange er det en stor omvæltning at skulle tilbage på arbejdsmarkedet igen og amning kan være en god måde at bibeholde den nære kontakt til barnet samtidig med, at det fortsat kan få modermælkens gavnlige egenskaber
  • Afhængig at barnets alder og behov for indtag af mælk, kan du evt. udmalke på arbejdspladsen. Det vil hjælpe dig med at holde din mælkeproduktion oppe samt give mulighed for at den der passer dit barn, kan give mælken på f.eks. sutteflaske, kop eller blandet i grød.

Når mor skal begynde på arbejde igen

Sundhedsstyrelsen anbefalinger
Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn fuldammes til de er omkring 6 måneder og herefter delvis ammes i minimum 12 måneder, gerne længere hvis mor og barn trives med det (1). Med fuldamning menes at barnet udelukkende får modermælk ved amning.

De nye barselsregler
De nye barselsregler, hvor mere af barslen nu er øremærket til far, betyder samtidig også mindre barsel til mor (2). Det kan hos mange familier give anledning til bekymring om, hvorvidt de kan leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for amning.

Men selvom du som mor skal tilbage på arbejdet efter endt barsel, kan du godt fortsat amme dit barn. Det kræver måske lidt mere planlægning hvis du f.eks. skal begynde at udmalke, men de fleste børn både forstår og trives fint med kun at blive ammet, når du er i nærheden (1).

Derfor behøver du ikke at bruge den sidste tid på, at bekymre dig over at skulle til at fravænne barnet fra brystet inden din barsel slutter og dit barn kan få gavn af modermælkens mange gode egenskaber i længere tid.

Tilbage på arbejde som ammende mor
Det kan være en stor omvæltning at gå fra at være alene på barsel med sit barn det første lange stykke tid til at skulle videregive det til ens partner eller pasningstilbud. Derfor synes mange mødre at amningen er en god måde at bibeholde den fysiske kontakt og nærvær i har sammen.

Både du og dit barn skal vænne jer til at være adskilte og amning kan derfor bruges som en hyggelig og kendt stund, I har sammen bare jer to midt i alt det nye. Nogle mødre vil opleve, at barnet i en periode vil søge brystet hyppigere end vanligt eller f.eks. vil ammes mere om natten, fordi det måske har brug for mere tryghed. Andre børn vænner sig hurtigt til at blive ammet mindre og vil afhængig af alder og temperament naturligt begynde at fravænne (1). 

Afhængig af dit barns alder og hvor stort behov indtaget af mælk er, kan du vælge at udmalke imens du er på arbejde. Mælkeproduktionen er styret af udbud og efterspørgsel og udmalkning vil derfor hjælpe med at holde din mælkeproduktion i gang (3). Den udmalkede mælk kan du gemme (4), så kan dit barn få det imens du er på arbejde, f.eks. på kop, sutteflaske eller blandet i grød.

Hvordan udmalker jeg på arbejdet
Når du er tilbage på arbejdet efter endt barsel, kan du vælge at tale med din arbejdsgiver og evt. kollegaer om at du fortsat ammer og derfor kan have behov for at udmalke mælk til dit barn.

Afhængig af hvilken jobtype og arbejdsgang kan du i samarbejde med din leder og dine kollegaer planlægge, hvornår der er mulighed for en pause, hvor du kan sidde uforstyrret og udmalke, samt om der er et køleskab til rådighed, hvor du kan opbevare mælken indtil du har fri.

Afhængig af hvor meget du er vant til at amme, vil du kunne forvente at din krop også lige skal vænne sig til at være adskilt fra dit barn og det kan være, du er nødt til at have ammeindlæg på for ikke at lække. Vær også opmærksom på at forebygge brystbetændelse ved at dine bryster ikke bliver alt for spændte, ømme og danner knuder.

Når det er blevet tid til at du skal malke ud, kan du med fordel starte med nogle dybe vejrtrækninger for at blive godt afslappet, stimulere nedløbsrefleksen ved at massere brysterne let og evt. kigge på et billede af dit barn. Det vil give din krop gode betingelser for at udskille hormonet oxytocin som vil hjælpe med at få mælken til at flyde. Det kan også være en rigtig god idé at bruge en dobbeltpumpe, da dette både er mere effektivt og tidsbesparende (4). Du kan købe små velegnede flasker eller poser du kan have mælken i og som kan gemmes på køl, imens du er på arbejde og transporteres i en køletaske på vejen hjem. Udmalket modermælk kan holde sig bagerst i køleskabet ved max 5 grader i 3 dage og kan f.eks. gives dagen efter, mens du er væk. Mælken kan holde sig på frys i op til 6 måneder (4). Du kan læse mere om udmalkning og opbevaring i artiklen ”Udmalkning”.


Referencer

  1. Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 6, Det normale ammeforløb.
  2. Barselsregler for lønmodtagere – barn født d. 2 august 2022 eller senere. www.borger.dk/familie-og-boern/barsel-oversigt/barsel-loenmodtagere/barsel-loenmodtagere-ny-orlovsmodel – siden er besøgt d. 9/5-23.
  3. Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 4, Amning biologisk set.
  4. Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning - en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; Kapitel 7, Udmalkning.