Underlivsprolaps?

Giv dig selv det bedste, også sex

Af Johanne Mathiasen, udgivet 8. maj 2021.

Underlivsprolaps, også kaldet nedsynkning, er en slags brok, der kan opstå, når skedens væv og muskulatur er svækket. En almindelig tilstand, også hos unge mødre, men den kan være meget ubehagelig. Det kan være skedens forvæg med blæren, der falder frem (cystocele), eller bagvæggen med endetarmen (rectocele) og knap så hyppigt tyndtarmen (enterocele). Det kan også være livmoderen (uterusprolaps) eller en kombination. Der er fire grader, hvor grad 1 er så mild, at de fleste aldrig bemærker den, og grad 4 er den alvorligste. Den primære årsag er vaginal fødsel, der udsætter skedevæggene for et stort stræk og i nogle tilfælde giver muskelskader, men også graviditet og overvægt kan udgøre en stor belastning for bækkenbunden. Det samme gælder kronisk hoste, forstoppelse eller et arbejde med mange tunge løft. Underlivsprolaps som følge af fødsel kan ikke forebygges med flere knibeøvelser under graviditeten. Dels er nogle fødsler mere traumatiske end andre, dels kan der i nogle tilfælde være en arvelighedsfaktor i form af svagere bindevæv. Behandlingsmulighederne er træning, hensyn til bækkenbunden i hverdagen, støttepessar, lokalt hormontilskud, der styrker skedevæggene, eller operation. Langt de fleste bliver mere eller mindre symptomfri uden operation i løbet af det første års tid eller to efter fødsel.  

 

Du er ikke alene, og der ER lys for enden af tunnelen
Hvis du har underlivsprolaps, bander du muligvis mod himlen over det, der er sket med din krop. Du kan have tyngdefornemmelse, lidt som følelsen af en tampon, der er ved at glide ud, og du kan have øget tissetrang, problemer med de store toiletbesøg og oveni hatten måske inkontinens, ømhed og smerter. På den anden side er det ikke sikkert, du har så mange gener. Alt afhænger af de skader, du har fået.  

Jeg var selv 26, da jeg efter fødslen af mit første barn stod med en livmoderhals, der stak et pænt stykke udenfor skeden. Min ellers skønne læge forsøgte sig med en joke, men det kunne hun godt glemme – der var ikke noget at grine af. Jeg var ramt på min fysiske frihed. Selv korte gåture med barnevognen var en udfordring. Og jeg var ramt på mit selvværd, min kvindelighed, min seksualitet – en ordentlig én på sinkadusen til livskvaliteten. ’Jamen, skal man ikke regne med sådan noget, når man har født børn?’ var der en, der sagde, og i det øjeblik ønskede jeg, at det var mit ben, der var brækket. Men nej, min skade var usynlig. Det var en skade, jeg ikke kunne dø af, men heller ikke vidste, hvordan jeg kunne leve med. En skade, ingen talte om. Og en knugende frygt for, om den nogensinde ville blive bedre.

Kan du genkende noget? Så giv dig selv lov til at være ked af det. Men prøv samtidig at finde de steder, hvor du kan hente støtte og optimisme. Det tror jeg, de fleste har brug for. Vær så åben om din underlivsprolaps, som du selv har lyst til. Hvis du føler, det er en skamfuld ting at snakke om, så fortæl dig selv, at du ingenting har at skamme dig over. Du har sat et barn i verden, og der findes ingen større præstation. Så giv dig selv et klap på skulderen og rank ryggen. Overvej også at melde dig ind i Facebook-gruppen ’Underlivsprolaps (nedsynkning)’. Derinde er der et lille ’bibliotek’ med inspiration og viden om underlivsprolaps, og så er der et godt fællesskab bestående af kvinder i samme båd og kvindelige fagpersoner.

Du er ikke alene, og der er lys for enden af tunnelen. Ingen kan love, at du bliver symptomfri i løbet af et år eller to, men de fleste unge mødre gør, og jeg tør godt love, at du kan komme rigtig langt, både fysisk og psykisk. I mellemtiden gælder det om at tage de glæder, du kan få, forhåbentlig også dejlig sex. Men jeg ved, det kan være svært overhovedet at tænke på sex, hvis du kun mærker ubehag i den del af kroppen, der før har været centrum for nydelse. Derfor: Til kamp mod de fysiske gener! Det gælder om at lette dem, der kan lettes.      

De fysiske gener – fire anbefalinger   
Nummer 1: Find en gynækologisk fysioterapeut, der har erfaring med underlivsprolaps. En, der kan vejlede dig i at tackle ’her og nu-gener’, for eksempel med hensyn til tømning af blæren og tarmen. En, der kan guide dig i alt det, der gerne skulle hjælpe på den lange bane: træning, afspændingsøvelser, vejrtrækning og gode vaner i hverdagen. Find behandlerlisten på www.dugof.dk.  

Nummer 2: Gå langt for at få afklaret årsagen, hvis du har smerter eller ømhed. Somme tider er det en gynækolog, der skal til, og andre gange kan fysioterapeuten måske hjælpe, for eksempel i forhold til arvæv eller overspændt bækkenbund. Det sidste kan skyldes, at du går og spænder ubevidst for at holde underlivet indenbords. En typisk årsag til smerter under samleje kan i øvrigt være rectocele, hvor endetarmen buler ind i skedens bagvæg. Det kan somme tider hjælpe at komme på toilettet før sex, men noget af det, der kan udfordre med rectocele, er lige præcis de store toiletbesøg. Også her kan en fysioterapeut ofte vejlede, og ellers kan du måske bruge nogle af de råd, der deles i gruppen Nedsynkning.  

Nummer 3: Undgå tørhed i skeden! Dels kan det give smerter under sex, dels er det skidt for underlivsprolaps. Sagen er jo, at der i tiden efter fødsel er kuks i hormonbalancen, og glidecreme er ikke altid nok. Løsningen kan være for eksempel Repadina, et hormonfrit produkt, men overvej også Ovestin i en periode. Det er et mildt lokalt hormontilskud, der ikke går i modermælken, men styrker slimhinden og dermed skedevæggene.

Nummer 4: Overvej at få hjælp til et støttepessar! Det løfter din prolaps, så du slipper for tyngdefornemmelsen, og giver større fysisk frihed, også i forhold til motion. Motion er livskvalitet for mange af os! Det samme er sex! Og det er bare nemmere at føle lyst til sex, når man ikke hver dag mærker en bule i skridtet. Så jeg hepper på støttepessar. Der findes et hav af forskellige typer, også nogle, der er lavet til både prolaps og inkontinens. Hvis det sidste er dit største problem, findes der i øvrigt også inkontinensringe. Men jeg vil ikke lyve: Somme tider kræver det en del forsøg at finde det rette støttepessar, og det er ikke alle hospitaler og klinikker, der har et stort udvalg. Måske skal du være lidt opsøgende og bruge energi på sagen. Hvis det ikke skulle lykkes, kan du eventuelt gå efter ’ydre støtte’ i form af et støttebælte.

Jeg håber, nogle af anbefalingerne kan lette dine gener. Men når det gælder sex, er det ikke kun kroppen, der kan spænde ben. Det kan vores tanker også.   

Giv ikke dine tanker lov til at dræbe sexlysten 
Er det ikke vildt usexet med underlivsprolaps? Sådan følte jeg det selv, indtil jeg fik aflivet nogle af de tanker, der havde overtaget min hjerne, og det gik op for mig, at der kun var én, jeg snød, og det var mig. Min kæreste syntes, jeg var akkurat lige så dejlig som før – det hele foregik i mit hoved! Kan du genkende det? Prøv, om du kan være god mod dig selv! Dans til musik, du elsker, mærk din krop. Køb en vibrator eller en dildo, hvis det er det, der skal til. Måske lækkert undertøj, wellness, massage eller noget helt andet. Bare det flytter fokus fra dit hoved til rare følelser i din krop. Du skal gøre det for dig, kun for dig, men jeg tror, at din partner også vil elske det. 

Kan sex forværre underlivsprolaps? Nej. Tværtimod stimulerer sex vævet og blodcirkulationen og giver fantastisk træning af bækkenbundsmuskulaturen. Jo mere sex, des bedre. Mange oplever endda, at samleje skubber deres organer ‘på plads’, i hvert fald for en stund. Det kan godt være, du skal tisse undervejs, men så er det bare sådan. Din partner skal nok vente.

Kan din partner mærke prolapsen under samleje? Nej, en mand kan IKKE mærke prolapsen med penis. Måske kan han – og du selv – mærke, at du føles større end før. Det kan skyldes, at prolapsen, afhængigt af graden, kan hindre din skede i at lukke tæt. Derfor kan du også opleve, at din skede ’prutter’. Der kommer simpelt hen luft ind, og der er ikke andet at gøre end at prøve at finde humoren frem.

Jo strammere skede, jo bedre? Det tænker du måske, for det ligger i vores kultur, at det er lidt skamfuldt at have en ’slap skede’. Knib, knib, knib, får vi at vide, og det er også rigtigt, at bækkenbundstræning til en vis grad kan hjælpe. Men ingen kvinder, der har født vaginalt, kan have superstramme skeder, heller ikke uden underlivsprolaps. Den skam hører til i et andet århundrede, ikke i 2021. Træn din bækkenbund for din skyld, fordi det kan øge din nydelse og mindske dine gener i en eller anden grad.

Kan det passe, at prolapsen har resulteret i nedsat følsomhed og gjort det sværere at få orgasme? Det er der desværre nogle, der oplever, og meget tyder på, at det er nerverelateret. Igen kan du prøve at spørge din fysioterapeut til råds, også i forhold til behandlingsmuligheder. Mange oplever, at følsomheden gradvist vender tilbage, og i mellemtiden kan du måske have glæde af en god vibrator.

Jeg siger ikke, at sexlivet med underlivsprolaps kan blive helt som før. Kun at du skal prøve at give dig selv det bedste, du kan få. Livet er alt for kort til andet.

Opdateret 9. juli 2021

Om forfatteren

Johanne har en baggrund dels som underviser i dansk sprog, dels som freelance redaktør, tekstforfatter og ghostwriter. Et par børnebøger er det også blevet til. Aktuelt skriver hun på en bog om underlivsprolaps – en bog, der blandt andet kommer til at indeholde de personlige historier fra femten kvinder. Hun har i mange år selv haft underlivsprolaps og dannede i 2016 Facebook- gruppen ’Nedsynkning’. Gruppen blev startskuddet til en omfattende research og sparring med andre kvinder, også kvindelige fagpersoner, der brænder for feltet. Privat er hun mor til to og bonusmor til én.