Foto: Isa Marie Romby
Lea Marie Løppenthin leverer med ”Løven og Klagen” en sårbar, tankevækkende og relevant tilføjelse til den voksende litteratur om at være gravid, føde og blive forælder. Men også til at skulle forholde sig til mødet med et system, der kan give mindelser om en fødeindustri.
LØVEN OG KLAGEN er en bog om en fødsel, der sættes i gang, men som ikke går i gang. Om mange timers forsøg med vedrop og andre metoder for at få fremgang i fødslen. Om en igangsættelse, der bliver til et kejsersnit, og en mor, der efterfølgende er i tvivl om, om det samtykke, hun gav inden kejsersnittet blev foretaget, var et helhjertet samtykke eller ej:
”Jeg vil hellere have kejsersnit, end jeg vil have en efterfødselsreaktion. Som om det første var et værn imod det andet. Det var mit bud på et samtykke.”
Det er en bog om at skulle finde ind i moderskabet og lære sit barn at kende i tiden efter dét, som bliver lagret som et fødselstraume hos bogens jeg-fortæller. Og om oplevelsen af at blive overset i sundhedssystemet på et af de mest sårbare og kritiske tidspunkter i ens tilværelse.
Et vigtigt indspark i en evigt vigtig debat
Uanset om man selv har født eller ej, er ”Løven og Klagen” i min optik relevant at læse, da den viser, at det kan have store konsekvenser, når en fødsel ikke forløber på en tryg måde for den fødende. Og da utryghed under en fødsel kan have langvarige konsekvenser for de involverede, er
det vigtigt, at der er en forståelse for, at tiden efter en fødsel (måske endda lang tid efter) kan være ekstra sårbar. Og at der ikke nødvendigvis er et quickfix. ”Løven og Klagen” er således et vigtigt indspark i samtalen om forholdene på fødegangene, og om gravide og fødendes rettigheder.
Men bogen er også en vigtig understregning af, at graviditet og fødsel er mere og andet end det, der foregår på hospitalet. Og at det, der sker på hospitalet, følger med den lille ny familie hjem.
Der er en råhed og en sårbarhed i bogen, som gør, at den næsten uundgåeligt går under huden på en. Det er et vellykket værk, som har et snert af kampskrift over sig. Og det har vi brug for i en tid, hvor fødegangene og de fødendes rettigheder til stadighed nedprioriteres politisk.
”Var min hjernes had til droppet så stærkt, at oxytocinet ikke kunne hjælpe livmoderen? Jeg ved ikke, hvad der er mest indbildsk at tænke, at min hjerne spillede en rolle, eller at den ikke gjorde.”
At bearbejde gennem skriften
Vi har alle forskellige måder at bearbejde svære ting. Nogle taler med læger og psykologer, andre tier og gemmer oplevelserne væk på et dybt sted indeni. Nogle får bearbejdet oplevelser gennem samtaler med venner, eller ved at bruge kroppen og hænderne i kreative processer. På et tidspunkt er hovedpersonen i ”Løven og Klagen” hos sin psykolog, som får det til at virke som om, det ikke er en god ide, at der skrives om det traume, hun har med sig fra hospitalet: ”Min psykolog siger, at hun får en fornemmelse af, at jeg ikke vil give slip på min tid på hospitalet, og det vil hun gerne advare mig imod. Hun ved jo også, at jeg skriver bøger, måske bliver jeg lokket af, at dette traume synes at være et velegnet motiv for min skrift?”
Men der er ingen tvivl om, at traumet er et velegnet motiv for netop Løppenthins skrift. Både for Løppenthins egen skyld, men også – og måske endnu mere? – for alle dem, der har oplevet noget lignende. Eller dem, som har haft andre former for traumatiske oplevelser på de danske fødegange, men som måske føler sig alene eller i tvivl eller overvældet. At se andre beskrive det, man selv har oplevet – eller elementer af det – kan være en stor hjælp.
At opleve, at ens egne følelser i større eller mindre grad spejles, kan være med til at hjælpe en i en bearbejdelsesproces. Måske kan man spejle sig i hele oplevelsen i ”Løven og Klagen”. Måske i dele af den. Måske kan man intet genkende fra sin egen fødsel. Eller sin egen første tid som nogens mor. Men uanset hvad er det vigtigt, at historier som denne i ”Løven og Klagen” får form og fylde, at den flyder ud af det enkelt individ, der har oplevet den, og bliver en del af vores kollektive fortælling. Kun sådan, kan vi ændre forholdene på fødegangene til det bedre.