Kend din ret til at træffe trygge og informerede beslutninger

I løbet af graviditet og fødsel møder man mange tilbud, muligheder og anbefalinger. Det kan være svært, at træffe de rette valg: BRAINS-metoden sikrer, at du kender dine muligheder, risici og rettigheder.

 

Guide til dine beslutninger om til- og fravalg i graviditet og fødsel


 

BRAINS - en metode til at træffe beslutninger

B - Benefits (Fordele ved behandlingen)

R - Risks (Risici ved behandlingen)

A - Alternatives (Alternative handlingsmuligheder)

I - Intuition (Intuition - hvad mærker du?)

N - Nothing (Ingen handling - hvad er konsekvenserne af at gøre ingenting?)

S - Second Opinion (Involvere anden fagperson for en second opinion)

 

 

"...Det er kun dig, og evt. din partner, der kan beslutte, hvad der er rigtigt for jer.."

 

I England anbefaler NHS (det engelske sundhedsministerium), at bruge huskereglen BRAINS, når du som gravid og fødende skal tage stilling til forskellige muligheder og eventuelle behandlingstilbud.

BRAINS er forbogstaverne på bestemte trin i din beslutningsproces. Det er en systematisk og enkel måde at indsamle og vurdere information på, og give dig selv og din partner tid og plads til at reflektere, så du kan træffe beslutninger om din til- og fravalg i forbindelse med tilbud om undersøgelser, behandling mv.

Det kan være beslutninger, der skal træffes før fødslen, for eksempel når du skal vælge fødested. Eller under fødsel, når du overvejer at give samtykke til en bestemt procedure eller behandling.

BRAINS kan bruges som et formelt værktøj med papir og pen, hvor du skriver det hele ned, eller som en simpel tjekliste, du og din partner har i hovedet for at sikre, at du har udforsket alle dine muligheder og har det fulde billede.

 

🧠Hvad er BRAINS-metoden og hvordan bruger jeg den til at træffe trygge og informerede beslutninger i min graviditet og fødsel? 

  • For hver beslutning overvejer du fordele og risici (på engelsk Benefits and Risks). De første to bogstaver i BRAINS). Disse omfatter de generelle fordele og risici, som din jordemoder og læge beskriver og forklarer, og som er baseret på deres forskningsmæssige viden og deres kliniske erfaring. Men det gælder også de fordele og risici, der er personlige for dig som individ og i din specifikke situation. Det er helt centralt, at du får information om disse.

  • Spørg ind til og afgør, om der er alternative muligheder (A-et i BRAINS), samt hvilke fordelene og risici, der er ved hvert enkelt alternativ.

  • Overvej derefter din intuition (i-et i BRAINS). Hvad er din mavefornemmelse omkring en beslutning? Har du brug for mere information, mere tid eller at få en anden mulighed før du synes, du kan beslutte dig?

  • Er det muligt at gøre ingenting ( n-et i BRAINS)? Hvad er fordelene eller risiciene, hvis du fortsætter med den nuværende situation? Er det muligt ikke at behandle eller udføre den specifikke procedure? Er der nogen sikkerhedsmæssige overvejelser, hvis du udsætter den foreslåede behandling/intervention?

  • Vil du have tid til at diskutere dette yderligere, eller vil du gerne have en Second Opinion (s-et i BRAINS)? Det betyder, at en anden fagperson involveres i beslutningen.

Det er kun dig, og evt. din partner, der kan beslutte, hvad der er rigtigt for jer. De involverede fagpersoner er forpligtet af Sundhedsloven til at indhente informeret samtykke til indgreb, undersøgelser og behandlinger. Dette involverer også, at oplyse om fordele og risici ved alternative handlinger til den foreslåede.

 


 

🔍Læs mere

Om BRAINS-metoden hos det britiske sundhedsvæsen

 

 

Faktaboks

  • I løbet af graviditet og fødsel møder man mange tilbud, muligheder og anbefalinger til undersøgelser, screeninger og behandling
     
  • Det kan være svært at træffe en beslutning, og føle sig sikker på sit valg

  • Der er udviklet beslutningsstøtteværktøjer til at hjælpe dig med at træffe beslutninger i graviditet og fødsel

  • Vi præsenterer her den metode, som hedder BRAINS


 

 


Et digitalt værktøj til fremtidens forældre

Hos Forældre og Fødsel har vi skabt Kend Dine Rettigheder – en digital vidensbank, der giver dig et klart og opdateret overblik over dine lovmæssige rettigheder, behandlingsmuligheder og støtteordninger i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.

 

Læs også ... 👀

Gå på opdagelse i vores vidensbank om dine rettigheder som gravid, fødende og forælder

Vidste du, at du som gravid og fødende har ret til at blive hørt, inddraget og træffe informerede valg om din egen krop og fødsel? Kend Dine Rettigheder er et digitalt værktøj til fremtidens forældre, der giver dig et samlet overblik over dine rettigheder under graviditet, fødsel og barsel. Vi gør det let for dig at forstå dine muligheder, så du kan træffe de bedste valg for dig og din familie.

Bliv medlem af Forældre og Fødsel

Som medlem er du med til at støtte foreningens arbejde med at forbedre vilkårene for gravide, fødende og nye familier; sundhedsvæsenets største brugergruppe.

  • Du støtter vores forebyggende og rådgivende indsatser
  • Du giver os en politisk stemme, så vilkårene for kommende og nye familier forbedres
  • Du kan få indflydelse på foreningens arbejde