Kend dine rettigheder for igangsættelse af fødslen

Ret til fravalg, men ikke tilvalg

 

Kan jeg sige nej til igangsættelse?

Du kan altid takke nej til en behandling, herunder også igangsættelse. 

 

Hvad er igangsættelse?

Igangsættelse betyder, at fødslen sættes i gang enten medicinsk eller mekanisk. Der er forskel på, hvilke metoder de enkelte fødeafdelinger tilbyder. 

 

Hvordan igangsættes en fødsel?

Fødslen kan sættes i gang på følgende måder: 

  1.  Piller med hormonet prostaglandin
  2. Jordemoderen kan prikke hul på fosterhinderne, så fostervandet går
  3. Der kan anlægges et drop med et kunstigt hormon, som stimulerer veerne frem
  4. Der kan anlægges ballonkateter, som udvider livmodermunden

Igangsættelse af en fødsel kan kun tilbydes på en specialafdeling, da de der har det udstyr, der skal til, for at overvåge dig og fosteret.

 

Hvad sker der, hvis jeg siger nej tak til igangsættelse?

Du får tilbud om en samtale med en læge og/eller en jordemoder. Du vil også få tilbud om ekstra scanning, hvor man undersøger, hvordan fosteret har det, og du vil få tilbud om overvågning af fosterets hjertelyd. Du vil endvidere blive opfordret til opmærksomhed på fosterbevægelser. 

Alt dette er selvfølgelig også undersøgelser, som du kan vælge at takke ja eller nej til.

 

Kan jeg bede om at få min fødsel sat i gang?

Når du har fået fyldestgørende information om virkning, bivirkning og mulige andre ligestillede behandlingsmuligheder, kan du takke både ja og nej til den foreslåede behandling, men du har ikke krav på en bestemt behandling. Det betyder også, at du ikke kan kræve at få din fødsel sat i gang, men kan udtrykke et ønske herom. Det hænger sammen med, at der altid vil ligge faglige overvejelser bag en igangsættelse. Disse overvejelser drejer sig både om dit velbefindende, men også om fosterets. 

Der ligger også organisatoriske overvejelser bag, hvorvidt en fødsel sættes i gang eller ej. Det kan f.eks. dreje sig om travlhed på fødegangen, kapacitet, personale m.v.

Hvis en ellers planlagt igangsættelse bliver udsat, og udsættelsen får konsekvenser for dig eller dit barn, kan du klage igennem patientklagesystemet.

 

Støtteværktøj til din beslutning ved tilbud om igangsættelse af fødslen

Hvis du står overfor valget om, hvorvidt du skal takke ja eller nej til igangsættelse på, kan du finde hjælp til at tage din beslutning i dette beslutningsværktøj, som er udviklet af Eva Rydahl, jordemoder og lektor, Mette Juhl, jordemoder og docent og Jette Aaroe Clausen, jordemoder og lektor. 

 

Beslutningsværktøjet er udviklet specielt til kvinder som bliver tilbudt igangsættelse fordi de endnu ikke er gået i fødsel i den 42. uge af graviditeten (41+5).

Du kan også drøfte dine overvejelser med din jordemoder og/eller læge.

 

 

"...Når du træffer en beslutning om igangsættelse, har du ret til fyldestgørende information om fordele, risici og alternativer."

 

 


 

🔍Læs mere

Om at tage beslutninger i graviditet, fødsel og barsel her.

 

 

Faktaboks

  • Fødslen kan sættes i gang medicinsk eller mekanisk

  • Det anbefales, at du og barnet overvåges med hensyn til veer og hjertelyd

  • Der tilbydes rutinemæssig igangsættelse ved f.eks. sukkersyge, svangerskabsforgiftning og hvis du ikke har født når du er i 42. uge af graviditeten

  • En planlagt igangsættelse kan udsættes pga. travlhed på fødegangen

  • Du kan søge hjælp til at træffe din beslutning om igangsættelse i forskellige beslutningsstøtteværktøjer samt hos din jordemoder og/eller læge

  • Du kan altid sige nej tak til en igangsættelse

 

 


Et digitalt værktøj til fremtidens forældre

Hos Forældre og Fødsel har vi skabt Kend Dine Rettigheder – en digital vidensbank, der giver dig et klart og opdateret overblik over dine lovmæssige rettigheder, behandlingsmuligheder og støtteordninger i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.

 

Læs også ... 👀

Gå på opdagelse i vores vidensbank om dine rettigheder som gravid, fødende og forælder

Vidste du, at du som gravid og fødende har ret til at blive hørt, inddraget og træffe informerede valg om din egen krop og fødsel? Kend Dine Rettigheder er et digitalt værktøj til fremtidens forældre, der giver dig et samlet overblik over dine rettigheder under graviditet, fødsel og barsel. Vi gør det let for dig at forstå dine muligheder, så du kan træffe de bedste valg for dig og din familie.

Bliv medlem af Forældre og Fødsel

Som medlem er du med til at støtte foreningens arbejde med at forbedre vilkårene for gravide, fødende og nye familier; sundhedsvæsenets største brugergruppe.

  • Du støtter vores forebyggende og rådgivende indsatser
  • Du giver os en politisk stemme, så vilkårene for kommende og nye familier forbedres
  • Du kan få indflydelse på foreningens arbejde