
Sådan fungerer din journal under graviditet og fødsel
Hvem har pligt til at føre din journal under graviditet og fødsel? Hvem har adgang, og kan du få oplysninger slettet eller rettet? Få overblik over dine rettigheder her.
- Hvad skal der skrives i min journal?
Autoriserede sundhedspersoner skal dokumentere deres arbejde i en sundhedsfaglig journal. Det gælder, uanset om de er ansat i det offentlige sundhedsvæsen, i en privat virksomhed eller er selvstændige. Jordemødre, læger og sygeplejersker har derfor pligt til at føre journal og løbende skrive undersøgelser og behandling ned.
Journalen er et arbejdsredskab for de fagpersoner, der har med dit forløb at gøre. Dit navn og personnummer, samt datoen for behandlingen skal opføres korrekt i journalen. Derudover skal der altid stå titel og arbejdssted, samt navn, initialer eller anden identifikation på den, der har udført behandlingen. Relevante informationer skal noteres præcist i fagtermer, så dit behandlingsforløb kan blive bedst muligt, og så risikoen for fejlbehandling minimeres. I journalen skal det også fremgå, at du har givet dit informerede samtykke til en eventuel behandling.
I forbindelse med din graviditet er korrekte notater i den såkaldte vandrejournal, den privatpraktiserende jordemoders journalsystem, og fødeafdelingens journal vigtige for at sikre den faglige kommunikation mellem sundhedsfaglige personer om din, dit barns, og familiens sundhed.
- Har jeg indflydelse på, hvad der skal stå i min journal?
Journalen er et arbejdsredskab mellem fagpersoner, som skal dokumentere din sundhedsfaglige behandling. Derfor har du som udgangspunkt ikke indflydelse på, hvad der kommer til at stå. Hvis du har en særlig problemstilling, kan du altid tale med din læge og jordemoder om, hvordan og på hvilken måde du gerne vil have det beskrevet i din journal.
" ... Du har som udgangspunkt ikke indflydelse på, hvad der står i journalen, men kan tale med din læge eller jordemoder om, hvordan du ønsker specifikke oplysninger beskrevet."
- Kan jeg få slettet oplysninger i journalen, hvis jeg ikke er enig?
Nej, som udgangspunkt kan der ikke slettes i journalen, men du kan eventuelt få lægen eller jordemoderen til at tilføje bemærkninger.
- Har jeg selv mulighed for at læse min journal?
På www.sundhed.dk kan du se, hvad der står i din journal. Det vil være formuleret i fagtermer, men du kan tale med din læge eller jordemoder om at få gennemgået dit graviditets- og fødselsforløb, og få fagtermer forklaret, hvis der er noget, du er i tvivl om betydningen af.
- Hvilke personer har adgang til at se min journal?
Det er kun i en relevant sammenhæng med dit forløb, at læger og jordemødre må læse og skrive i din journal. Derfor er det kun dig selv og de fagpersoner, der direkte har været involveret i dit aktuelle forløb, der har adgang til at se din journal. Det kan også være, at du har givet tilladelse til, at andre må læse din journal, f.eks. i forbindelse med et forskningsprojekt. På sundhed.dk kan du se, hvem der har været inde og læse din journal. Her kan du også give dine pårørende fuldmagt til at se din journal og eventuelle prøvesvar.
🔍Læs mere
Om jordemødres pligt til at føre journal
Faktaboks
- Autoriserede sundhedspersoner (som læger, jordemødre og sygeplejersker) skal føre en sundhedsfaglig journal, der dokumenterer behandling og undersøgelser, uanset om de arbejder offentligt eller privat
- Du har som udgangspunkt ikke indflydelse på, hvad der står i journalen, men kan tale med din læge eller jordemoder om, hvordan du ønsker specifikke oplysninger beskrevet
- Du kan se din journal på sundhed.dk, men oplysningerne vil være i fagtermer. Du kan bede din sundhedsperson om at gennemgå og forklare indholdet, hvis der er noget, du er i tvivl om
- Kun sundhedspersoner, der er direkte involveret i dit forløb, har adgang til din journal. Du kan give samtykke til, at andre får adgang, f.eks. i forbindelse med forskning, eller til at give pårørende fuldmagt
Et digitalt værktøj til fremtidens forældre
Hos Forældre og Fødsel har vi skabt Kend Dine Rettigheder – en digital vidensbank, der giver dig et klart og opdateret overblik over dine lovmæssige rettigheder, behandlingsmuligheder og støtteordninger i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.